Lene Romer Halby har altid været en meget aktiv erhvervskvinde med fuld fart på livet og styr på alt. Derfor var det en kæmpe omvæltning, da Lene en dag blev alvorligt syg med maven og til sidst måtte have lagt tyndtarmsstomi efter flere komplicerede mavetarmoperationer, hvor hun også måtte have blod fra bloddonorer for at klare den.
Det hele startede i 2010, da Lene var på en rejse i Vietnam. Her faldt Lene på en trappe og slog halebenet og det nederste af ryggen. Faldet gjorde, at hun beskadigede nogle nerver i tarmsystemet, og da hun kom hjem, blev hun derfor alvorligt syg med maven.
– I starten blev jeg testet for, om jeg havde fået bakterier fra Vietnam, men det havde jeg ikke. Derefter troede lægerne, at jeg havde fået forstoppelse, eller at jeg havde irriteret tyktarm, men det viste sig senere, at min tyktarm var fuldstændig død, fortæller Lene.
Lene var igennem flere operationer, men hendes tyktarm stod ikke til at redde, og til sidst fik hun lagt permanent tyndtarmsstomi. Og det var hårdt at indse, at en stomioperation var nødvendig.
– Det var godt nok en hård omgang – både operativt men også mentalt. Jeg var jo superwoman med styr på karrieren, økonomien, alt. Jeg var usårlig. Jeg kunne slet ikke se mig selv med en pose på maven, fortæller Lene og fortsætter:
– Jeg gik fra at have haft en veltrænet mave, som jeg ikke havde noget imod at flashe i bikini, til at der pludselig sad en pose på maven, og når du fjernede posen, kiggede du ned på et stykke tarm. Det var sindssygt hårdt, men jeg havde også besluttet, at jeg ville helt igennem det. Det var den eneste måde, jeg kunne få mit liv tilbage på.
Behov for blod
I dagene efter stomioperationen blev Lene rigtig dårlig. Det var faktisk fælles for alle hendes operationer, at i den fase efter en operation, hvor man egentlig langsomt skal få det bedre, fik hun det dårligere.
– Jeg fik stærke smerter og havde svært ved at forlade min seng. Jeg tror af og til, at både læger og sygeplejersker troede, at jeg var et skvat. 3-4 dage efter stomioperationen gentog mønstret sig, fortæller Lene og fortsætter:
– Jeg fik enorme smerter, og i løbet af de næste dage var jeg blevet blå og sort langt op ad ryggen i begge sider. Min krop føltes, som om jeg var kørt over af en damptromle. Så kan jeg svagt huske, at der kom en læge og sygeplejerske og så til mig og sagde, at blev nødt til at give mig en blodtransfusion.
Det har senere vist sig, at Lene har en blødningsforstyrrelse, som skyldes en bindevævsdefekt, der gør, at hun begynder at bløde igen i den fase, hvor blodet skal størkne, hvilket er årsagen til de komplicerede forløb efter operationerne.
Selvom en blodtransfusion var nødvendig, for at Lene kunne få det bedre, blev hun ekstremt ked af det, da hun fik beskeden. Det var i forvejen svært at skulle forholde sig til at have fået stomi, og pludselig skulle hun også forholde sig til at modtage blod.
– Jeg var så fyldt op af alt det andet og blev simpelthen så ked af det. Tanken om at skulle modtage noget fra en anden, som var så levende, kunne jeg slet ikke klare. Men samtidig vidste jeg også, at jeg var nødt til det, fortæller Lene og fortsætter:
– Dagen efter kom min svigerinde på besøg, som jeg har et rigtig tæt forhold til, og da jeg fortalte hende om min oplevelse, sagde hun: ”Skal vi ikke bare aftale, at det er mit blod, du har fået? Jeg er jo bloddonor, og hvis det er mit blod, gør det vel ikke så meget”. Det var det bedste, der kunne ske for mig på det tidspunkt. Pludselig kunne jeg bedre tackle situationen og være taknemmelig for, at der er folk, der donerer blod, så jeg kan få det i en kritisk situation. Jeg havde ikke tænkt over det før, men det er jo fuldstændigt fantastisk.
Ny taknemmelighed
I dag er Lene fuldstændigt afklaret med sin stomi og gør alt hvad hun kan for at aftabuisere det at have en tarmsygdom. Hun er blevet udnævnt til ambassadør for Colitis-Crohn Foreningen, hvor hun deler ud af sine erfaringer og hjælper andre, der får stomi, med at komme godt i gang med deres nye liv.
– Hvis jeg kan dele ud af min styrke og erfaring, så nogle mennesker kommer lettere gennem et sygdomsforløb, så stiller jeg mig rigtig gerne til rådighed, fortæller Lene og fortsætter:
– På den måde har min sygdom også bragt noget rigtig godt med sig. Jeg har fået indsigt i nogle ting, som jeg aldrig ville have fået, hvis jeg ikke var blevet syg. Jeg har fået en helt anden taknemmelighed over for nogle ting og lært, at man aldrig kan vide, hvad dagen i morgen bringer, og derfor skal dagen i dag være god, siger Lene med et smil.