Forskere fra hele Danmark undersøger lige nu, om plasma med antistoffer kan bruges i behandlingen af COVID-19-patienter.

Projektet indgår i et stort landsdækkende forskningsprojekt bestående af 6 forskellige behandlinger. Håbet er, at de antistoffer, der dannes efter COVID-19, kan overføres fra de raskmeldte patienter og bruges til at behandle dem, der bliver indlagt på grund af COVID-19. Behandlingen rettes mod patienter, der er indlagt med COVID-19, og som har åndedrætsbesvær og lungeproblemer, men ikke patienter på intensiv.

Forskerne regner med at være klar til at behandle de første patienter med den nye metode i næste uge. Sideløbende med det danske studie er en lang række lande i gang med lignende forskningsprojekter. Der bliver i øjeblikket arbejdet på at gøre det muligt at dele resultaterne på tværs af landene. På den måde vil man langt hurtigere kunne nå op på det antal patienter, der er nødvendige for at konkludere om behandlingen er effektiv og eventuelle bivirkninger.

En af de første raskmeldte COVID-19-patienter, der har doneret plasma til forsøget, er Thomas fra Ry, der onsdag den 15. april blev tappet på Aarhus Universitetshospital.

“Jeg gør det her, fordi jeg kan. Fordi jeg føler, jeg skal hjælpe. For mig er det sådan set ligegyldigt, om det skal bruges til at behandle coronapatienter eller andre mennesker, der er syge og har behov for hjælp. Men det er selvfølgelig meget håndgribeligt, at jeg nu ved, hvad den her tapning skal bruges til,” siger Thomas Røjkjær Vestergaard.

I alle fem regioner foretages der plasmatapninger fra donorer med en konstateret og overstået infektion. Region Sjælland startede først og har allerede tappet de første 9 portioner. I løbet af denne uge er de andre regioner fulgt med. Du vil blive kontaktet, hvis du er relevant til dette forsøg. Du skal derfor ikke kontakte din blodbank, selvom du tænker, at du måske kan hjælpe.

Dette forsøg skal heller ikke forveksles med, at alle donorer i blodbanken testes for antistoffer. Det kan du læse mere om her.

Du kan læse mere i denne artikel fra Dagens Medicin og i denne pressemeddelelse fra Region Midtjylland.