Oceaner af blod

Henriette og hendes mand Johnny havde netop kastet fortøjningerne for at drage ud på en tre år lang jordomsejling sammen.
“Det var en drøm, som havde groet i os i mange år, og det som vi de seneste tre år havde arbejdet målrettet på at gøre til virkelighed. Nu var tiden endelig kommet, og vi startede eventyret i de danske farvande med gode venner ombord.”

Men blot en måned efter, at de en varm sommerdag var stævnet ud fra Ishøj Havn, sad Henriette i et lille lukket samtalekontor på Hæmatologisk Ambulatorium på Herlev Hospital overfor en læge i hvid kittel og med en alvorlig mine for at modtage svaret på de blodprøver, der blev taget et par dage tidligere. Svaret ramte Henriette som et lyn fra den skyfri sommerhimmel.

Den første del af sejlereventyret havde budt på udfordringer, imens Henriette og Johnny stadig sejlede i danske farvande. Den ene vitale del af båden efter den anden var gået i stykker. Parret var allerede i en mental undtagelsestilstand. Men den uventede afbrydelse af turen, som knap var startet, viste sig at være held i uheld for Henriette, der havde mærket en trykken for brystet.
Hun havde imidlertid fundet på rigeligt med undskyldninger efter de seneste ugers stress og uvidenhed.

Alligevel ringede Henriette til lægen, som sendte hende direkte videre til akutmodtagelsen på Herlev Hospital. Der var ikke noget i vejen med hjertet, men nogle af blodprøverne viste, at noget var galt.
“Mine tal var helt skæve og skulle derfor granskes af eksperter fra Hæmatologisk Afdeling.”

Der gik et par dage, hvor Henriette og Johnny både ventede på værftsmekanikernes dom over deres båd og på lægernes dom over Henriette. Og allerede få dage senere kom svaret. Resultaterne talte sit tydelige sprog; det var leukæmi, som havde fået tallene i blodprøverne til at se forkerte ud. Henriette var for alvor kommet på dybt vand.

“Selvfølgelig bliver man enormt bange og tænker, at det her, det er noget, jeg kan dø af. Men det allersværeste, det var nok det her med at skulle fortælle det til mine nærmeste – mine børn, min familie og mine venner.”

I ukendt farvand

Kun en uge efter befandt Henriette sig på Rigshospitalet med et kateter i brystet, så hun kunne få den første serie kemoterapi ud af fire hårde behandlinger.

“Blod er jo det, jeg har fået allermest af i forløbet. Det er mange, mange liter blod, jeg har fået, så uden nok bloddonorer ville jeg og alle andre leukæmipatienter være ilde stedt.”
Kemoen virker, og Henriette kan træde ind i det nye år uden kræft og med fornyet håb. Nu kunne eventyret snart genoptages.

Noget ulmer under overfladen

I begyndelsen bliver Henriette, som alle andre tidligere leukæmipatienter, fulgt nøje. Og igen ligger svaret i blodet, det er nemlig en af de opfølgende blodprøver, der bliver budbringeren af dårligt nyt. Den afslører genmutationen NPM1 – den mest almindelige genmutation hos voksne med AML.

”Genmutationen betød, at jeg havde 80 % risiko for at få et tilbagefald. Det var et tal, som talte sit tydelige sprog, så da lægerne foreslog en stamcelletransplantation, var jeg bange og ked af det, men ikke i tvivl om, at det er det, som jeg må gøre.”

Efter kampen igennem et halvt år ’i helvede’, stod hun nu overfor endnu en tur i hospitalsmaskinen og endnu en udskydelse af drømmen om verdenshavene. I stedet startede jagten på at finde en stamcelledonor med det rette vævstypematch til Henriette.

Henriette blev stamcelletransplanteret med stamceller fra en tysk donor i april 2022. Herefter fulgte endnu et halvt år med læger på sidelinjen, kraftig medicinering og ugentlige blodtransfusioner, da hendes egen knoglemarv endnu ikke selv producerede blodceller efter transplantationen.

Lyset i horisonten

Forløbet var en vanvittig og uventet rejse. I dag er Henriette dybt taknemmelig for at være kræftfri – og for alle de bloddonorer, som uden at kende hende, har været med til at redde hendes liv. Hun kunne i december 2023 kaste anker ud for Barbados’ kyst efter det første oceankryds. Atlanterhavet lå nu i kølvandsstriben, og en livsdrøm var endelig blevet til virkelighed.

“Jeg bliver helt rørt, når jeg tænker på den gerning, som bloddonorerne gør. For det er jo ikke bare mig, som de hjælper og redder. Det er jo også alle dem i mit netværk, der bekymrer sig om mig, de gør en forskel for. Så de stadig kan have deres mor, mormor, kone og veninde.”