Gitte fra Aarhus er en af de patienter, som er dybt afhængig af medicin fremstillet af plasma for at kunne leve et liv uden konstante indlæggelser – og i sidste ende overleve.
Plasma indeholder bl.a. forskellige proteiner og immunglobuliner (antistoffer), som kan bruges til fremstilling af medicin. Immunglobuliner kan bruges til at behandle patienter med immundefekt sygdomme – patienter som Gitte Ambrosius.
Danmark har et mål om at blive selvforsynende med plasma, så danske patienter fortsat kan få den
nødvendige behandling med bl.a. immunglobuliner for en optimal sygdomsbehandling. Læs med for at blive klogere på, hvordan immunglobuliner hver dag hjælper patienter som Gitte tilbage til livet.
57-årige Gitte lever i dag et liv, der langt hen ad vejen er helt normalt, men sådan har det ikke altid været. En defekt i Gittes immunsystem har gjort, at hendes historie rummer flere tunge kapitler med gentagne infektioner og hospitalsindlæggelser, end der kan tælles på både hænder og fødder. 2010 bliver et vendepunkt i Gittes liv, da hun bliver henvist til Infektionsklinikken på Aarhus Universitetshospital
(AUH). Her bliver hun diagnosticeret med en arvelig immundefekt og begynder efterfølgende at modtage behandling med immunglobuliner.
Behandlingen sætter et punktum for Gittes hyppige og alvorlige infektioner og bliver samtidig begyndelsen på et nyt kapitel med livskvalitet som overskrift.
Månedlige behandlinger
Som så mange gange før sidder Gitte i stolen på Infektionsklinikken på AUH. Her har hun siddet en gang om måneden de sidste godt 11 år for at modtage den behandling med immunglobuliner, som gør, at hun
i dag både kan synge i kor, tage på ferie og passe børnebørnene.
Disse almindelige hverdagsaktiviteter var før helt utænkelige for Gitte. Den immundefekt, som gennem
hele Gittes liv har sendt hende i pendulfart mellem hjemmet og hospitalssengen, hedder IgG2 mangel. Det er en arvelig immundefekt, som betyder, at Gittes immunsystem har svært ved at nedkæmpe infektioner og er en realitet, som har påvirket Gittes liv fra barns ben:
– Jeg var nok det, som man dengang ville kalde et sart barn – alt bed på mig, halsbetændelse, mellemørebetændelse og især lungebetændelse.
Som årene gik, blev Gittes infektioner stadig mere hidsige og krævede oftere indlæggelse:
– Hver gang jeg fik en lungebetændelse, blev det stadig mere kompliceret, fordi jeg oparbejdede immunitet over for den pencillin, som jeg blev behandlet med, og de mange infektioner gjorde mine lunger dårligere for hver gang.
Det betød, at Gittes liv gradvist blev mere og mere begrænset; hun turde ikke at komme i store forsamlinger, og ferie betød efterfølgende indlæggelse og var dermed udelukket. Hun var hele tiden syg, fik pencillin hver anden måned og var indlagt flere gange om året. Det blev svært for Gitte at slå til over for omgivelserne:
– Mine døtre lærte et eller andet sted, at de ikke kunne regne med deres mor, hvilket var enormt hjerteskærende for mig.
Diagnose og behandling: Et vendepunkt
Det var først, da Gitte som 45-årig blev henvist til Infektionsmedicinsk Afdeling, at immundefekten IgG2 mangel blev konstateret. Det betød, at der ikke kun var en forklaring på, hvorfor Gitte hele sit liv havde været syg, men samtidig mulighed for behandling.
Ved siden af Gitte sidder sygeplejerske Helle Vibeke Jensen. Det er ofte hende, der giver Gitte den månedlige behandling med immunglobuliner:
– De patienter, som får immunglobuliner her ved os, har en defekt i B-cellerne. Det betyder, at de har
problemer med at bekæmpe bakterielle infektioner – deres immunforsvar laver altså ikke de nødvendige
antistoffer, hvilket betyder, at infektioner nærmest får fri adgang til at rulle ind over kroppens grænsekontroller. De mennesker vil altså være syge og indlagt hele tiden, hvis ikke de får behandlingen,
forklarer Helle Vibeke.
Selve behandlingen sker ved, at immunglobulinerne bliver sprøjtet ind i lårets fedtvæv – en proces, som varer cirka to timer. For Gitte er det blevet en glædelig tilbagevendende begivenhed, som hun er dybt taknemmelig for og tilmed nyder:
– Det er ligesom at besøge en veninde i to timer; vi får lige vendt, hvad der er sket siden sidst – og så ved
jeg, at det er noget, som hjælper mig, og derfor er jeg meget taknemmelig.
Denne månedlige stund på AUH betyder nemlig, at Gitte mellem behandlingerne kan leve et liv, der til forveksling ligner alle andres.
– Når patienterne får immunglobuliner fra raske donorer, kan man sige, at patienternes eget immunforsvar bliver ’oprustet’. Det betyder, at immunsystemet kan fungere som hos raske mennesker, der ikke bliver syge hele tiden. Behandlingen gør, at patienterne har et almindeligt niveau af immunglobulin i 3-4 uger og herefter har de brug for ny behandling, fortæller Helle Vibeke.
Om at vende tilbage til livet
Livet uden indlæggelser og slemme sygdomsforløb er også noget, der har bredt sig som positive ringe i Gittes relationer:
– Mine døtre siger, at de kan stole på mig nu. Nu ved de, at det er sjældent, at jeg må aflyse i sidste øjeblik.
Selvom immundefekten ikke længere er altoverskyggende lurer den stadig, forklarer Gitte:
– Jeg passer stadig på mig selv. Hvis børnebørnene er syge, så passer jeg dem ikke, og når jeg skal på ferie, har jeg penicillin med i tasken. På den måde er min immundefekt der stadig, men den fylder mindre mit liv og hæmmer mig ikke.
Patienter som Gitte bliver aldrig raske. Hvis de er velbehandlede, så kan de leve et normalt liv både psykisk, fysisk og socialt, ligesom de slipper for indlæggelser og varige skader på organer som i Gittes
tilfælde, hvor de mange lungebetændelser har givet arvæv på lungerne.
Fokus på plasma
Under coronapandemien blev den globale mangel på plasma for alvor tydelig. Gitte har godt bemærket nyheden om, at der er mangel på plasma på verdensplan, og det gør hende bekymret:
– Jeg tænker på, om det kommer til at betyde, at jeg igen skal til at være syg hele tiden – det er en tanke, som gør mig bekymret og giver ondt i maven.
Beslutningen om, at Danmark skal være selvforsynende med plasma glæder Gitte:
– Det giver mig mere ro. For mig betyder denne behandling livskvalitet. Jeg er så evigt taknemmelig for bloddonorerne – jeg føler, at de har givet mig den allerstørste gave; et nyt liv og livet selv.
Tekst: Emilie Rahbek Pii Foto: Tonny Foghmar
Læs mere om plasma her, og hvordan du selv kan give plasma her