Plasma giver Niels livskvaliteten tilbage
Uden behandlingen med medicin fremstillet af plasma ville Niels’ liv ikke være det samme. Han fortæller, at behandlingen giver en fysisk forandring, og at det “føles som et helvede”, hvis ikke han får den.
Behandlingen med medicin fra plasma dæmper den inflammatoriske aktivitet i hans krop, hvilket betyder, at smerterne og følelsesløsheden forsvinder for en stund. Behandlingen er afgørende for, at Niels kan få en god og nogenlunde normal hverdag.
Niels fortæller, at når den næste behandling nærmer sig, begynder han at tælle dagene, fordi han kan mærke, at kroppen begynder at gøre ondt igen.
Derfor får han en behandling hver 4. uge på Odense Daghospital. Han bliver behandlet med immunglobuliner (antistoffer), som normalt indgår i immunforsvarets bekæmpelse af infektioner – og i Niels tilfælde nedrgulerer hans sygdomsaktivitet.
”Nogle gange føles det som at få superkræfter,” smiler han.
Behandlingen strækker sig over 3 dage og tager ca. 3 timer ad gangen. Hen over de 3 dage får Niels 120 g immunglobuliner – svarende til plasma fra cirka 48 donorer.