Covid-19 information

Mikkel vandt over leukæmien

Mikkels fortid er anderledes end de fleste andre unges. For få år siden bestod hans hverdag nemlig af kemoterapi, blodtransfusioner og hans liv var præget af hospitalsbesøg, sygdom og en frygt for, hvad fremtiden ville bringe.

– Fuck, tænkte jeg. Det kan ikke være rigtigt. Lægen fortalte, at de selvfølgelig ville gå efter overlevelse. Det var målet: Overlevelse. Så alvorligt var det. Men jeg kan huske, at den sætning ignorerede jeg. Jeg skulle bare overleve.

Jeg var 20 år, og mit liv ændrede sig drastisk fra den ene dag til den anden, da jeg i julen 2010 fik konstateret akut leukæmi.

Jeg var en sund og rask ung mand, der dyrkede sport, gik på handelsskolen og arbejdede i Blockbuster. Jeg har altid været meget aktiv og fuld af energi, men over et stykke tid oplevede jeg, at mit energiniveau faldt. Jeg orkede ikke at tage i skole og begyndte at pjække, hvilket ellers slet ikke var noget, jeg praktiserede. Jeg skrantede meget og blev hele tiden syg, og det lignede ikke mig. Først fik jeg øjenbetændelse, derefter lungebetændelse. Jeg blev endda hjemme fra fodbold, og det skulle der altså meget til.

Foto: Tomas Bertelsen

En dag opdagede jeg, at jeg havde en slags kugle bag øret. Min lymfe var meget hævet og nærmest på størrelse med en halv golfbold. Det gjorde virkelig ondt og fik min kæbe til at sove. Jeg sov selv virkelig dårligt om natten pga. smerterne og ubehaget, så jeg troede egentlig, at det var derfor, jeg var så træt.

Derfor kom det fuldstændig bag på mig, da lægen fortalte mig, at det var kræft.

Det hele gik meget stærkt. Jeg var først til en test på Holstebro Sygehus, men allerede få dage efter skulle jeg på Rigshospitalet. Den 22. december 2010 sad jeg så på Riget og fik at vide, at jeg højst sandsynligt havde lymfekræft eller leukæmi. Lægerne forventede dog, at det var akut leukæmi, og den mistanke viste sig at være begrundet.

Ugen inden havde jeg været til fodbold, som jeg var hver uge, og pludselig var jeg kræftpatient.

Jeg kom ind på Hæmatologisk afdeling, som ligger på Rigshospitalets femte sal. Der var mange gamle mennesker og mange skaldede mennesker. Der var ikke ligefrem rart at være.

Jeg kan huske, at jeg blev vist ind på en stue og fik at vide, at her var min seng. ”Jeg skal sgu ikke sove her”, tænkte jeg. Det var slet ikke gået op for mig, hvor alvorligt syg jeg egentlig var. Fra den dag gik der flere uger, før jeg igen sov i min egen seng.

Hvad tænkte du, første gang du skulle have kemo?

De startede faktisk med binyrebarkhormon. Da jeg kom på Riget, var jeg virkelig syg. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville vente med at gå til lægen til efter jul, og lægerne har efterfølgende sagt, at hvis jeg havde ventet, havde jeg nok ikke været her i dag.

Binyrebarkhormon fjerner sådan set ikke noget, men kan bremse kræften. Der er dog mange bivirkninger, og den 27. december 2010 fik jeg min første omgang kemo. En højrisikobehandling. Det vil sige, at man får rigtigt meget kemo.

De næste 4-5 måneder havde jeg flere nætter på Rigshospitalet, end jeg havde hjemme.

Jeg forsøgte virkelig at holde modet oppe. Men det er jo svært at være 100 % positiv, når man pludselig får så meget medicin. Mit forløb var meget intenst, men allerede i februar fik vi nogle resultater om, at kræften var stoppet. De kunne ikke længere måle kræftceller, men fortsatte stadig behandlingen. Det var jo en stor sejr, og det gav energi til at køre på med den skrappe behandling.

Hvilke tanker har du gjort dig om at blive alvorligt syg som kun 20-årig?

Når jeg ser tilbage nu, så føler jeg, at teenageårene er ligesom et tog, der kører derudaf med 120 km/t. Men efter denne diagnose stoppede mit tog brat op fra den ene dag til den anden, alt imens alle mine venners jo fortsatte.

Det påvirkede selvfølgelig også min familie og venner. Hele min omgangskreds var i totalt chok. Jeg har aldrig røget og altid dyrket motion. Jeg festede da lidt, men ikke mere end så mange andre unge. I forhold til mange af mine kammerater, så var jeg jo den sunde. Mange af mine venner faldt også hurtigt fra, og jeg fandt ud af, hvem der virkelig var gode venner. Nogle af de kammerater, som virkelig var der for mig, havde også forståelse for, at jeg ikke havde så meget energi og måske ikke kunne svare på en sms eller et opkald. Men de skrev alligevel. I løbet af de første par måneder mistede jeg flere venner.

Jeg syntes egentlig, at det var en ekstrem svær balance at være syg og ung samtidig. Hvis du er under 18, bliver du indlagt på børneafdelingen. Der har alle deres egne stuer og alle får f.eks. en PlayStation, hvis de har lyst. Når man er over 18 år, kommer man på voksenafdelingen, hvor vilkårene er ret anderledes. Du deler stue med en anden, og har ikke de samme ’privilegier’.

Udover at det i forvejen er hårdt at være syg, så manglede jeg virkelig et socialt tiltag, hvor jeg kunne være sammen med andre unge i samme situation som mig selv.

Jeg var meget højlydt omkring, at jeg ønskede en forandring, og det endte med, at jeg var med til at starte et ungeprojekt op. Det projekt kom til at hedde Kræftværket. Det blev først til virkelighed efter mit eget sygdomsforløb var slut, men i dag er Kræftværket et værested for unge, som er i behandlingsforløb for kræft på Rigshospitalet. Der kan man hænge ud, se tv, spille spil og være sammen med nogen på ens egen alder.

I værestedet ’Kræftværket’, som Mikkel var med til at starte op imens han var syg, kan unge kræftramte hænge ud og hygge sig. (Foto: Tomas Bertelsen)

Hvordan var livet som kræftpatient?

Alt stoppede, da jeg fik diagnosen. Ved nogle kræftsygdomme kan man fortsætte en dagligdag, men det kan man ikke med akut leukæmi. Det halve år er det værste, jeg har oplevet. Jeg lavede ikke andet end at ligge skiftevis på Riget og derhjemme, og jeg var bare syg. Udover at jeg havde det fysisk dårligt, så ligger det også hele tiden i baghovedet, at man ikke er safe. Jeg så jo også folk, der ikke klarede det.

Jeg fik en god kammerat på Rigshospitalet. Han var lidt ældre end mig. Omkring 40 år, tror jeg. Vi snakkede en del, og det hjalp mig meget. Men han døde, og det tog meget hårdt på mig.

Efter de første seks måneder rykkede jeg ned til mediær risiko, og jeg fik heldigvis mange gode nyheder omkring, at behandlingen virkede, som den skulle. Så gik der yderligere et år, hvor jeg stadig kom meget på Rigshospitalet og fik kemo. Derefter tog jeg piller i et år kombineret med det, man kalder vedligeholdelseskemo.

Jeg fik også noget i ryggen imod kræft i spinalvæsken, så kræften ikke spredte sig til min hjerne. Det var en slags kemoterapi i rygvæsken. Og efter det første halve år fik jeg heldigvis længere og længere perioder, hvor jeg havde det godt. Eller i hvert fald bedre. Men jeg tilbragte halvandet år som fuldtidssyg, hvor kræften styrede mit liv fuldstændig.

Hvordan kom du tilbage til dagligdagen efter det?

Jeg begyndte i skole igen, men det var svært, fordi jeg havde været væk så længe. Derudover findes begrebet kemohjerne ikke for sjov. Jeg havde virkelig svært ved at koncentrere mig, og det døjede jeg rigtig meget med det første halve år tilbage i skolen. Jeg fik stadig kemopiller, og hver 2. måned fik jeg en sprøjte i ryggen. Derudover skulle jeg på hospitalet og have taget blodprøver ca. hver anden uge. Det var jo for at holde øje med, at alt var okay, men det gjorde det svært at vende tilbage til en normal hverdag. Mit liv var jo stadig præget af sygdom. Men den 4. februar 2016 blev jeg erklæret helt rask efter fem års sygdom.

Hvordan er dit liv i dag?

I dag mærker jeg intet til det. Jeg har ingen bivirkninger, og det er der ellers mange, der har, så det er jeg lykkelig og taknemmelig for. Nogle gange er det svært at huske den tid, hvor jeg var syg. Måske er det en autorefleks, fordi jeg prøver at skubbe det lidt væk. I dag har jeg igen en hverdag med masser af fart på. Jeg arbejder som centerleder i FitnessWorld i Skjern, jeg bor i Holstebro og i sommeren 2018 blev jeg gift med Line, min kæreste gennem 12 år.

Mikkel og Line. (Foto: Tomas Bertelsen)

Har du en besked til alle bloddonorerne?

Det er så utroligt vigtigt, at vi har bloddonorer. I mange kræftbehandlinger er blod mindst ligeså vigtigt som kemo. Jeg har nok modtaget mere blod end kemoterapi og uden bloddonorerne stod jeg ikke her i dag.

Jeg modtog over 100 portioner blod. Nogle gange kom jeg på hospitalet kun for at få blod.

Det ærgrer mig også rigtig meget, at jeg ikke selv fik meldt mig som bloddonor, da jeg blev 17. Det ville jeg ønske, at jeg kunne gå tilbage og lave om på. Tænk hvis jeg havde vidst, at det ville være med til at redde mit eget liv.

Jeg har flere venner, der er blevet donorer efter min sygdom, da de virkelig har set, hvor meget det betyder. Det er ikke kun fremmede folk, der kan få brug for det. Det kan være de mennesker, der betyder allermest for dig. Så det er så vigtigt. Og jeg er så taknemmelig.

Derfor har jeg i dag taget en form for ambassadørrolle på mig. Jeg reklamerer altid for bloddonorsagen og spreder budskabet så godt, jeg kan. Jeg fik engang fire portioner blod på én dag, fordi mit eget blod ikke indeholdt alle de næringsstoffer, jeg havde brug for. Der havde jeg det rigtig skidt, og jeg var meget glad for, at der var blod på hylderne.

Hvorfor har man brug for blod, når man har leukæmi?

Når man har leukæmi, så overtager de hvide blodceller de røde og formerer sig som kræftceller. Man har en lav blodprocent, og trætheden, som medfølger, er faktisk grunden til, at mange opdager, de er syge.

Derfor har man brug for nyt blod. Kemoterapien smadrer knoglemarven, hvor det nye blod normalt dannes, og det gør, at det blod, man har i årerne, ikke er ligeså effektivt. Blodet indeholder ikke de næringsstoffer, det skal.

Jeg frygter, at mange tror, at det meste donorblod går til knivstikkerier og uheld – men kræftpatienter er jo den største modtagergruppe af donorblod. Det er jeg et levende eksempel på for uden alle de bloddonorer, der har været nede og lade sig tappe, så havde jeg ikke stået her i dag.