Bloddonorerne Aarhus udvider frivilligstyrken med 20 nye engagerede frivillige


De seneste to måneder har Bloddonorerne Aarhus fokuseret på at rekruttere nye frivillige for at kunne sætte alle sejl ind på at løse udfordringen med den store mangel på bloddonorer, der kan give plasma.

Af Anne Louise Pørtner, konsulent Bloddonorerne Aarhus
Gennem opslag på Instagram, Facebook, frivilligjob.dk, flyers, plakater i Blodbanken og Blodbankens Plasmacenter samt direkte samtaler på tappelejet med eksisterende donorer gik jagten ind på at finde de helt rigtige nye frivillige, der kan være med til at styrke gruppen af frivillige i Bloddonorerne Aarhus.

Resultatet er, at gruppen samlet nu tæller 42 frivillige, der har sagt ja til at dedikere noget tid hver eller hver anden måned til at sætte fokus på bloddonorsagen. Det er nødvendigt, da Danske Regioner har besluttet, at vi i Danmark skal være selvforsynende med plasma, hvorfor vi i Aarhus har brug for 4.200 nye donorer i år.

Maria blev frivillig gennem opslag på sociale medier

Én af de nye frivillige er 45-årige Maria Knudsen, der selv har doneret fuldblod, siden hun var 18 år gammel og i de sidste seks år, har hun doneret plasma hver 14. dag.
“Jeg nyder at donere, fordi jeg ved, at der er brug for det, hvis vi i Danmark skal blive selvforsynende med plasma til fremstilling af medicin til danske patienter, og for at kunne hjælpe endnu mere har jeg valgt også at blive frivillig i Bloddonorerne Aarhus,” fortæller hun.

Maria Knudsens første opgave som frivillig var at sætte fokus på bloddonorsagen på sit arbejde med ambassadørpakken, så hun forhåbentligt kan inspirere sine kollegaer til at blive donorer.

Kick-off for at sikre en god start

For at alle nye frivillige i Bloddonorerne Aarhus fik en god start som frivillig deltog de i kick-off i slut april, hvor de var samlet til en spændende aften med fokus på introduktion til Bloddonorerne som forening, forventningsafstemning i forhold til hvad det kræves at være frivillig samt introduktion til deres kontaktperson i Bloddonorerne Aarhus og networking med hinanden.

Efterfølgende har alle også haft mulighed for at se en tapning samt fået en grundig instruktion til, hvad der er vigtigt, når man er ude og rekruttere, og hvad de skal medbringe af merch, så de er klædt godt på.
Der er allerede planlagt adskillige hverveevents, de frivillige kan deltage i samt en aften i juni med socialt samvær som fokus, så alle lærer hinanden endnu bedre at kende på kryds og tværs.

Én ting er sikkert – der er brug for dedikerede frivillige mere end nogensinde før – både i år og i de kommende år og i Bloddonorerne Aarhus er vi sikre på, at de nye frivillige kommer til at spille en kæmpe rolle i, at vi inden året er omme har rekrutteret minimum 4.200 nye bloddonorer.