Næsen gemmer på mange hemmeligheder. Hemmeligheder om nogle af de sygdomme, som kan ramme os. I næsen er der nemlig bussemænd, og dem har Khoa Manh Dinh dedikeret sit liv til – i hvert fald forskningsmæssigt...
Khoa er nemlig læge med speciale i bussemænd, som han selv omtaler det med et glimt i øjet, og så er han forsker i Det Danske Bloddonorstudie (DBDS). Forskerne i DBDS er afhængige af, at bloddonorerne frivilligt stiller deres blod, men altså også andre kropsvæsker, til rådighed. Khoa har således været på bussemandsjagt i blodbanken for at kortlægge nogle af de svar, som kan gemme sig i den grønne masse.
Selvom bussemænd oftest er grønne, er de i Khoas optik små guldklumper, fordi de kan gemme på den lille djævelske bakterie kaldet gule stafylokokker, som kan være kilden til meget ondt. Måske skal vi lade ham forklare det selv, han er trods alt lægen:
”Gule stafylokokker er en bakterie, som man igennem mange år har været klar over, at raske mennesker bærer rundt på i næsen, som såkaldte raske bærere. Men denne bakterie kan nogle gange havne det forkerte sted eller hos den forkerte person, og så laver den ravage, fordi den kan give infektioner og i nogle tilfælde udvikle sig til alvorlige infektioner.”
Okay! Men hvordan hænger det sammen med bloddonation, tænker du måske? Jo! Den detalje ligger i forskningsprojektets to undersøgelsesspørgsmål:
1) Hvad er forekomsten af gule stafylokokker i næsen hos raske individer i den danske befolkning?
2) Har raske bærere af gule stafylokokker i næsen en øget risiko for at udvikle infektioner sammenlignet med ikke-bærere?
Khoa forklarer det:
Bloddonorerne er dermed unikke, fordi de er en stor gruppe af meget raske mennesker og således relevante for Khoa, der gik i blodbanken for at høste bussemænd i næserne på de bloddonorer, der var friske på både at redde liv og bidrage til forskningen. Og bloddonorerne har leveret resultater:
”Vi ved nu, at 40 procent af bloddonorerne bærer gule stafylokokker i næsen. Det er ikke en farlig tilstand. Det betyder bare, at de gule stafylokokker er en del af bakteriesammensætningen hos de her individer.”
Dog har Khoas hold påvist, at bærere af gule stafylokokker i næsen har en øget risiko for at få udskrevet antibiotika mod gule stafylokokker og en øget risiko for gentagne infektioner med gule stafylokokker – og det giver mulighed for forebyggelse:
”Vi ved, at gule stafylokokker giver infektioner, hvis de havner de forkerte steder, så når en person har dem i næsen, er der også risiko for, at de bevæger sig andre steder hen. Det kan f.eks. ske, når vi får et sår eller en rift, ved operationer eller lignende, og det er sandsynligvis derfor, at vi ser den øgede risiko hos de raske bærere af gule stafylokokker”.
Khoa og hans hold kigger fortsat dybt i bussemændene og næsehulens hemmeligheder, fordi resultater ofte fører til nye spørgsmål. Det er også tilfældet her:
”Vi har påvist, at bærere af gule stafylokokker i næsen har en øget risiko for infektioner. Men det er ikke alle bærere, som udvikler alvorlige infektioner. Derfor vil vi nu undersøge, i hvilken grad vores genetik har betydning for risikoen for infektioner samt sværhedsgraden af dem. Hvis der er genetiske varianter, der viser sig at have en betydning, vil vi kunne bruge denne viden til at identificere sårbare personer og dermed også kunne forebygge mod alvorlige infektioner.”
