Milan blev født livløs. Moderkagen var sidst i Irene Olsens graviditet begyndt at fungere omvendt, så i stedet for at give blod til det lille barn, sugede den blodet ud af ham. Ved fødslen havde Milan mistet 2/3 af sit blod. Spædbarnet fik hele sit første døgn blod i stedet for mælk. I dag løber han rundt og leger i en have i Rødekro.
Irene Olsen og hendes mand Lasse er på vej til hans søsters fødselsdag, da Irene om formiddagen føler, der er så stille i maven. Hun er i 38. uge, men hendes datter Lilje blev født 5 uger for tidligt, så Irene er meget opmærksom på signalerne fra sin krop.
– Jeg lægger mig på sofaen og gør nogle af de ting, som jeg ved plejer at give en reaktion. Drikker et stort glas vand, nusser lidt på maven og skubber lidt til ham, der hvor jeg ved hans numse ligger, og jeg får ikke den helt store reaktion. Jeg siger flere gange til min mand, at jeg synes han er lidt for stille.
Da hun har ligget på sofaen i tre kvarter, beslutter hun at ringe til fødegangen på Sønderborg Sygehus for at høre, om de lige vil tjekke hende. De har ikke travlt og siger til Irene, hun gerne må kigge forbi. Hun taler lidt med Lasse, om han skal tage med, og hvad de i så fald skal gøre med deres datter Lilje på 4 år imens, men beslutter, at Irene bare kører selv, så bliver Lasse og Lilje hjemme.
Under køreturen fra Rødekro til Sønderborg er der stadig ikke aktivitet fra maven. Ved ankomsten til fødegangen bliver der koblet et EKG på Irenes mave, som kan følge babyens hjerterytme.
-Jeg kan følge kurven med hans puls og tænker der er ingenting galt, den ligger superfint stabilt.
Men da kurven har kørt i tyve minutter siger jordemoderen, at nu skal de til at have lidt gang i ham. Irene ruller om på den ene, så den anden side, men der kommer kun et lille udslag og ikke nok til, at jordemoderen er tilfreds.
Så siger hun, at hun lige skal vende det med en kollega.
Hvad tænker du så, da hun siger det?
-Ingenting. Jeg har slet ikke fattet, at det kan være alvorligt. Så kommer jordemoderen tilbage og siger, at hun har ringet efter fødselslægen, og de scanner lige ”for at være helt sikker.” Der ligger han lige så fint, de kan se hjertet. De skubber til ham, og han bevæger sig stadig ikke helt så meget, som de gerne vil have. Så spørger de, hvornår min mand kan være her.
”Han skal komme nu”
Irene forklarer, at Lasse er hjemme med Lilje, og der vil i hvert fald gå et par timer, før han kan være der.
-Han skal komme nu, for vi skal lave et akut kejsersnit, siger jordemoderen.
Irene er stadig ikke helt med på situationens alvor, så hun spørger, om de ikke bare kan sætte fødslen i gang imens, så der går noget tid med det.
-Så siger hun til mig: Det kan vi ikke, for det vil han ikke overleve. Han skal komme nu.
Irenes øjne bliver blanke, mens hun siger den sidste sætning. Vi sidder i hendes stue i et parcelhus i Rødekro. På væggene i stuen hænger to sort-hvide billeder; et af en voksenhånd, der holder en babyhånd, og et af voksenhånd, der holder en babyfod.
Irene ringer til Lasse og siger, at han skal komme nu. Han får genboerne til at passe Lilje, og Lasse låner deres bil.
-Det øjeblik, personalet får at vide, han er på vej, står der jordemoder, fødselslæge, sygeplejerske og får tøjet af mig, lagt drop i begge hænder og over i en anden seng, så jeg kan køres direkte ned på operationsstuen.
I Irenes journal står der, at personalet har informeret hende om, at de mistænker et blodtab for at være skyld i fosterets lave aktivitet. De har ringet hjem til overlægen og haft fat i gamle fagbøger for at slå det op. Irene havde et meget stort ønske om at føde selv, så de ville gerne være sikre i deres sag, før de udførte et akut kejsersnit.
-Jeg kan ikke selv huske, at de har informeret om, at de havde en mistanke om blodtab, jeg tror min hjerne var stået lidt af under, at det skulle gå stærkt, og vi skulle handle nu og her.
Livløs
Mens de venter på Lasses ankomst, gør de Irene helt klar til operationen. De tjekker, hvornår hun sidst har spist, og narkoselægen forsøger at lægge en rygmarvsbedøvelse, så Irene kan være vågen under kejsersnittet.
-De arbejdede meget effektivt, da de fandt ud af, min mand var på vej. Det var lidt overvældende og vildt og voldsomt, men de har gjort alt, hvad de skulle for at holde det roligt og informere om, hvad der skulle ske hele tiden.
Under et af de sidste forsøg på at lægge rygmarvsbedøvelsen kommer Lasse ind.
-Han har kun nået at holde mig i hånden i to minutter, før de beslutter, at nu er der ikke tid til at prøve mere, så min mand bliver vist ud, og så skal jeg tælle ned fra 10, og jeg tænker ”Det kommer aldrig til at ske, de får mig aldrig til at sove.” Jeg tror, jeg nåede til 8 eller 7, så var jeg væk.
Hvordan havde du det lige der?
-Jeg var meget bange. Jeg er kontrolmenneske, så det at skulle overlade noget, både mig selv, men også mit allerdyrebareste, mit barn, som jeg skal beskytte, til dem, det er grænseoverskridende. Og den her… jeg ved jo ikke, hvad der sker, mens jeg sover.
I samme sekund, Irene går ud, lægger de snittet. De får den lille dreng ud, men der er ingen respons. Der er ikke noget hjerteslag, der er ingenting.
Imens sidder Lasse ude på gangen, da han ikke må være inde på operationsstuen. Mens han sidder og venter, kommer der en portør løbende med en pose blod.
Inde på stuen er de gået i gang med hjertemassage og ilt, og efter nogle minutter får de liv i den nyfødte.
Parrets jordemoder, som var med gennem hele forløbet, går ud til Lasse og fortæller, at Milan er ude, men han er meget skidt, så Lasse må ikke blive chokeret, når de om lidt kører forbi med en kuvøse med den lille dreng, som er helt hvid, fordi han har tabt så meget blod.
Lasse følger med hen til neonatal, og posen med blod ligger klar ovenpå kuvøsen. Personalet har forbindelse til Odense Universitetshospital en videokonference, og der holder en babyambulance klar. De køler den nyfødte ned, så hans hjerne tager mindst mulig skade, for de kender ikke omfanget af skaderne og blodtabet endnu. Er det kun blod, han har mistet, eller er det også ilt og næring?
Uvished
Men i det øjeblik, de får koblet blod på Milan, begynder han allerede at få det bedre. Fordi han retter sig så pænt, beslutter de efter konference med Odense at koble ham fra efter blot en time eller to, og babyambulancen bliver også holdende.
Alt dette sker, mens Irene stadig er under bedøvelse. Da hun kommer til bevidsthed, kommer jordemoderen ind og fortæller hende, at hendes lille dreng er meget skidt.
-De formulerer meget pænt, at han er født med hjertestop, men at de har fået gang i det, og han har fået den her pose blod og ligger på neonatal.
Irene bliver spurgt, om hun vil se ham, og det vil hun selvfølgelig gerne.
-Da vi kommer på neonatal, ligger han i kuvøse med EKG og EEG, de måler både hjerte- og hjerneaktivitet. Han er stadig meget, meget bleg. Der er stadigvæk koblet en pose blod på ham. Man siger, at når et spædbarn bliver født, indeholder det 300 ml blod, og Milan tabte 200 ml. Han havde altså mistet 2/3 af sit blod.
Mandag morgen kalder den lille dreng på sin mor, og Irene, som stadig selv er sengeliggende, bliver kørt over på neonatal-afdelingen til sin søn. Her får hun ham for første gang i armene.
Hvordan var det at se ham der?
–Det var hårdt. Hendes stemme knækker lidt.
-Han var stadig meget bleg og skidt. Han havde slugt en masse fostervand, og han kastede meget op. De gav ham sukkervand i stedet for modermælk, fordi det var det eneste med noget næring, de kunne give ham. Det her med at sidde helt hjælpeløs og magtesløs og ikke kunne gøre noget… det er… det er frustrerende som mor… ja, måske også føle lidt, at jeg ikke har passet godt nok på mit barn, selv om jeg godt ved, jeg ikke kan gøre fra eller til.
Det forsvundne blod
Efter at have fået tilført blod, kommer Milan sig hurtigt, og efter halvandet døgn siger lægerne, at han vil overleve. Men tiden vil vise, om hans hjerne har taget skade. Navlestrengen bliver undersøgt for, om han har modtaget den mængde ilt og næring, han skal, og det har han heldigvis. Han vejede ca. 3100 gram ved fødslen, selv om han kom lidt mere end to uger før termin.
Det er kun blodet, der mangler.
-De fortæller, at moderkagen, den de kalder livets træ, der hvor navlesnoren går ind i midten og alle de blodbaner bevæger sig ud, den er helt hvid, og der hvor navlesnoren samles omkring, der er ikke noget blod.
Det er et mysterium for lægerne, hvor blodet er forsvundet hen, så først scanner de Milan for at se, om han har fået en hjerneblødning. Men der er intet blod at finde. De tager derfor en masse blodprøver på Irene for at finde ud af, om hun har fået Milans blod. Næste dag fortæller de, at de har fundet Milans blod i Irene.
-Moderkagen er af en eller anden mystisk grund begyndt at virke omvendt, så i stedet for at give Milan blod, har jeg taget blod fra ham. De sendte moderkagen ind til undersøgelse for at finde ud af, hvorfor det var sket. De fortalte, at det er meget, meget sjældent, de ser det ske.
Skyldfølelse og taknemmelighed
Selv om der et halvt år efter kommer svar på moderkagebiopsien, og der ikke er nogen blodpropper eller anden forklaring på, hvorfor moderkagen er begyndt at virke omvendt, er Irene plaget af skyldfølelse.
Hvad fik dig til at føle sådan?
– Vores datter er født for tidligt, og Milan kom på denne her måde, så jeg følte måske, min krop fejlede i det her med at få børn. Der gik lang tid, før det gik op for mig, at ingen kunne have gjort fra eller til, det VAR ikke min skyld, men jeg følte skyld, da jeg så det her lille, magtesløse væsen. Og samtidig var jeg utrolig taknemmelig over, at han stadig var der. At han levede. At han var vores. At han kom ud i rette tid, og de fik liv i ham.
Men reddede du ikke dit barn ved at reagere, da der blev for stille?
-Det er også det, jeg får at vide hele tiden. På sygehuset sagde de, at ”Det, at du handlede, gør, at han lever i dag.” Jeg har ret ofte skudt det væk, at det ikke var mig, der reddede hans liv, men fordi fagpersonalet havde tid den dag.
Har hans start på livet påvirket dig, så du f.eks. er overbeskyttende over for Milan?
-Ja. Det er jeg bestemt. Det siger hun uden tøven.
– Og jeg er mere pylremor, end jeg har været over for Lilje. Det er ikke, fordi jeg elsker Lilje mindre, men jeg har en større angst for at miste Milan, fordi det har været så tæt på.
I dag er Milan fuldstændig uden tegn på sin hårde ankomst til verden. Da han var halvandet år, kunne børnelægen endeligt konstatere, at han ikke fejler noget.
-Han er en værre bandit, han er en drillepind, fuldstændig lige som alle andre snotirriterende 3-årige lillebrødre, hvis du spørger Lilje. Han charmer sig frem, som du også kan se, og har fuld fart på – jo hurtigere og vildere, jo bedre, siger Irene med et moderligt smil.
Et år efter Milan kom til verden, skrev Irene Olsen en hilsen på Bloddonorernes Facebookside og fortalte kort Milans historie og takkede for det blod, som reddede hans liv.
-Jeg føler, jeg skylder et eller andet menneske en kæmpestor tak. Jeg synes, det er vigtigt, at de, der donerer blod, forstår, hvor meget det betyder. For os har det reddet en hel familie. De har reddet vores datters lillebror og vores lille søn, og det havde jeg brug for at fortælle.
Billedtekst
Milan Miclaren Pedersen, 3 år
Mor Irene Olsen på 33 år, gift med far Lasse Pedersen, 31. Storesøster Lilje Vanessa Pedersen på 7 år. Hele familien bor i Rødekro.
(det følgende kan droppes)
Milans lidt specielle fornavn er valgt af Irene, og Miclaren har Lasse valgt. Milan er altså opkaldt efter en fodboldklub og en racerbil. Det var nu ikke fodboldklubben, som inspirerede Irenes valg, men ligheden med racerbilen er ikke et tilfælde. Lasses familie lavede sjov med, at de skulle opkalde ham McLaren, da Lasse er helt vild med Formel 1-bilen. Men da McLaren er et beskyttet navn i Danmark, kunne parret ikke få lov at kalde ham det, så de lavede deres egen version, og Milan er ikke overraskende den eneste i Danmark med navnet Miclaren.
Faktaboks 1
Nedkøling
Nedkøling af kroppen bliver brugt i forbindelse med hjertestop eller blodpropper, som forhindrer, at hjernen modtager den mængde ilt, den har behov for.
Hvis der ikke er tilstrækkelig blodtilførsel til hjernen, kan man risikere alvorlige hjerneskader. Alle kroppens organer har brug for en tilstrækkelig mængde ilt og næring, som de får tilført via blodet.
Nedkøling af kroppen bringer hjernecellerne i en slags dvaletilstand, så de efterspørger mindre ilt, og det kan forhindre eller begrænse hjerneskader.
Faktaboks 2
Foetal anæmi
Fostre modtager blod, ilt og næring via navlestrengen. Blodmangel og manglende blodtilførsel hos nyfødte kan medføre hjerneskader. Det kan f.eks. ske, hvis navlestrengen sidder i klemme, eller i sjældne tilfælde som Milans, hvor moderkagen enten stopper med at fungere eller trækker blod fra barnet i stedet for at give.