Arna Ólafsdóttir ville have, at hendes datters fødsel blev så naturlig som muligt. Hun havde ovenikøbet overvejet at føde hjemme. Måske skyldtes det hendes islandske baggrund, måske at hendes to kusiner også havde født hjemme; for hende var en hjemmefødsel umiddelbart det mest naturlige.
Men kæresten, Fridrik, fik hende overtalt til at føde på hospitalet, og det er Arna glad for den dag i dag. Fødslen gik nemlig langt fra, som hun ønskede. I barselssengen mistede hun så meget blod, at hun var tæt på at miste livet.
Da Arna bliver indlagt på Hvidovre Hospital, er hun gået to uger over termin og haft veer i flere døgn. Fødslen går godt, men meget langsomt. Da datteren, Edda, er født, kan Arna mærke, at der er noget galt. Det viser sig, at der sidder en fosterhinde tilbage, og Arna skal strakt opereres. Arna kommer på operationsstuen.
Her får hun en rygmarvsbedøvelse og er på det tidspunkt stadig ved fuld bevidsthed. Under fødslen har Arna mistet 3,2 liter blod, hvilket er over halvdelen af hendes blodvolumen. Hun har svært ved at mærke sit ansigt, og hendes puls er alt for høj. Arna er sikker på, at hun skal dø, fordi hun ved, at hun har mistet så meget blod. Alligevel er det eneste, hun kan tænke på, Edda, som er efterladt hos sin far.
Når man mister blod i den størrelsesorden, vil kroppen begynde at kompensere. Den lukker ned for blodforsyningen til nyrerne og andre organer, der ikke er lige så vigtige som hjernen. Så alt, hvad man har af andre organer, bliver sultet lidt i forhold til, hvad man har af blod. Det kan man godt klare et stykke tid, men derefter begynder de andre organer også at tage skade, og så er man rigtig dårligt stillet. Derfor er det en alvorlig sag, når fødende har meget kraftige blødninger.
På trods af det store blodtab overlevede Arna – takket være blod fra landets donorer. Efterfølgende har Arna tænkt meget over, hvor vigtigt det er at have blod til rådighed. Hun var selv bloddonor, da hun boede i Island, og har efter oplevelsen i barselssengen også meldt sig som donor her i Danmark.
Hun er dybt taknemmelig over at være i live i dag, og vil gerne være med til at hjælpe andre, der ligesom hende selv, skulle have brug for blod.