”Der er noget helt galt,” brummer lægerne, da de ser resultaterne på Mettes blodprøve. Det er ellers en helt standard blodprøve, inden Mette og hendes mand, Casper, skal byde deres tvillinger velkommen i verden ved et planlagt kejsersnit.
Blodpladetallene er rigtig dårlige. Lægerne undrer sig. Mette havde det egentligt fint, men blodprøven viste noget helt andet. Kejsersnittet blev udsat, for lægerne havde brug for at finde hoved og hale i Mettes dårlige tal og ville ikke løbe den risiko, som en rygmarvsbedøvelse ville være med Mettes lave antal blodplader. Blodpladerne hjælper med at få blodet til at størkne. Så når man har for få blodplader i blodet, kan operationer være farlige, da blødninger kan være svære at stoppe.
”Jeg er meget rolig af sind,” fortæller Mette og smiler. ”Så jeg tog det nogenlunde roligt, for vi havde hele vejen igennem fået at vide, at tvillingerne havde det godt. Men det var som om, de satte hele beredskabet i gang, da de så mine tal,” husker hun.
På det tidspunkt troede lægerne, at Mette havde en sjælden type svangerskabsforgiftning, kaldet HELLP, som kan påvirke blodpladerne.