Der forskes i bloddonorers blod, som undersøges for biologiske markører, der kan forklare eller forudsige sygdomme. Forskningen er baseret på frivillig deltagelse af danske bloddonorer.
Om Det Danske Bloddonorstudie
Visionen med DBDS er at skabe et projekt, der skal virke til gavn for danske patienter i bekæmpelsen af sygdomme. Forskning af bloddonorers blod gør det muligt at undersøge for biologiske markører, der kan forklare eller forudsige sygdomme.
De danske bloddonorer har siden 1932 uegennyttigt doneret blod til patientbehandling. Ved at deltage i Det Danske Bloddonorstudie bidrager bloddonorerne også til at skabe en dansk national forskningsressource til forskning i folkesundhed, sygdomsårsager, diagnostik og behandling.
Det Danske Bloddonorstudie startede i 2010 og har siden 2013 kommet med resultater til gavn både for bloddonorers og befolkningens sundhed. Over 150.000 bloddonorer er inkluderet i studiet. Nogle af de forskellige forskningsprojekter i DBDS præsenteres kort i videoen øverst på denne side.
Hos de danske regioners blodbanker findes et veluddannet og motiveret personale, som dagligt står for rekruttering og registrering af bloddonorer, tapning af blodprodukter og drift af biobanker. Blodbankerne har ikke førhen dannet ramme om folkesundhedsundersøgelser, men dette ændrede sig med DBDS. Blodbankernes infrastruktur blev brugt til at skabe Danmarks største videnskabelige undersøgelse på raske personer til brug for sundhedsvidenskabelig forskning, og det resulterede i, at der hurtigt og effektivt blev skabt en stor national forskningsressource for få midler.
Det Danske Bloddonorstudie blev initieret i blodbankerne i Region Hovedstaden og Region Midtjylland og er sidenhen blevet landsdækkende. Initiativet omkring Det Danske Bloddonorstudie udgår fra blodbankerne i Danmark og støttes af Bloddonorerne i Danmark.
Du kan også finde en liste over studiets publikationer her.