Fra donor til patient

Blodet bliver delt

Blodet i blodposen udsættes for en centrifugeringsproces, der adskiller blodets forskellige lag. Efter denne proces vil tungere dele af blodet, som f.eks. dets celler, samle sig i bunden af blodposen, mens plasma vil samle sig foroven. Blodpladerne, som er lettere celler, vil samle sig mellem de tungere celler og plasmaet. Dette mellemlag går også under navnet buffy-coat. Blodet bliver således opdelt i tre lag – cellerne, buffy-coat og plasmaet.

Cellerne som er samlet i bunden af posen består primært af røde blodlegemer. De presses gennem en slange nederst i posen over i en anden pose, som indeholder saltvand og en række næringsstoffer og er herefter klar til brug. Indholdet af denne anden pose kan holde i ca. 5 uger ved en temperatur på 4 °C.

Buffy-coat’en, som består af blodplader, bliver i blodposen. Denne komponent kan koncentreres yderligere ved endnu en centrifugeringsproces. Herefter blandes blodpladerne tit med andre donorers blodplader og tilsættes en nærende væske. Denne blanding kan holde i ca. 7 dage, men skal opbevares på en måde, hvor væsken hele tiden er i bevægelse ved 22 °C. Dette gøres i nogle særlige skabe, som er bygget til formålet.

Plasmaet ledes over i en ny og tom pose, som herefter fryses ned, hvilket gør at plasmaet kan holde sig brugbart i flere måneder. Det plasma, som ikke bliver brugt til patienters blodtransfusion, sendes videre fra blodbankerne, så det kan anvendes i medicinalindustrien.

---

Blodet bliver testet

Det er vigtigt at afgøre, hvilken blodtype det donerede blod har. Dette bestemmes derfor som noget af det første, når man som ny donor har været til tapning, således at blodet kun doneres til patienter med en kompatibel blodtype. Ved alle senere tapninger bliver blodtypen kontrolleret igen for at være helt sikker på, at der ikke sker en forbytning af blodposerne.

Udover blodtypen bliver blodet også testet for sygdomme med smittefare, såsom HIV og hepatitis B og C. Der kontrolleres både, at der ikke findes antistoffer mod virus, virusproteiner samt for virus arvemateriale (RNA og DNA). Der anvendes en række forskellige metoder for at sikre en meget præcis testning, der skal forhindre smitsomme sygdomme i at blive overført via blodet.

Til sidst undersøges blodets hæmoglobinindhold, som er det protein, der sørger for at ilten bliver transporteret i de røde blodlegemer. Denne undersøgelse skal sikre, at bloddonorer bliver kontrolleret grundigt i tilfælde af, at de er ved at udvikle blodmangel – også kendt som anæmi.

De flester blodbanker holder med jævne mellemrum også øje med ferritinindholdet i dit blod, som viser, hvor stort dit jerndepot er. Det er for at sikre, at du ikke har jernmangel. Underskud af jern kan medføre, at hæmoglobinværdien falder.

---

Blodets anvendelse

Blodet bliver brugt til at behandle patienter på hospitaler i hele Danmark. Den største del af det tappede blod går til kræftpatienter, men flere andre patienter er også afhængige af blod fra bloddonorer. Overordnet går blodet til behandling af tre grupper af patienter:

• Ca. 40 % af blodet bruges til kræftbehandling
• Ca. 30 % af blodet bruges ved fødsler og operationer
• Ca. 30 % af blodet bruges til patienter med kroniske sygdomme

Her kan du læse og høre fortællinger om, hvordan blod redder liv.

De røde blodlegemer

Røde blodlegemer bruges i tilfælde af et stort blodtab – eksempelvis i tilfælde af en ulykke eller under en operation. De kan også bruges hos patienter, som lider af en sygdom i blodet, der medfører et nedsat antal af røde blodlegemer.

De fungerer også som et sikkerhedsnet ved større komplekse undersøgelser eller operationer, som under normale omstændigheder ikke medfører et stort blodtab, men som man ikke tør gennemføre uden at have ekstra blod til rådighed.

Blodpladerne

Blodplader bruges i tilfælde af større blødninger såvel som i kræftbehandling – f.eks. leukæmi, hvor kemoterapien kan resultere i skadet knoglemarv, hvilket betyder, at patienten har svært ved at danne nok blodplader selv. Blodplaner hjælper med at få blodet til at størkne, og hvis man ikke har nok blodplader, kan det resultere i en alvorlig tendens til blødning.

Plasmaet

Plasmaet bruges bl.a. til behandling af patienter, hvis blod ikke størkner (koagulerer), som det skal. Hvis plasmaet ikke bruges direkte til behandling, vil det i stedet blive forarbejdet og anvendt i lægemidler – f.eks. albumin, som fungerer som en erstatning for plasma i tilfælde af et stort blodtab.