Frit fald

Som 23-årig tog Tue på skiferie med sin bedste ven Peter.

“Det var en ti-dages tur til Val Thorens med bus frem og tilbage. Den første dag fik vi en times undervisning, og derefter syntes vi selv, at vi var verdensmestre. Vi lærte det hurtigt,” husker Tue, at han dengang følte.

De var unge og frygtløse, og på trods af begrænset erfaring med skiløb, fristede de store, dunede, bløde bakker af løs puddersne uden for de markerede piste.

“Så vi prøvede at køre lidt derud, og det gik rigtig godt. Offpiste var rigtig sjovt, og når man faldt, slog man sig ikke. Det var bare som at blive grebet af bløde skyer af sne. I bagklogskabens lys ved jeg jo, at selvom det ikke gjorde ondt at falde, så kræver det meget teknik at navigere i den dybe sne. Man ved nemlig ikke, hvad der gemmer sig under,” fortæller Tue.

Sidste dag, sidste tur

Klokken var omkring 13 på den sidste dag, og bussen kørte hjemad mod Aarhus kl. 16. Kufferterne var pakket, og Tue og Peter skulle lige have en sidste offpiste-tur. De spottede nogle spor fra en snowboarder og tænkte, at dem kunne de følge. Men undervejs på turen blev de pludselig usikre på, hvor de egentlig befandt sig, og hvilken vej pisten var.

“Vi tænkte bare, det er sikkert denne vej,” fortæller Tue, og de fortsatte deres rute. “Nu ved jeg, at på en offpiste skal man tage farten af på en bakke, så man stopper på toppen og får et overblik, inden man kører videre. Dengang var jeg mere sådan wuuiiiiii.”

Tue gestikulerer en nedadgående bevægelse med hånden, der viser, at han i fuld fart drønede hen over bakketoppen. Han havde god fart på, da han kom over bakken, og det var først på vej ned på den anden side, at han så de store sorte klippestykker stikke op af sneen længere nede. Panikken bredte sig, og han og prøvede desperat at bremse, men uden held.

Knust hofte

Herfra er det uklart for Tue, hvad der egentlig skete. Det er normalt i forbindelse med et traume, at man ikke kan huske det, der sker lige før. Han ved bare, at han faldt. Han styrtede ned på en af de sorte klipper og landede på siden af hoften, som blev knust med det samme.

Peter stod omkring 30 meter længere oppe og råbte tilbage, at han vil hente hjælp. Og så lå Tue alene i sneen og ventede i den larmende tavshed, som bjergenes høje klippeformationer skaber. Følelsen i benene kom så småt tilbage, og Tue var lykkedes med at rulle rundt, så han lå fladt på ryggen og dermed lå nogenlunde stabilt.

“Der var jeg virkelig Tue alene i verden. Og jeg lå der i en time og ti minutter, før hjælpen nåede frem. Jeg nåede at blive helt afkølet og rystede af kulde, hvilket gav ekstra smerter i min brækkede hofte.”

To reddere nåede endelig frem til Tue. Han blev pakket ind i sølvfolie og nænsomt rykket over på en såkaldt bananbåre (en båre på en slæde), som transporterede ham ned. Derefter gik turen direkte til nærmeste hospital. Da lægen kom ind med røntgenbillederne og satte dem op på lystavlen for at få et overblik over skaderne, stoppede han halvvejs i bevægelsen, imens han holdt et af billederne op foran sig. Her gik det op for lægen, at Tues hofte lignede et stort puslespil.

“Vælg et stillesiddende job”

De franske læger turde ikke operere, så Tue blev fløjet hjem til Danmark, hvor han kom direkte på intensivafdelingen på Aarhus Amtssygehus. Her endte han med at være indlagt i halvanden måned.

“Ortopædkirurgen, som var landsdelens bedste inden for den type operationer, var på konference i USA, og vi kunne ikke komme videre, før han kom hjem. Måske kan du blive opereret, måske kan du ikke, sagde personalet. Det ville være op til ham,” fortæller Tue.

Alternativet til en operation var at ligge immobiliseret på hårdt leje i halvanden måned, indtil hoften var helet. Og så krydser man fingre for, at det heler rigtigt sammen.

Tue husker ventetiden som utrolig hård. Det var en periode med mange smerter og stor usikkerhed omkring, hvad fremtiden ville bringe.

“Jeg husker, at der kom en læge ind og satte sig på min seng. Han ville lige forklare mig om fremtidsperspektiverne i min situation. Hvad er dine planer, spurgte han. Jeg svarede, at jeg nok gerne ville læse på universitet. Det, syntes han, var klogt, for det var ikke sikkert, jeg kom til at gå igen. Så jeg skulle nok vælge et stillesiddende job. Så lå jeg der som 23-årig og fik det at vide. Og han havde faktisk ingen forudsætning for den vurdering, for det var inden, det overhovedet var blevet besluttet, om jeg skulle opereres.”

Da ortopædkirurgen kom tilbage Danmark, vurderede han, at en operation var den bedste mulighed, og i seks og en halv time arbejde lægerne på at reparere Tues knuste hofte. Han modtog blod før operationen, da hans blodprocent var for lav, og fik også blod under operationen.

Blodposen i dropstativet

Tue blev selv bloddonor som 18-årig. “Jeg havde været spejder som dreng, og Peter og jeg tog førstehjælpskursus sammen på aftenskole. Det faldt mig naturligt at melde mig som bloddonor.”

Han modtog blod flere gange efter operationen, men særligt én gang husker han.

Efter operationen gik det fremad. Efter to uger kunne han langsomt komme op at sidde og derefter op at stå. Han fik en kørestol og lærte hurtigt at køre på baghjulene, hvilket ikke var et hit hos sygeplejerskerne.

“Tue, du har en hoftefraktur! Du skal ikke køre på baghjulene!” gengiver Tue deres formaninger. “Men jeg kedede mig jo ad helvede til,” siger han.

Ud på den anden side

Der var lang vej tilbage til det gamle liv, men fordi Tue var ung og havde masser af gåpåmod, gik genoptræningen strålende.

“Min fysioterapeut var ret imponeret, og jeg kom hurtigt op at gå. Men det har betydet meget at prøve at være i kørestol, selvom det var for en kort periode. Jeg oplevede, hvordan ens liv er så meget anderledes, når man har det vilkår. Omverden ser på en på en helt anderledes måde, og man er en anden udgave af sig selv.”

Og ulykken ændrede meget for Tue.

“Jeg er godt klar over, at jeg var tæt på at dø. Havde det været min ryg eller mit hoved i stedet for min hofte, så havde jeg nok ikke siddet her i dag. Så på mange måder var jeg virkelig heldig. I dag tænker jeg nogle gange på, om der er noget i livet, jeg ville have gjort anderledes. Og der er da nogle få ting, men jeg tror ikke, at dette er en af dem. For der er noget livserfaring i at komme ud for noget så traumatisk. Det er en lærestreg, men også en erfaring i, at man er dødelig.”

Plus på kontoen i (blod)banken

Efter tappepausen i forbindelse med operation og genoptræning, begyndte Tue at give blod igen. Nu har han givet over 50 portioner. Før ulykken tænkte han ikke så meget over, hvor mange gange han gav. Men da han vendte tilbage som bloddonor, betød det pludselig noget, for han vidste, at han selv havde modtaget tyve portioner.

“Det tal blev vigtigt for mig, for da jeg ramte de tyve donationer efter ulykken, tænkte jeg, at nu var jeg gået i nul i regnskabet. Lidt ligesom at have lånt penge i banken. Nu havde jeg gjort rent bord, og fra da af var det kun positivt indskud. Det er ikke fordi, jeg føler, at folk, der modtager blod, skylder noget, men det føles rart at bidrage og give tilbage, når nu jeg har muligheden.”

Sms’en, når blodportionen er blevet givet til en patient, har stor betydning for Tue. Den giver lidt af samme forbindelse, som han følte dengang, han selv modtog blod.