Bliv organisationskonsulent hos Bloddonorerne Danmark og vær med til at arbejde for, at der altid er blod til at behandle patienter på de danske hospitaler.
Har du erfaring med udviklingsprojekter, analyse og formidling af data? Får du energi af at skabe gode rammer for det frivillige engagement med blik for at bidrage til organisationens udvikling? Så er du en oplagt kandidat til at blive organisationskonsulent hos os.
Din kommende arbejdsplads
Du kommer til en organisation, der bygger på det frivillige arbejde og hvor alle er engagerede i at skabe en stabil blodforsyning og sikre, at der altid er blod nok til at behandle patienter i Danmark. Du bliver del af et lille, men ambitiøst og fagligt stærkt team med seks ansatte, der har en vigtig opgave med at samarbejde med frivillige og betjene dem. Vores dygtige kollega har fået nyt job og vi har lige nu brug for ekstra kræfter og søger to nye medarbejdere i sekretariatet. Organisationen består af ca. 50 lokale og fem regionale enheder med frivillige bestyrelser, der alle arbejder for at rekruttere og anerkende bloddonorer lokalt og regionalt. Vi arbejder tæt sammen og deler en ambition om at gøre det attraktivt at være frivillig hos Bloddonorerne Danmark, så frivilliges engagement kan vokse og gøre en forskel.
I sekretariatet løfter vi alle både store og små opgaver, og vi lægger vægt på høj faglighed og selvstændighed og på at skabe en arbejdsplads, hvor vi foruden at arbejde sammen også har det godt sammen.
Dine arbejdsopgaver og ansvarsområder
Indenfor en bred pallette af opgaver vil dit primære ansvarsområde være at bistå Bloddonorernes frivillige i det nationale, regionale og lokalt forankrede arbejde. I tæt samarbejde med dine kolleger vil du spille en central rolle i at sikre (og løbende udvikle) de bedste rammer, så frivillige oplever at få den nødvendige hjælp og støtte. For at lykkes er det afgørende, at du trives i samarbejde med frivillige og kender til den særlige disciplin.
I samarbejde med vores anden organisationskonsulent vil du bl.a. få ansvaret for at:
- Analysere og præsentere data om f.eks. rekruttering af bloddonorer i samarbejde med foreningens frivillige og de ansatte i landets blodbanker
- Varetage og understøtte den løbende kontakt til frivillige, herunder fungere som konsulent for en eller flere af foreningens regionale enheder
- Understøtte et eller flere udvalg nedsat af Bloddonorerne Danmarks hovedbestyrelse og f.eks. udarbejde materialer, afvikle møder og sikre fremdrift i arbejdet
- Planlægge og udvikle en række webinarer for bloddonorer, frivillige og potentielle nye bloddonorer
Om dig
Den ideelle kandidat er god til at prioritere opgaver og tage ansvar for at finde løsninger. Vi forestiller os, at du har nogle års erfaring med at arbejde struktureret og effektivt med store datasæt, f.eks. fra en anden NGO eller politisk styret organisation. Derudover har du erfaring med organisatorisk arbejde, samarbejde med frivillige og en akademisk baggrund inden for f.eks. sociologi eller socialvidenskab.
Vi lægger også vægt på at:
- Du trives med at hjælpe kolleger og frivillige med support og sparring – sommetider med kort varsel
- Du kan følge opgaver til dørs med blik for detaljer, men samtidig ser helheder
- Du er en god formidler og formulerer dig skarpt, både mundtligt og skriftligt, når du f.eks. skal skrive nyhedsbreve og andre tekster
- Du bidrager med godt humør, drive og gode relationelle kompetencer
Løn og ansættelse
Der er tale om en fuldtidsstilling med reference til Bloddonorerne Danmarks direktør. Tiltrædelse hurtigst muligt og senest den 1. maj 2025. Der indhentes referencer forinden ansættelsen. Vi er ikke lønførende, men tilbyder løn og pension efter kvalifikationer og en række personalegoder, bl.a. feriefridage, flextid og betalt frokostpause med lækker frokostordning. Vi har mulighed for hjemmearbejde og indflydelse på at tilrettelægge vores arbejdstid. Fordi vi arbejder med frivillige, skal du være indstillet på rejseaktivitet og lejlighedsvise aften- og weekendaktiviteter i hele landet. Arbejdsstedet er Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup (15 min. i tog fra Hovedbanegården) og arbejdstiden er røgfri.
Vil du høre mere, så kontakt direktør Lisbet Schønau på telefon 23 25 86 47.
Søg stillingen på her via Jobindex.dk. Vi modtager ikke ansøgning på mail. Ansøgningsfristen er søndag den 2. marts 2025. Samtaler forventes afholdt den 10. og 13. marts 2025.
Bloddonorerne Danmark (Danish Blood Donor Organisation) repræsenterer de danske bloddonorer nationalt og internationalt. Organisationen er bygget op af og omkring frivillighed og arbejder for at rekruttere og anerkende de 180.000 frivillige, anonyme og ubetalte bloddonorer i Danmark. Organisationen samler ca. 500 frivillige i 50 lokale enheder med frivillige bestyrelser over hele landet og administreres af et sekretariat i Høje Taastrup med seks ansatte. Vi arbejder for en stabil blodforsyning i Danmark i tæt samarbejde med ansatte fra landets fem regionale blodbanker.