Når du donerer plasma i Danmark, sker det i blodbanken. Blodbankerne er en del af det offentlige sundhedssystem. Her bliver plasma tappet og frosset ned. Derefter henter en virksomhed plasmaet og bruger det til at fremstille medicin.
Virksomheder i hele EU har mulighed for at byde på opgaven. Regionernes indkøbsorganisation, Amgros, vurderer virksomhedernes tilbud og vælger den løsning, der samlet giver mest værdi for sundhedssystemet.
Aftale gælder fem år
Når en virksomhed bliver valgt, laves der en aftale. Virksomheden henter plasma fra Danmark og leverer medicin tilbage. Den skal levere medicin, som svarer til den mængde plasma, Danmark sender.
I 2025 blev virksomheden CSL Behring ApS valgt til opgaven. Virksomheden fremstiller derfor medicin af plasma fra danske donorer frem til 2029.
CSL Behring ApS er en privat virksomhed, som tjener penge på at fremstille og sælge medicinen. Virksomheden blev valgt, fordi den blandt andet tilbød en løsning, som samlet set var økonomisk fordelagtig og understøttede selvforsyning bedst.
Målet er at være selvforsynende
Blodbankerne tjener derimod ikke penge på donationerne. De får dækket deres udgifter i forbindelse med plasmatapningerne gennem en fast aftale med Amgros.
Aftalen er vigtig for Danmarks mål om at kunne dække sit eget behov for plasma og medicin fremstillet af plasma. Formålet er at mindske behovet for at købe plasma fra andre lande. Derfor er du som frivillig plasmadonor med til at sikre, at patienter kan få livsvigtig behandling på danske hospitaler.
Udgivet d. 04.09.2026