Plasma giver Anders et normalt liv

Anders er 21 år gammel og født med to alvorlige immundefekter, som gjorde, at han ofte som barn blev meget syg. Men alt dette ændrede sig, da Anders blev 5 år og begyndte i behandling med plasma. Anders behandler i dag sig selv derhjemme med plasma fra donorer, hvilket har gjort ham i stand til at leve et mere normalt liv.

Hvad har det at få plasma betydet for dig?

”Det at få plasma gjorde, at jeg fik et helt nyt liv. Jeg fik færre infektioner, og dermed skulle jeg være mindre indlagt. Jeg fik også mindre fravær i skolen, og jeg kunne være mere sammen med mine venner. Jeg begyndte at gå til fodbold og jeg begyndte i det hele taget at leve et liv som mange af mine venner gjorde. Vores familie kunne tage ud at rejse, da vi ikke længere blev nødt til at være tæt på Esbjerg Sygehus.

Efter folkeskolen tog jeg en HHX uddannelse og blev student i sommeren 2020. Nu har jeg har et sabbatår og skal i gang med en videregående uddannelse næste år. I min fritid er jeg frivillig hjælper i Holsted Speedway Klub.” 

Hvordan synes du, at behandlingen med plasma passer til dig?

”Jeg synes, at behandlingen med plasma passer rigtigt godt ind i min hverdag. Jeg skal have plasma hver 5. uge, og så finder jeg blot en fridag fra mit arbejde i den givne uge og vælger at få mit plasma den dag. Det tager ca. halvanden time, og jeg stikker mig selv i maveskindet, så det er ganske nemt. Før fik jeg det hver 4 uge, men pga. plasmamangel, blev det rykket en uge, for at alle, der får plasma, kunne få deres behandling. Jeg bliver fulgt på Kolding Sygehus med blodprøver en gang om måneden.  

Du har fået plasma siden 4-5 års alderen? Kan du huske, hvordan behandlingen oplevedes som barn?

”Jeg husker det som en god tid, hvor jeg blev forkælet af sygeplejerskerne med både is og slik. Jeg husker det dog som værende lidt underligt, at det var blod fra andre mennesker, som jeg skulle have ind i kroppen. Det er også noget, mine venner synes var ret ulækkert, når jeg fortalte, hvad min behandling med plasma gik ud på, men altså… det hjalp mig jo, og det er det vigtigste.”     

Er der noget du gerne vil sige til dem, som gerne vil donere plasma, men som ikke har tilmeldt sig endnu?

”Hvis man giver plasma, kan det være med til at gøre en kæmpe forskel for andre menneskers liv. Det har det i hvert fald gjort for mig. Det gør at man kan leve et normalt liv og i nogle tilfælde redde andres liv.”

I Danmark mangler vi bloddonorer, der vil give plasma. Det kræver et lidt større blodvolumen og lidt stærkere blodårer at blive plasmatappet i forhold til at give fuldblod. Plasmas anvendelighed inden for patientbehandling er enorm, og Bloddonorerne Danmark arbejder for, at Danmark bliver selvforsynende med plasma.