De danske hospitaler er hver dag dybt afhængige af donorblod for at kunne behandle patienter. Som bloddonor er du med til at sikre den nødvendige blodforsyning, og du er derved med til at gøre en kæmpe forskel for mange mennesker. Herunder kan du læse historier om, hvordan donorblod kan betyde forskellen mellem liv og død.

Superwoman bliver da ikke syg

Lene Romer Halby har altid været en meget aktiv erhvervskvinde med fuld fart på livet og styr på alt. Derfor var det en kæmpe omvæltning, da Lene en dag blev alvorligt syg med maven og til sidst måtte have lagt tyndtarmsstomi efter flere komplicerede mavetarmoperationer, hvor hun også måtte have blod fra bloddonorer for at klare den.

lene-romer-halby-2

Det hele startede i 2010, da Lene var på en rejse i Vietnam. Her faldt Lene på en trappe og slog halebenet og det nederste af ryggen. Faldet gjorde, at hun beskadigede nogle nerver i tarmsystemet, og da hun kom hjem, blev hun derfor alvorligt syg med maven.

– I starten blev jeg testet for, om jeg havde fået bakterier fra Vietnam, men det havde jeg ikke. Derefter troede lægerne, at jeg havde fået forstoppelse, eller at jeg havde irriteret tyktarm, men det viste sig senere, at min tyktarm var fuldstændig død, fortæller Lene.

Lene var igennem flere operationer, men hendes tyktarm stod ikke til at redde, og til sidst fik hun lagt permanent tyndtarmsstomi. Og det var hårdt at indse, at en stomioperation var nødvendig.

– Det var godt nok en hård omgang – både operativt men også mentalt. Jeg var jo superwoman med styr på karrieren, økonomien, alt. Jeg var usårlig. Jeg kunne slet ikke se mig selv med en pose på maven, fortæller Lene og fortsætter:

– Jeg gik fra at have haft en veltrænet mave, som jeg ikke havde noget imod at flashe i bikini, til at der pludselig sad en pose på maven, og når du fjernede posen, kiggede du ned på et stykke tarm. Det var sindssygt hårdt, men jeg havde også besluttet, at jeg ville helt igennem det. Det var den eneste måde, jeg kunne få mit liv tilbage på.

I dagene efter stomioperationen blev Lene rigtig dårlig. Det var faktisk fælles for alle hendes operationer, at i den fase efter en operation, hvor man egentlig langsomt skal få det bedre, fik hun det dårligere.

– Jeg fik stærke smerter og havde svært ved at forlade min seng. Jeg tror af og til, at både læger og sygeplejersker troede, at jeg var et skvat. 3-4 dage efter stomioperationen gentog mønstret sig, fortæller Lene og fortsætter:

– Jeg fik enorme smerter, og i løbet af de næste dage var jeg blevet blå og sort langt op ad ryggen i begge sider. Min krop føltes, som om jeg var kørt over af en damptromle. Så kan jeg svagt huske, at der kom en læge og sygeplejerske og så til mig og sagde, at blev nødt til at give mig en blodtransfusion.

Det har senere vist sig, at Lene har en blødningsforstyrrelse, som skyldes en bindevævsdefekt, der gør, at hun begynder at bløde igen i den fase, hvor blodet skal størkne, hvilket er årsagen til de komplicerede forløb efter operationerne.

Selvom en blodtransfusion var nødvendig, for at Lene kunne få det bedre, blev hun ekstremt ked af det, da hun fik beskeden. Det var i forvejen svært at skulle forholde sig til at have fået stomi, og pludselig skulle hun også forholde sig til at modtage blod.

– Jeg var så fyldt op af alt det andet og blev simpelthen så ked af det. Tanken om at skulle modtage noget fra en anden, som var så levende, kunne jeg slet ikke klare. Men samtidig vidste jeg også, at jeg var nødt til det, fortæller Lene og fortsætter:

– Dagen efter kom min svigerinde på besøg, som jeg har et rigtig tæt forhold til, og da jeg fortalte hende om min oplevelse, sagde hun: ”Skal vi ikke bare aftale, at det er mit blod, du har fået? Jeg er jo bloddonor, og hvis det er mit blod, gør det vel ikke så meget”. Det var det bedste, der kunne ske for mig på det tidspunkt. Pludselig kunne jeg bedre tackle situationen og være taknemmelig for, at der er folk, der donerer blod, så jeg kan få det i en kritisk situation. Jeg havde ikke tænkt over det før, men det er jo fuldstændigt fantastisk.

I dag er Lene fuldstændigt afklaret med sin stomi og gør alt hvad hun kan for at aftabuisere det at have en tarmsygdom. Hun er blevet udnævnt til ambassadør for Colitis-Crohn Foreningen, hvor hun deler ud af sine erfaringer og hjælper andre, der får stomi, med at komme godt i gang med deres nye liv.

– Hvis jeg kan dele ud af min styrke og erfaring, så nogle mennesker kommer lettere gennem et sygdomsforløb, så stiller jeg mig rigtig gerne til rådighed, fortæller Lene og fortsætter:

– På den måde har min sygdom også bragt noget rigtig godt med sig. Jeg har fået indsigt i nogle ting, som jeg aldrig ville have fået, hvis jeg ikke var blevet syg. Jeg har fået en helt anden taknemmelighed over for nogle ting og lært, at man aldrig kan vide, hvad dagen i morgen bringer, og derfor skal dagen i dag være god, siger Lene med et smil.

Modtog blod fra 100 donorer

35-årige Thomas var døden nær, da han blev offer for et meningsløst knivstikkeri. Det var blod fra omkring 100 donorer, der reddede hans liv.

Donorer redder liv - Thomas

Det var en helt normal aften for 35-årige Thomas. Han var i gang med sit arbejde som taxachauffør i det indre København og havde netop samlet to kunder op på Christianshavn, da en fyr kommer hen til hans taxi og siger “jeg skal køre med dig”.

Da Thomas stille og roligt siger til ham, at bilen allerede er optaget, sparker fyren voldsomt til taxaen. Thomas går ud af bilen for at standse den aggressive kunde. Herefter går det stærkt. Meget stærkt. Uden varsel trækker manden en kniv og stikker Thomas fem gange i siden.

Ambulancen ankommer til gerningsstedet inden for fem minutter. Vidnerne på stedet har givet Thomas førstehjælp og forsøgt at standse blødningen, men blødningen er meget voldsom, og Thomas’ kredsløb er ved at svigte. Han skal hurtigt på hospitalet.

Så snart Thomas ankommer til Rigshospitalets TraumeCenter, får han blod fra akutte transfusionspakker, der består af fem poser røde blodlegemer, fem poser plasma og to poser blodpladekoncentrater. Blødningen er massiv og uden for kontrol. Derfor får Thomas tilført blod fra en “blodmølle”, der er en varmepumpe, som under højt tryk kan give op til fem blodposer i minutter. Thomas er blevet stukket helt ind i lungeroden, dér hvor blodkar og luftrør fordeler sig til lungen – meget tæt på hjertet. Derfor bløder han også op gennem luftrøret, så det vælter ud med blod fra flere sider.

Ved et knivstik tæt på lungen er det i langt de fleste tilfælde nok at lægge et dræn ind, og så standser blødningen oftest. Men i Thomas’ tilfælde står det så slemt til, at han må på operationsbordet. Der skal åbnes ind til lungehulen for at standse blødningen på den måde. Alt imens hjerte-lungekirurgen arbejder på at få standset blødningen, sørger resten af Traume- og operationsteamet for at give Thomas det nødvendige blod til at holde ham i live under operationen.

I løbet af halvanden time får Thomas i alt 63 blodprodukter – 28 poser røde blodlegemer og 26 poser plasma, hvert produkt fra én donor, samt 9 poser blodpladekoncentrat, som hver især er et resultat af fire donorers blod. Sammen med fibrinogenkoncentratet, der også stammer fra flere donerer, har Thomas dermed modtaget blod fra omkring 100 donorer.

Det var landets trofaste bloddonorer, der var med til at redde Thomas’ liv. Han er både donorerne og personalet på hospitalet dybt taknemmelig. Fremover vil han også selv give blod og støtte op om den vigtige sag.

Mistede tre liter blod

Donorer redder liv - Arna Ólafsdóttir

Arna Ólafsdóttir ville have, at hendes datters fødsel blev så naturlig som muligt. Hun havde ovenikøbet overvejet at føde hjemme. Måske skyldtes det hendes islandske baggrund, måske at hendes to kusiner også havde født hjemme; for hende var en hjemmefødsel umiddelbart det mest naturlige.

Men kæresten, Fridrik, fik hende overtalt til at føde på hospitalet, og det er Arna glad for den dag i dag. Fødslen gik nemlig langt fra, som hun ønskede. I barselssengen mistede hun så meget blod, at hun var tæt på at miste livet.

Da Arna bliver indlagt på Hvidovre Hospital, er hun gået to uger over termin og haft veer i flere døgn. Fødslen går godt, men meget langsomt. Da datteren, Edda, er født, kan Arna mærke, at der er noget galt. Det viser sig, at der sidder en fosterhinde tilbage, og Arna skal strakt opereres. Arna kommer på operationsstuen.

Her får hun en rygmarvsbedøvelse og er på det tidspunkt stadig ved fuld bevidsthed. Under fødslen har Arna mistet 3,2 liter blod, hvilket er over halvdelen af hendes blodvolumen. Hun har svært ved at mærke sit ansigt, og hendes puls er alt for høj. Arna er sikker på, at hun skal dø, fordi hun ved, at hun har mistet så meget blod. Alligevel er det eneste, hun kan tænke på, Edda, som er efterladt hos sin far.

Når man mister blod i den størrelsesorden, vil kroppen begynde at kompensere. Den lukker ned for blodforsyningen til nyrerne og andre organer, der ikke er lige så vigtige som hjernen. Så alt, hvad man har af andre organer, bliver sultet lidt i forhold til, hvad man har af blod. Det kan man godt klare et stykke tid, men derefter begynder de andre organer også at tage skade, og så er man rigtig dårligt stillet. Derfor er det en alvorlig sag, når fødende har meget kraftige blødninger.

På trods af det store blodtab overlevede Arna – takket være blod fra landets donorer. Efterfølgende har Arna tænkt meget over, hvor vigtigt det er at have blod til rådighed. Hun var selv bloddonor, da hun boede i Island, og har efter oplevelsen i barselssengen også meldt sig som donor her i Danmark.

Hun er dybt taknemmelig over at være i live i dag, og vil gerne være med til at hjælpe andre, der ligesom hende selv, skulle have brug for blod.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone