Administrativ medarbejder med flair for samarbejde med frivillige til Bloddonorerne Danmark

Bliv administrativ medarbejder hos Bloddonorerne Danmark og vær med til at arbejde for, at der altid er blod til at behandle patienter på de danske hospitaler.

Har du erfaring med administrative arbejdsopgaver og kompetencer inden for økonomi? Kan du arbejde selvstændigt og struktureret og brænder du for at samarbejde tæt med frivillige om bloddonorsagen? Så er du en oplagt kandidat til stillingen som administrativ medarbejder hos os.


Din kommende arbejdsplads
Du kommer til en organisation, der bygger på det frivillige arbejde, og hvor alle er engagerede i at skabe en stabil blodforsyning og sikre, at der altid er blod nok til at behandle patienter i Danmark. Du bliver del af et lille, men ambitiøst og fagligt stærkt team med seks ansatte, der har en vigtig opgave med at samarbejde med frivillige og betjene dem. Vores dygtige kollega har fået nyt job, og vi har lige nu brug for ekstra kræfter og søger to nye medarbejdere i sekretariatet. Organisationen består af ca. 50 lokale og fem regionale enheder med frivillige bestyrelser, der alle arbejder for at rekruttere og anerkende bloddonorer lokalt og regionalt. Vi arbejder tæt sammen og deler en ambition om at gøre det attraktivt at være frivillig hos Bloddonorerne Danmark, så frivilliges engagement kan vokse og gøre en forskel.

I sekretariatet løfter vi alle både store og små opgaver, og vi lægger vægt på høj faglighed og selvstændighed og på at skabe en arbejdsplads, hvor vi foruden at arbejde sammen også har det godt sammen.

Dine arbejdsopgaver og ansvarsområder

De frivillige er en helt central del af Bloddonorerne Danmark, og det bliver din opgave at skabe effektive strukturer, systemer og administration, der sikrer de bedst mulige rammer for deres arbejde. For at lykkes er det derfor afgørende, at du trives i samarbejde med frivillige og kender til den særlige disciplin.

Du vil bl.a. få ansvaret for at:

  • Kontere og attestere fakturaer og bilag på daglig basis
  • Udbetale godtgørelse fra Bloddonorernes Sikringsfond
  • Koordinere indkøb af synlighedsmaterialer og materialer til anerkendelse af de frivillige bloddonorer
  • Understøtte et netværk af kasserere og f.eks. udarbejde materialer, afvikle møder og samle en årlig opstilling af enhedernes regnskaber
  • Varetage og understøtte den løbende kontakt til frivillige, herunder fungere som konsulent for en af foreningens regionale enheder
  • Koordinere kommunikationsflow og materialer i forbindelse med kampagner og events
  • Koordinere Bloddonorernes landsmøde, der næste gang afholdes den 27.-28. september 2025 i Helsingør

Om dig

Vi søger en alsidig administrativ medarbejder, som formår at navigere i mange forskelligartede opgaver, ligesom du har erfaring med at samarbejde med frivillige fra f.eks. fra en anden NGO eller politisk styret organisation.

Vi forestiller os, at du har nogle års erfaring med at arbejde struktureret med administrative opgaver, og at du har en bred økonomisk indsigt og forståelse og f.eks. er kontoruddannet.

Vi lægger også vægt på at:

  • Du får energi af at sætte administrative opgaver i system
  • Du trives med at hjælpe kolleger og frivillige med support og sparring – sommetider med kort varsel
  • Du kan følge opgaver til dørs med blik for detaljer, men samtidig ser helheder
  • Du bidrager med godt humør, drive og gode relationelle kompetencer
     

Løn og ansættelse

Der er tale om en fuldtidsstilling med reference til Bloddonorerne Danmarks direktør. Tiltrædelse hurtigst muligt og senest den 1. maj 2025. Der indhentes referencer forinden ansættelsen. Vi er ikke lønførende, men tilbyder løn og pension efter kvalifikationer og en række personalegoder, bl.a. feriefridage, flextid og betalt frokostpause med lækker frokostordning. Vi har mulighed for hjemmearbejde og indflydelse på at tilrettelægge vores arbejdstid. Fordi vi arbejder med frivillige, skal du være indstillet på rejseaktivitet og lejlighedsvise aften- og weekendaktiviteter i hele landet. Arbejdsstedet er Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup (15 min. i tog fra Hovedbanegården) og arbejdstiden er røgfri.

Vil du høre mere, så kontakt direktør Lisbet Schønau på telefon 23 25 86 47.

Søg stillingen her via Jobindex.dk. Vi modtager ikke ansøgning på mail. Ansøgningsfristen er søndag den 2. marts 2025. Samtaler forventes afholdt den 11. og 14. marts 2025.

Bloddonorerne Danmark (Danish Blood Donor Organisation) repræsenterer de danske bloddonorer nationalt og internationalt. Organisationen er bygget op af og omkring frivillighed og arbejder for at rekruttere og anerkende de 180.000 frivillige, anonyme og ubetalte bloddonorer i Danmark. Organisationen samler ca. 500 frivillige i 50 lokale enheder med frivillige bestyrelser over hele landet og administreres af et sekretariat i Høje Taastrup med seks ansatte. Vi arbejder for en stabil blodforsyning i Danmark i tæt samarbejde med ansatte fra landets fem regionale blodbanker.