Blod på film – en rød tråd i filmhistorien

Musikere, forfattere og filmskabere har i populærkulturen brugt blod, som symbol på alt fra kamp til kærlighed. Der er kort sagt følelser i blod.

Og måske derfor har det ført til en del kontroverser, når de røde dråber har vist sig gennem kulturhistorien. 

”Blod er jo noget, vi reagerer stærkt på, og som bliver ved med at have kulturel slagkraft,” fortæller Adam Bencard, lektor ved Medicinsk Museion i København. 

Han uddyber ”Det er spændende og skræmmende, fordi det er så potent et billede for os. Jeg tror, der er en hel evolutionær reaktion på det. Vi er som organismer gearet til at reagere på blod, fordi det er et symbol på, at der er noget galt, når vi ser det.” 

Blodets skræmmende, chokerende og fascinerende kraft har sat sit tydelige præg på filmhistorien. Gennem tiden har det spillet en særlig rolle, der både har afspejlet og formet vores syn på blod, kroppen og døden. 

Det hvide lærred 

Kan du huske sidste gang, du var i biografen? Måske spiste du popcorn og drak sodavand, mens du så en gyser, en thriller eller et historisk krigsdrama? I denne slags film er der næsten altid garanti for blod. Og hvis du synes, film med blodige tendenser er god underholdning, så er du langt fra den første i historien. 

”Det fascinerende ved blod er selvfølgelig det dramatiske. Blod, som har med forbrydelse, krig, lemlæstelse, sygdom og ulykker at gøre – det er jo alt sammen elementer, som er dramatiske og derved kan bruges i fiktionen,” fortæller Peter Schepelern, professor emeritus i filmvidenskab ved Københavns Universitet. 

En af de mest centrale karakterer, når vi taler om blod, er Dracula. Historierne om den blodsugende, blege vampyr stammer fra urgamle myter, men blev for alvor kendt i Bram Stokers roman Dracula fra 1897. Her følger vi Grev Dracula fra Transsylvanien, der jager sine ofre om natten i sin søgen efter blod. 

Bram Stokers roman blev filmatiseret første gang i 1931, men denne sort-hvide klassiker var langt fra sidste gang, historien om Dracula blev vist på det hvide lærred.  

”Det er jo et super godt plot, fordi han er på udkig efter noget af det eneste livgivende, vi ikke kan undvære – altså vores blod. Derfor er det fascinerende,” fortæller Peter Schepelern. 

Men i disse gamle filmfortællinger ser man faktisk slet ikke blodet. I Dracula fra 1931 klippes der for eksempel væk, inden man ser vampyren sætte tænderne i den sovende kvindes hals.  

–Men hvad skyldes denne blodforskrækkelse? 

Illustration af Draculas dødelige bid

Blod blev et tabu 

Cut-away er et filmteknisk greb, som blev anvendt i den tidlige filmhistorie (omkring 1930’erne-1960’erne). Filmgrebet gik ud på, at man klippede væk fra de scener, der viste død og sex. Man måtte gerne antyde, at det skete – men man måtte ikke vise det direkte. 

Blod blev tabuiseret i filmens første årtier, i høj grad fordi den amerikanske filmindustri havde indført en såkaldt production code – et regelsæt for, hvad man måtte og ikke måtte vise. 

På det tidspunkt var biografen et massemedie. Derfor var der flere grunde til, at publikum ikke måtte se, at Dracula satte hugtænderne i sit offer. Filmindustrien ønskede først og fremmest ikke at inspirere til voldelige handlinger, men man mente også, at vold og sex kunne være direkte skadeligt for seeren.  

Fortællingerne om død og sex blev dog stadig fortalt – Filmskaberne måtte bare være mere kreative i deres måde at fortælle historierne på.  

”Det forbudte blev ikke vist, kun antydet metaforisk. Eksempelvis kunne en kasserolle med mælk, der kogte over, være en metafor for sex,” forklarer Peter. 

Set med nutidige øjne kan denne blodforskrækkelse dog virke lidt underlig. 

I årtierne op til havde man gjort store videnskabelige opdagelser om blodet i vores kroppe: blodtransfusioner var blevet en fast del af lægevidenskaben, og man vidste, hvordan hjertet, venerne og arterierne fungerede. Vi kendte til blodtyperne, og erfaringerne fra Første Verdenskrig havde lært os at forhindre mennesker i at forbløde. Men trods disse fremskridt ville man som almindelig borger i denne tid helst ikke konfronteres med blod. 

Ifølge Adam Bencard er der dog en god forklaring på tabuet. 

Videnskabelige fremskidt 

”En af de ting, der sker i takt med, at man får en bedre sundhedsvidenskab, er, at oplevelsen af sygdom, blod og død bliver mindre almindelig. Det gør det mere angstfuldt og potentielt mere farligt,” fortæller Adam . 

Opfattelsen af blod ændrede sig. Eksempelvis foregik fødsler ikke længere i hjemmet, men blev håndteret af læger og jordemødre på hospitalet. Det samme gjaldt sygdomme og ulykker, som nu blev overladt til hospitalssystemet. Vi blev ganske enkelt ikke konfronteret med blod på samme måde længere. 

Samtidig var der i kulturen et fokus på sædelighed og syn på seksualitet, som satte blodet i et farligt og uregerligt lys. 

”Blodet kommer nemlig til at symbolisere kropsligt nærvær og vitalitet – noget, man arbejdede på at nedtone kulturelt i den periode,” uddyber Adam. 

Lad blodet flyde 

Efter 30 år med fokus på pæne dyder og censur i den amerikanske filmindustri skete der pludselig et opgør med den såkaldte production code. 

Dette opgør begyndte med forbryderparret Bonnie og Clyde, der i slutningen af filmen af samme navn bogstaveligt talt bliver skudt fuldstændig i stykker. Der er blod og utallige skudhuller i både biler og kroppe, da politiet får ram på de to forelskede røvere. Med denne film fra 1967 brydes censuren og det regelsæt, som havde eksisteret i filmindustrien i årtier. 

”Den var en stor succes – en skelsættende film. Og det, vi så ser videre op gennem 1970’erne, er, at der bliver lavet masser af voldsomme film. Det kommer i kølvandet på 60’ernes historiske opgør – bl.a. ungdomsoprøret, Vietnamkrigen og mordet på John F. Kennedy. Så man kan sige, at det er voldsomme ting, der sker, som giver en fornemmelse af, at filmene heller ikke skal være for kedelige eller for ordentlige,” fortæller Peter. 

Herfra begynder blodet for alvor at flyde. Censuren er brudt, og man er ikke længere bange for at strikke til det kontroversielle.  

I dag er blod langt mere synligt end for 100 år siden. Sammenlignet med Dracula-filmen fra 1931 kan man i dag tillade sig mere – og man kan lade blodet sprøjte uden de store kontroverser. 

Illustration af bruddet med censuren på film

Men Adam Bencard håber dog, at vores syn på blod nuanceres og ikke kun forbindes med gru og uhygge:

”Forhåbentlig kan vi få en lidt mere flertydig relation til blod, så vi ikke udelukkende forbinder det med noget farligt og problematisk, som man har haft en tendens til op gennem kulturen – men at denne flertydige erfaring skaber en forståelse af dét at være menneske, da det jo løber lige dér under huden.” 

Og måske er bloddonorer vejen til at skabe denne flertydige opfattelse. Det mener Adam nemlig er en af de mange positive ting ved at være bloddonor. Han uddyber:

”Man ser sit eget blod oftere, og man får en form for rutine og erfaring med det. Det skaber et andet perspektiv og nogle nye muligheder for at forholde sig til det.”

Vil du hører mere om blodets betydning i kulturhistorien? Så kan du lytte til Bloddonorerne Danmarks helt egen podcastserie BLOD. I afsnittet ”En rød tråd i kulturhistorien” dykker vi både ned i, hvordan blod er portrætteret i filmmediet, men også i musikken, bøger og kunsten. 

Udgivet 30.10.2025