Covid-19 information

Usynlig ulykke

Ole faldt, imens han lavede lidt havearbejde. Han faldt tungt, og det gjorde ondt, men der var intet at se. Jeg skal nok bare lige ligge lidt ned, tænkte han. Men det skulle vise sig, at det var meget værre end først antaget. Ole havde store indre blødninger og endte med at modtage 14 liter blod, før lægerne havde situationen under kontrol.

På sit lyse kontor midt i indre København sidder Ole Frederiksen ved sit skrivebord.  Billeder og plakater af nuværende og tidligere sportsstjerner dækker de hvide vægge, og fodboldtrøjer med autografer hænger i hjørnet. Hos f-reklame har Ole Frederiksen i 50 år arbejdet med events og sponsoraftaler for de største sportsfolk i verden. Men i slutningen af 2017 var Ole ude for en ulykke, der var ved at koste ham livet.

Det er den 28. december 2017. Ole er 75 år gammel, og sammen med sin kone er han ved at pakke til den nærtstående fejring af nytåret, der denne gang skal foregå i Paris.

Ole står på terrassen, hvor han opdager en trillebør fyldt med brænde. Han tænker, at den lige bør komme ind under halvtaget, da de nu skal på ferie. Så Ole drejer trillebøren, sætter den ind til siden, men så glider han.

– Jeg ryger op i luften og falder lige ned i en stor, gammel, rød lerkrukke, fortæller Ole. Jeg gled, så jeg kunne ikke tage fra. Og jeg slår mig gevaldigt, så min kone kommer styrtende og spørger, om der er noget galt. Men der var ikke noget at se, så min indskydelse var, at jeg skal nok bare lige op og ligge lidt.

Ole hviler sig en halv times tid. Derefter føler han sig egentlig klar til at køre. De snupper kufferterne og kører mod København, men Oles kone finder hurtigt ud af, at noget ikke er, som det skal være.

Afsted til TraumeCentret

– Da vi kommer ind omkring Langelinje, har jeg det virkelig dårligt. Jeg siger til min kone, at hun skal køre hjem. Det gør hun ikke. I stedet kører hun ind til siden og ringer efter en ambulance.

Ole er træt og vil helst bare hjem. Hvis bare han kunne få lov at lægge sig lidt, så skulle det nok gå over. Sådan tænker han. Men han bliver kørt til Bispebjerg hospital. Oles hukommelse fra denne del af hændelsen er tåget, og han forstod ikke, hvad der var galt. Det, Ole kan huske, er, atbåde hans datter og søn, Helena og Mads, dukkede op på hospitalet, og kort tid efter bliver han overført til Rigshospitalet med fuld udrykning.

– Alene det, at mine børn kom, blev jeg nervøs af. Så tænkte jeg, at der måtte være noget rigtig galt.

Det næste, Ole kan huske, er, at han vågner op i en hospitalsseng en uge senere.

Ole havde store indre blødninger, og selv om der ikke var noget at se efter faldet, havde han blødt kraftigt i flere timer. Da han ankom til Riget, stod TraumeTeamet klar. Det består af 16 personer, der tager imod svært tilskadekomne patienter. Lægerne gik i gang med det samme. Det var kritisk og helt centralt, at lægerne fik stoppet blødningen så hurtigt som muligt. Men de havde et stort problem: De kunne ikke stoppe blodet.

Et halvt år tidligere med fodboldlandsholdet

I juni 2017, et halvt år inden Oles fald, var der 25-års jubilæum for herrelandsholdets EM-sejr i fodbold. Oles virksomhed, f-reklame, har altid arrangeret sponsoraftaler for landsholdet, og i anledning af jubilæet blev der afholdt et stort arrangement. Holdet fra 1992 skulle på rådhuset og møde borgmesteren og ud på balkonen, og derefter gik turen til Sverige, hvor vinderkampen blev spillet for 25 år siden. Oppe på badehotellet i Sverige, hvor arrangementet foregik, havde Ole taget plads ved middagen. Hans kone sad ved siden af, og Peter Schmeichel og John Sivebæk sad også med til bords.

– Så kommer Vilfort ind ad døren. Han siger ”hej Ole”, og jeg rejser mig for at hilse på ham, men så falder jeg ned over bordet, husker Ole.

Det var den 26. juni 2017. Holdlægen, Mogens Kreutzfeldt, var med og sagde med det samme, at de skulle ringe efter en ambulance.

Ved 25-års jubilæet i juni 2017 havde alle spillerne fra landsholdet i 1992 signeret jubilæums-trøjen. Den hænger på Oles kontor sammen med en trøje fra David Beckham og en fra Neymar. (Foto: Tomas Bertelsen)

– Sikke noget pjat, tænkte jeg. Jeg skal bare op og sove, men Mogens sagde nej. Jeg kom på et svensk hospital og blev dagen efter overført til Rigshospitalet og derfra til Herlev – alt sammen inden for to dage. Jeg blev undersøgt, scannet osv. Det viste sig, at jeg havde haft nogle små blodpropper i venstre side af hovedet, og det var derfor, jeg faldt. Siden da har jeg fået blodfortyndende medicin.

Det er netop den blodfortyndende medicin, der gør, at lægerne har svært ved at stoppe blødningen efter Oles uheld i december 2017.

– Bare jeg får en lille rift, kan jeg have svært ved at stoppe blodet, fortæller han.

Faldet med trillebøren havde som sagt givet Ole store indre blødninger, og han ligger længe på operationsbordet. Da lægerne skal lukke efter operationen, er det en stor udfordring. Om natten bliver der indhentet speciallæger i kirurgisk gastroenterologi med speciale i leverkirurgi.

– De måtte hente eksperterne ind til at lappe mig sammen med ståltråd. To eller tre gange kom de ud til min kone og mine børn og sagde, at det ikke så godt ud. Når lægerne på TraumeCentret siger det, så er det altså ikke for sjov, fortæller Ole.  

Om morgenen efter den lange operation kom der tre læger ud til Oles familie, der sad og ventede. Ole havde overlevet. Lægerne kom rullende ud med Ole, der lå i sengen, så familien kunne se med egne øjne, at han var i live. Derefter lå han i kunstigt koma i seks dage.

– Jeg aner intet om alt det her, for jeg kan jo slet ikke huske det. Det er underligt, når jeg skal genfortælle historien, fordi jeg egentlig ikke kan huske den. Jeg spørger stadig min kone om detaljerne, griner Ole.

Sporten fylder alt

I forbindelse med sin ulykke fik Ole i alt 14 liter blod. Det svarer til lige over 31 blodportioner fra donorer. Midt på maven har han et 20 cm lodret ar. Seks dage efter operationen vågner han op på 12. etage på Rigshospitalet. Han ligger i sengen i yderligere to uger. Dagene gik langsomt, og Ole længtes efter at komme tilbage på arbejde.

Imens han er bundet til sin hospitalsseng, arrangerer hans firma et kæmpe tennis-event i København. Champions Battle. Venus Williams mod Caroline Wozniacki. Et brag af en kamp.

– Teamet knoklede dag og nat, og jeg lå bare der på stuen og kunne ikke hjælpe med noget som helst. Jeg kunne kigge direkte over på Parken fra mit vindue på Rigshospitalet. Det er næsten ironisk. Peter Schmeichel kom flere gange over på hospitalet, da jeg lå der og kedede mig. Vi har jo kendt hinanden i så mange år. En af gangene han var på besøg, sagde han: ”Ole, 2017 har sgu været et lorteår. Nu er det 2018. Så bliver det bedre”, fortæller Ole og griner.

Og det havde Peter Schmeichel heldigvis ret i. Tennisarrangementet løb af stablen i april, og det gik fantastisk. Her var Ole på benene igen og kunne nyde kampen mellem Venus og Caroline.

Når man taler med Ole, er der ingen tvivl om, hvad virksomheden og dens kunder betyder for ham. Mange sportsfolk er startet som kunder, men er med tiden blevet gode venner. På mange af billederne, der pryder væggene, har de skrevet hilsner til Ole. Han peger stolt rundt i sit kontor, imens han fortæller historier fra de sidste 50 års sportshistorie. Billeder af fodboldlandsholdene gennem tiden, Muhammed Ali, Bjarne Riis, Michael Maze, Camilla Andersen, Garri Kasparov, Ole Ritter, Michael Laudrup, Jørgen Hansen, Ayub Kalule, Peter og Kasper Schmeichel. De hænger alle på væggen, og Ole har arbejdet med dem alle sammen.

Et gammelt billede af Ole, Bjørn Borg, Kronprins Frederik, Prins Joachim og Dronning Ingrid hænger også på væggen.

– En gang, da Dronning Ingrid skulle ind og se tennis med Bjørn Borg, så blev jeg kaldt op på Amalienborg. Hun spurgte mig: ”Frederiksen, hvorfor er han så langskægget?”. Så fortalte jeg hende, at det var, fordi han ikke barberede sig op til store kampe, fortæller Ole grinende.

Et lille udsnit af billederne på Oles kontor. Billedet med Bjørn Borg, Kronprins Frederik, Prins Joachim og Dronning Ingrid hænger nederst til venstre. (Foto: Tomas Bertelsen)

Ole blev udskrevet fra hospitalet ca. tre uger efter ulykken. Han havde tabt sig over 10 kilo.

– Jeg sad lige og talte med min kone om det i går. Nu motionerer jeg og løber op og ned af trapper osv. Da jeg startede med genoptræningen, efter jeg var kommet hjem, kunne jeg kun gå nogle få meter hen til hækken i vores have og tilbage igen. Som tiden gik, gik vi længere og længere, og nu er det helt fint.

Bloddonorer og personalet fortjener en særlig tak

Når Ole tænker tilbage på ulykken, er der særligt to ting, han er taknemmelig for. Hvor meget blod han fik og personalet på hospitalet.

– Én ting er, hvor meget blod jeg fik. Hvis ikke jeg havde kunnet få det, så havde der ikke været meget at tale om. Så havde det bare været slut.

Ole fører hånden op til halsen og bevæger en finger på tværs, imens han skærer en grimasse.

– En anden ting er den omsorg, som jeg oplevede fra personalet på hospitalet. Sygeplejersker, læger, sygehjælpere. Det er jo helt fantastisk. Jeg blev ellers helt umulig. Jeg lå og kiggede over på Parken, men kunne ikke være med til alle forberedelserne. Jeg kan da ikke bare ligge her, tænkte jeg. Jeg kravlede ud om natten og ville hjem, men de var bare så søde og forstående gang på gang. Der var god humor, og jeg blev altid mødt med venlighed og smil.

Derfor besluttede han sammen med sin virksomhed, at de ville gøre noget særligt for de to grupper, der havde gjort noget særligt for Ole: personalet på Rigshospitalet, der havde taget sig så godt af ham under indlæggelsen, og bloddonorerne, der gjorde det muligt for Ole at modtage hele 31 portioner blod. 

– Vi inviterede personalet fra stuen med til tenniskampen i Parken med spisning først. Og det var så sjovt, for pludselig så man dem uden deres hvide kitler, men højt pyntede, og vi havde en fantastisk aften, fortæller Ole med et smil.

Bloddonorsagen blev valgt som Charity Partner på selv samme tennisarrangement, hvor fem bloddonorer hver vandt to billetter til det store sportsevent. Under kampen blev der med bannere og reklamer sat fokus på, hvor vigtigt det er at give blod.  

Oles nytår mellem 2017 og 2018 foregik ikke i Paris. I stedet foregik det på Rigshospitalet. Men Ole og hans kone har været i Paris i løbet af foråret og havde heldigvis en dejlig tur. Da vi spørger Ole, om han er blevet skræmt af ulykken, tænker han sig lidt om.

– Nej. Vi har en stor have, så jeg kan ikke bare sige, at jeg ikke vil lave havearbejde længere. Den går sgu ikke, svarer han og griner.