Tara Bang er stamcelledonor og blev et match til en patient. Læs hendes tanker om oplevelsen her.
I november 2018 modtog jeg et opkald om, at jeg var et muligt match til en patient, der havde brug for stamceller. Jeg fik taget blodprøver i blodbanken i Aalborg, hvor de tjekkede blodet grundigere. Jeg fik at vide, at jeg ville høre noget forholdsvis hurtigt, da det var meget akut, og processen skulle gå hurtigere end normalt. I starten af december ringede en læge fra Skejby og fortalte, at jeg var det bedste match til patienten. Hun fortalte mig om processen, som jeg skulle igennem, hvis jeg sagde ja til donationen. Jeg sagde selvfølgelig JA, for jeg havde jo ikke meldt mig som donor, hvis ikke jeg ville donere.
Derefter fik jeg tid til en sundhedsundersøgelse på Skejby sygehus. Ved undersøgelsen fik jeg lidt informationer om patienten. Det var en ung mand fra Irland med aggressiv leukæmi. Uden en donor havde han ingen chance for at overleve, men stamceller fra en donor ændrede hans chancer for overlevelse til hele 70 %.
Jeg skulle have to sprøjter hver aften i fire dage inden donationen, så kroppen danner flere stamceller og frigiver dem til blodbanen. På den måde kan lægerne ”høste” stamcellerne fra blodet. Min krop tog godt imod medicinen. Jeg havde ret ondt i lænden, bækkenet og op af ryggen, men det var gode tegn, for det betød, at min krop arbejdede med medicinen og dannede flere stamceller.
I januar 2019 kom den store dag. Vi var tidligt afsted, og nu skulle der doneres stamceller. Jeg blev lagt i en seng og fik lagt en nål i hver arm. Blodet løb ud af den ene og hen i en maskine, der sorterede stamcellerne fra, og igennem den anden nål kom det resterende blod tilbage til min krop. Det var en lang proces på lidt over seks timer, hvor jeg skulle ligge så stille som muligt, for at der var et godt flow. Personalet var så søde og tjekkede op på mig hele tiden. Efter de seks timer blev stamcellerne hentet og bragt op på laboratoriet, hvor det skulle tjekkes, hvor mange der var samlet.
Alle var ret enige om, at jeg skulle forvente et par timers donation dagen efter, men kort tid efter donationen bliver jeg ringet op af den søde læge, og overraskende nok havde vi fået samlet nok stamceller til den unge mand. Stamcellerne blev bragt til lufthavnen og fløjet til Irland i løbet af natten, og næste formiddag modtog patienten stamcellerne. Nu skulle hans krop bare arbejde med de nye celler, så han kunne blive rask. Min krop var enormt træt dagene efter, men det var det hele værd. Jeg havde fået chancen for at redde et liv. Jeg fik taget blodprøver tre måneder senere for at tjekke, at mine tal var normale igen. Det var de, og min krop havde det godt efter donationen.
Fire måneder efter donationen modtog jeg den længe ventede mail, hvor der stod:
– Der har været mange komplikationer i forbindelse med transplantationen, og jeg tror, det er derfor, vi ikke har hørt noget før nu. Men dine stamceller har virket og dannet en ny knoglemarv, og han er fortsat uden tegn på sin kræftsygdom. Han er også kommet sig over komplikationerne og er kommet hjem. Der kan stadig være risici for nye komplikationer i mange måneder, men indtil videre ser det meget lovende ud.
Jeg har hele vejen igennem sagt, at lige meget, hvad udfaldet ville blive, har det været det hele værd at forsøge at redde hans liv. Men at det endte sådan her, gør mig så lykkelig. Det er helt vildt at tænke på, at min krop med hjælp fra lægerne ser ud til at have reddet hans liv! Et år efter hørte jeg fra Skejby, at patienten stadig har det godt og er uden tegn på sygdom. Og jeg er fortsat enormt stolt og beæret over at være med til at redde denne unge mands liv.
Grib chancen for at blive ”den eneste ene”. Det er klart det hele værd, og jeg vil til en hver tid gøre det igen. Det er den største gave, man kan give et andet menneske, nemlig chancen for at få livet tilbage.
Læs mere om at blive stamcelledonor her.