Covid-19 information

Et kig bag hospitalets mure – hvor bruges blodet?

Vi tager dig med ind på et par af de hospitalsafdelinger, der bruger mest af det blod, du som bloddonor giver.

Et kig ind i: TraumeCentret, Rigshospitalet, København

Jakob Stensballe er overlæge i TraumeCentret på Rigshospitalet og delansat i blodbanken. Hans faglige ekspertise er inden for blødning, og hvordan man hurtigst muligt hjælper kritiske patienter, så flest muligt overlever.

– Jeg er på vagt lige nu, så telefonen kan ringe, men mon ikke vi kan nå at tage en snak, siger Jakob Stensballe, da jeg taler med ham en onsdag eftermiddag.

TraumeCentret er en specialiseret skadestue. Her kommer de mest kritiske patienter ind, fordi man har et team med alle lægelige specialer klar, som samarbejder tværfagligt om patienter, der har brug for hjælp meget hurtigt. Der står normalt 14-16 personer klar til at tage imod én patient, som typisk ankommer i en ambulance eller med en helikopter, og holdet af læger starter diagnostik og behandling med det samme.

Når Jakob Stensballe er på vagt i TraumeCentret, er han traumeleder. Det betyder, at han har det overordnede ansvar for modtagelsen af patienterne, der kommer ind.

F.h Overlægerne Jakob Stensballe & Pär Ingemar Johansson, Rigshospitalet Blodbank & Akutmodtagelsen

10 % ville dø uden blod

På Rigshospitalets TraumeCenter tager lægerne imod omkring 1.000 patienter om året og derudover ca. 700 akutkald. Et akutkald kan f.eks. være en bristet hovedpulsåre i hovedet eller brystkassen. Ca. 25 % af disse i alt 1.700 patienter får brug for blodtransfusioner under deres indlæggelsesforløb, og 10 % af patienterne i TraumeCentret har brug for blod med det samme. Og så skal det gå stærkt.

– Vi bruger rigtig mange blodprodukter. De 10 % ville simpelthen ikke overleve uden blod. Det er det, vi kalder livstruende blødning. Patienten er i chok, og det er en fysisk tilstand, som ikke har noget at gøre med at være chokeret. Men patienter i chok har lavt blodtryk, lav puls, de er blege og har det generelt rigtig skidt. Det ser vi f.eks. ved bilulykker, hvor patienten har brækket bækkenet, eller hvis der er mange brud på arme og ben, fortæller Jakob Stensballe.

Behandlingen af disse patienter går først og fremmest ud på, at de skal holdes i live – og det gøres bl.a. med blodprodukter. Samtidig med at patienten får blod, skal lægerne så hurtigt som muligt finde ud af, hvor blødningen er, så den kan blive stoppet.

– Når vi modtager de patienter, der er meldt som blødningschok, så har vi en blodmølle klar. Vi har måske fået et varsel på 5-10 minutter, og vi får ikke så mange informationer. Det kunne være kvinde, kørt ned på cykel af bil, ankommer om 5-7 minutter.

Så gør lægerne en såkaldt akutpakke klar. Den består af fire poser røde blodlegemer, fire poser plasma og to poser blodplader, som gives via blodmøllen. Denne akutpakke er en del af The Copenhagen Concept, som Jakob Stensballe har været med til at stifte, og den sikrer, at patienten fra start får den helt rigtige balance af blodprodukter.


Flere typer blodprodukter

I akutpakken får de kritiske patienter alle tre typer af blodprodukter, fordi denne kombination minder om fuldblod – altså det blod, der naturligt løber i vores årer. Når en donor har givet en portion fuldblod, deles blodet op i røde blodlegemer, plasma og blodplader, fordi de tre komponenter har forskellige egenskaber, forskellig holdbarhed og i mange tilfælde kan gives til forskellige typer patienter.

Men patienter med blødningschok skal have lidt af det hele, for at det minder så meget som muligt om fuldblod, som de har mistet meget af.

– Så vi sætter på en måde donors produkter sammen igen. De røde blodlegemer og plasma hældes sammen i blodmøllen, og blodplader gives separat. Vi kan give det i et meget højt tempo, hvis det er nødvendigt. Når det skal gå stærkt, kan vi give helt op til én liter blod i minuttet, fortæller Jakob Stensballe.

Varmblodet behandling

Når man har været ude for et traume, hvor man bløder meget, og kroppen er i chok, så bliver man kold. Selv hvis det er en varm sommerdag. Afkøling er farligt, fordi alle processerne i kroppen er under pres, når kroppen bliver kold. Normaltemperaturen ligger på ca. 37 grader, og falder man til 33-34 grader, så begynder nogle af kroppens vigtige funktioner at gå i stå. Det er f.eks. hjerte og lever, men det påvirker også blodets størkningsevne. Derfor er der varmetæpper og opvarmede blodprodukter til de kolde patienter, der ankommer til TraumeCentret.

De røde blodlegemer kommer fra køleskabet, hvor de opbevares, så de holder sig bedst muligt. Det samme gælder plasma. Normalt fryses plasma ned, men TraumeCentret har et lager af flydende plasma på køl, så det kan bruges inden for få minutter. Blodplader opbevares ved 22 grader, men det er stadig langt under normaltemperatur.

Derfor varmes det hele op til 37 grader, inden det gives til patienten.

– Selv læger og sygeplejersker, der ikke arbejder med det her til daglig, kan blive i tvivl omkring opvarmningen. For det kan lyde underligt. Men det foregår på 10-15 sekunder i blodmøllen på vej ind i patienten, og det kan blodet godt tåle. Men hvis det lå ved 37 grader i længere tid, ville det tage skade, forklarer Jakob Stensballe.

En uforudsigelig hverdag

Hverdagen i TraumeCentret kan være meget omskiftelig, og der bruges blodprodukter fra rigtig mange donorer på kort tid. Jakob Stensballe understreger, at dette er en af grundene til, at vores store lager af blod og den robuste blodforsyning er så vigtig. På andre afdelinger kan man til en vis grad forudsige, hvor meget blod der skal bruges hvornår. Det gælder f.eks. ved kræftpatienter, der skal igennem en kemobehandling eller ved operationer, som er planlagt i forvejen.

Men traumerne kender man ikke på forhånd, og de kommer ofte i bølger. Der kan være nul den ene dag og fem den næste. Og så er en robust blodforsyning altafgørende.


Et kig ind i: Afdelingen for blodsygdomme, Rigshospitalet, København

Du ved måske allerede, at størstedelen af blodet i Danmark går til kræftpatienter. På afdelingen for blodsygdomme (hæmatologisk afdeling) og afdelingen for kræft (onkologisk afdeling) behandler læger og sygeplejesker patienter med kræft, som modtager omkring 40 % af det blod, du som donor giver.

Signe Vedel Searle er sygeplejerske på hæmatologisk afdeling på Rigshospitalet. Her ligger patienter, der skal have en knoglemarvstransplantation. De er primært leukæmipatienter, der er meget syge. De får hele tiden tilføjet elementer, der skal hjælpe deres krop med at klare sig; væske, mad gennem sonde, blodprodukter eller antibiotika.

– Det er os og onkologisk afdeling, der arbejder med kræftpatienter, men hos os er patienterne syge i det organ, der danner blodet, nemlig knoglemarven. Så de er særligt udsatte og får virkelig meget blod. Men generelt kan man sige, at det er meget få kræftpatienter, der går igennem et behandlingsforløb uden at få brug for transfusioner med blodprodukter, fortæller Signe Vedel Searle.

Blodets rolle i kræftbehandling

Alle blodets celler dannes i vores knoglemarv. Når man har leukæmi, kan knoglemarven ikke danne blodceller på normal vis. Mange leukæmipatienter må have en transplantation med stamceller fra en donor for at blive rask. Det er en yderst hård proces for kroppen, da hele dens immunforsvar slås ned, for at den ikke afviser donors stamceller.

I den periode, hvor de nye stamceller skal gro frem i knoglemarven, er hele knoglemarven presset. Den danner ikke nye celler, som kroppen har brug for til at fungere. Niveauer af både røde blodlegemer og blodplader er i bund, så patienterne modtager daglige transfusioner.

Hvis patienten samtidig er indlagt og f.eks. har en infektion, så får de endnu mere blod. Det kan være to til tre transfusioner om dagen.

– Inden en stamcelletransplantation får patienten også kemoterapi og stråler, så kroppens forsvar er virkelig helt i bund. Her er raske blodceller og blodplader fra donorerne helt essentielle for at overleve, siger Signe Vedel Searle.

Holder hele tiden øje med blodtypen

Efter en stamcelletransplantation kan patientens blodtype ændre sig, fordi de overtager donors blodtype. Så på hospitalet holdes der hele tiden øje med blodtypen, så patienten får blod, der matcher.

– Vi laver det, der hedder en BAC-test hver tredje dag. Sådan en test er gyldig i tre dage og på den måde tjekker vi, om patienten danner nye antistoffer, som vi skal tage hensyn til ved blodtransfusion, forklarer Signe Vedel Searle.

– Vi giver helst ikke blod, uden at der forelægger en gyldig BAC-test. Men det er kun ved de røde blodlegemer, at blodtypen er så vigtig. Så hvis vi f.eks. venter på svar fra BAC-testen, kan vi give blodplader til patienten imens. Når den del af transfusionen er færdig, har vi som regel svar fra testen og kan sørge for, at patienten får røde blodlegemer i det rigtige match.

Signe Vedel Searle er sygeplejerske på afdelingen for blodsygdomme p Rigshospitalet, som bruger mange blodprodukter i behandlingen af patienter.

Hvilken forskel gør blodet for kræftpatienter?

Signe Vedel Searle fortæller, at det at give blod til kræftpatienter er en fast del af hendes hverdag.

– Sat helt på spidsen, så gør blodet jo den forskel, at patienterne simpelthen ville dø uden. Man kan slet ikke gennemgå en stamcelletransplantation uden at få blod. Så det er livsnødvendigt, at vi har donorer, der giver deres blod, fortæller hun og uddyber:

– Den kemobehandling, som vi giver, ødelægger alt. Kroppen bliver helt nulstillet, så den har virkelig brug for hjælp. Nogle patienter har et niveau af blodplader, der ligger under 3 mia./L efter behandling. Normalt skal det ligge mellem 150 og 400. Hvis ikke vi kunne give dem blodplader fra donorer, så ville de være i stor risiko for at dø af en indre blødning. Hvis de f.eks. støder sig på noget. Det er ikke noget, der ville skade en rask person, men når din krop ikke kan stoppe en blødning, kan det blive meget farligt.

Et arbejde med mening

Signe Vedel Searle arbejder også som ungekoordinator, og de mange unge mennesker, hun er med til at behandle, gør alle stort indtryk.

– De er bare virkelig seje. Nogle af dem har nogle ekstremt hårde forløb, men de kan ofte bibeholde en livsglæde, som er inspirerende for os andre. De har så meget lyst til at komme tilbage til livet. Mennesker, som er indlagt eller kommer her i behandling længe, støtter hinanden og lærer hinanden at kende på en helt særlig måde. Det er fantastisk at se, siger hun.

Og mange af dem kommer heldigvis tilbage til livet, selvom det liv, de kendte før kræften, er taget fra dem i lange perioder.

– Forleden dag snakkede jeg med en ung patient, der er blevet transplanteret, og som nu har det okay. Hun fortalte, at hun nu så småt kan komme tilbage til sin uddannelse og til de fritidsinteresser, hun havde, før hun blev syg. Den rejse tilbage til livet giver jobbet så meget mening. For imens de er indlagte og har det værst, så kan det være svært at forestille sig, at det bliver bedre.

For mange leukæmipatienter er det stamcelletransplantationen, der er den primære behandling, som gør dem raske, men det er umuligt at give denne behandling uden den understøttende behandling: blod.

– Mange af mine patienter har været vant til at få blod i lange perioder. Nogle af dem i flere år. Det er en fast del af behandlingen, og blodmangel er et af de første symptomer på leukæmi. Indimellem undersøger vi, hvor mange portioner blod en patient får i løbet af et helt behandlingsforløb, og det kan være over 200 portioner, slutter Signe Vedel Searle.

Tekst: Anne-Sophie Fioritto Thomsen Foto: Joachim Rode og privat