Lad lyden flyde i dine ører - og tag med på en rejse gennem årerne med kroppens mest livsvigtige dråber i fokus!
BLOD er en podcastserie om den røde livgivende væske – i kroppen, i historien og i kulturen…
Fra mystik og myter til medicinske gennembrud. Podcastserien fra Bloddonorerne Danmark laver i hver episode et nedslag i blodets dramatiske historie – fra de første videnskabelige eksperimenter og frem til i dag, hvor bloddonation gør det muligt at redde liv og behandle en lang række livstruende sygdomme.
BLOD EPISODE 1: Fra magi til medicin
I dag ved vi en masse om de fem-seks liter rød varm væske, som pumper rundt i hver en menneskekrop. Men sådan var det ikke for få hundrede år siden.
I denne episode dykker vi ned i blodets tidlige dramatiske historie og fortæller om de – mere eller mindre risikable – videnskabelige eksperimenter og opdagelser, der har bragt os til, hvor vi er i dag.
Du skal også høre om den danske spejderleder Tage Carstensen, der i 1932 sætter sig for at skabe Danmarks første netværk af frivillige bloddonorer:
Du kan også lytte med dér, hvor du hører podcasts!
Gæster:
Adam Bencard, forsker og kurator ved Medicinsk Museion i København
BLOD EPISODE 2: En rød tråd i kulturhistorien
Blodet flyder – både på film, i kriminalromaner og i musik, hvor symboler som bankende hjerter og blodets bånd er blevet brugt igen og igen.
Blod løber som en rød tråd gennem vores kulturhistorie. Men gennem tiden har den røde væske også været underlagt censur. For små 100 år siden viste man f.eks. ikke blod på film i biografen. Og på samme tid blev en dansk forfatter hevet i retten for at skrive en bog – netop med titlen “Blod”.
Så hvorfor var vi så blodforskrækkede for et århundrede siden? Det får du svar på i denne episode af BLOD, hvor vi tager en lille afstikker fra patienter og bloddonorer på hospitalerne – og i stedet smutter ind i biografmørket og stikker næsen i bøgerne for at blive klogere på, hvorfor blod både fascinerer og skræmmer os:
Du kan også lytte med dér, hvor du hører podcasts!
Gæster:
Adam Bencard, forsker og kurator ved Medicinsk Museion i København
Peter Schepelern, professor emeritus i filmvidenskab ved Københavns Universitet
BLOD EPISODE 3: Vidundermolekylet
Det bliver kaldt guldvæske, mirakelmolekylet og en game changer: Plasma – væskedelen i vores blod – redder liv hver eneste dag.
Men selvom de såkaldte immunglobuliner, som plasmaet indeholder, kan bruges til at udvikle medicin til et væld af sygdomme, så er det faktisk kun halvdelen af danskerne der ved, hvad det er.
I denne episode af BLOD dykker vi ned i den gule væske, der gør en livsvigtig forskel for patienter med mange forskellige sygdomme. Du skal høre, hvordan efterspørgslen på plasma er eksploderet verden over – og hvilke dødelige sygdomme det allerede har været med til at behandle og kurere:
Du kan også lytte med dér, hvor du hører podcasts!
Gæster:
Christina Mikkelsen, Læge og ph.d.-studerende på Afdeling for Klinisk Immunologi, Rigshospitalet
BLOD EPISODE 4: En spådom om din fremtid?
Som bloddonor redder du liv. Men faktisk ikke kun ved at donere blod til en syg patient. Langt de fleste bloddonorer er nemlig en del af Det Danske Bloddonorstudie.
Det er et unikt forskningsprojekt, hvor forskere ved at studere donorernes blodprøver og genetiske data får mulighed for at forstå, hvorfor vi mennesker bliver syge. Studiet har ført til gennembrud i forståelsen af alt fra kræft til allergi.
Men det fører også store etiske spørgsmål med sig: For hvad stiller forskerne op, når de ved et tilfælde finder tegn på alvorlige, arvelige sygdomme? Og vil du som donor overhovedet vide det, hvis en læge kan se på dine gener, at du om få år vil udvikle kræft eller demens – eller vil du hellere leve i lykkelig uvidenhed? Det kan du blive klogere på i denne episode af BLOD:
Du kan også lytte med dér, hvor du hører podcasts!
Gæster:
Morten Bagge Hansen, Cheflæge, Afdeling for Klinisk Immunologi, Rigshospitalet
Udgivet 09.06.2025
Kan du ikke få nok?
Herunder finder du forskningsepisoderne fra serien Bloodcast fra 2021:
Khoa Manh Dinh har Danmarks største samling af bussemænd. Han er læge, ph.d.-studerende og forsker i Det Danske Bloddonorstudie (DBDS) på Aarhus Universitetshospital. Hør ham fortælle om alle de hemmeligheder, som næsen gemmer på:
Andreas Stribolt Rigas ved meget om jernmangel hos bloddonorer. Han er læge, ph.d. og forsker i jernstofskiftet på Rigshospitalet. Hvad kan påvirke jernniveauet, og hvad kan det betyde for donoren? Andreas kommer også ind på spændende studier om den generelle sundhedstilstand hos bloddonorer:
Christian Lodberg Hvas fortæller om mirakellort. Han er overlæge på afdelingen for Lever, mave og tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital. Mirakellort er kaldenavnet for donorfæces, som indgår i den livsnødvendige behandling af patienter med overvækst af bakterien Clostridium Difficile. Men hvordan foregår udvælgelsesprocessen blandt landets bloddonorer, hvor donorfæces kommer ind som helten i denne fortælling:
I denne episode møder du Christian Erikstrup, som er professor og overlæge ved blodbanken på Aarhus Universitetshospital. Hør ham fortælle om resultaterne af test for COVID-19-antistoffer, der er taget hos bloddonorerne. Testsvarene bruges til at følge infektionens udbredelse i Danmark og herunder til afsløring af det såkaldte mørketal og status på flokimmunitet. Christian kommer også ind på, hvorfor bloddonorerne som gruppe er rigtig gode at teste på samt et teststudie med behandling med reconvalescent plasma: