Et liv som bloddonor er slut

Af Søren R. Wolff, journalist, Aakirkeby

Jeg husker det tydeligt. Jeg var sammen med en kollega fra et konkurrerende medie på fiskerimesse i Esbjerg. Det var, mens A.C. Normann var fiskeriminister, så det har været i slutningen af 1960’erne. Vi gik rundt og kiggede på fiskeredskaber, da vi blev antastet af to unge, sødt smilende sygeplejersker, som syntes, at vi var oplagte emner som kommende bloddonorer.

Rapkæftet og bredskuldret

Jeg havde før tænkt på at melde mig. Sådan noget kommer man jo desværre sjældent over med. Men jeg skrev da straks under på den dertil indrettede indmeldelsesblanket. Min kollega derimod sagde, at han var bloddonor, så han slap for videre tiltale. Jeg undrede mig, men spurgte først bagefter, om det var rigtigt. Han - der i modsætning til mig var bredskuldret og muskuløs og også temmelig rapkæftet - betroede mig, at han var bange for at blive stukket i, så han havde undslået sig med en lille nødløgn.

Siden i livet har jeg mødt mange bredskuldrede og muskuløse personer, som er bange for at lægge blodårer til det lille prik et par gange om året. Det er jo sikkert en skræk, der er at sammenlignelig med min ganske irrationelle højdeskræk. Nå, men jeg fik skrevet under på formularen, og hjemme igen på Bornholm blev jeg nogen tid senere kontaktet af den lokale blodbank, der indkaldte mig til nogle blodprøver og en samtale med overlæge J. Krüger.

Positivt og menneskeligt

Kort tid efter var jeg godkendt som bloddonor, og det har jeg så været siden med mit ganske almindelige blod (A pos.). Jeg har været indkaldt til tapning cirka et par gange om året, og i mine unge år, var det tit ligesom om det lettede på min hovedpine, når jeg var blevet tappet. Som bloddonor satte jeg også en gang en privat kampagne i gang på min arbejdsplads for at skaffe nye donorer, og det viste sig faktisk ret let at overtale de fleste til at melde sig.

Jeg synes, at der er noget positivt og menneskeligt godt ved, at vi i Danmark har et system, hvor donorerne giver blodet uden betaling. Man kan gøre sig mange væmmelige tanker om, hvad det kan medføre, hvis folk får penge for deres blod.

56 portioner blod

For snart et par år siden blev jeg ramt af et hjertetilfælde og måtte – efter nogen ventetid – til Rigshospitalet for at få foretaget en ballonudvidelse. Det medfører samtidig, at jeg nu efter det meget vellykkede indgreb, får noget medicin, som skal hindre, at der opstår nye ”forkalkninger” eller dannes blodpropper. Derfor kan jeg ikke mere være bloddonor, og forleden fik jeg brevet fra bloddonorkorpset, der bekræfter dette og samtidig takker mig for de 56 portioner blod, som jeg nåede at give.

Nu bliver det måske ikke det store savn ikke at kunne komme til Rønne og få tappet blod og drikke en æblemost, men lidt vemodigt er det jo altid, når man når til noget, der er slut. Men jeg vil bevare minderne om venlige og dygtige sygeplejersker og laboranter, der i tidens løb har lettet mig for mit blod og for de sammenkomster i bloddonorkorpset, jeg har været til i årenes løb. Samtidig vil jeg takke de mange, der gør en frivillig indsats for at holde sammen på det glimrende system med bloddonorkorps, som vi har i Danmark.