Nåleskrækkens anatomi

Camilla Karmark er psykolog og møder jævnligt personer med nålefobi – nålefobikere – i sin praksis. Nålefobi er meget udbredt, og det anslås, at op mod 25 procent af danskerne kæmper med denne fobi.

Der kan være mange årsager til, at nogle mennesker udvikler nålefobi. Det kan for eksempel være i forbindelse med en ubehagelig oplevelse med nåle eller sprøjter. En anden årsag til, at nogle udvikler nålefobi (og fobier generelt) kan være, hvis man har set andre, måske forældre eller søskende, være bange for nåle og dermed selv bliver det. Til sidst kan nogle mennesker også være genetisk disponerede for at udvikle en angstlidelse.

Når der er tale om nålefobi i forbindelse med bloddonation, kan eksponeringen – altså det at give blod – i sidste ende blive en win-win for personer med nålefobi:

“Først og fremmest bliver man i forbindelse med bloddonation eksponeret for sin fobi forholdsvis regelmæssigt, hvilket betyder at man regelmæssigt konfronteres med sin angst og dermed kan træne sine strategier,” forklarer Camilla Karmark.

Netop ’regelmæssig eksponering’ er et nøgleord, når det kommer til at overvinde en angstlidelse som en fobi. I sidste ende kan det at give blod altså hjælpe personer med nåleskræk til at være bedre rustet, når de pludselig står overfor at skulle have en vigtig vaccine eller have taget blodprøver. Og så til det andet ’win’:

“Derudover skal man heller ikke glemme, at det at gøre noget for andre mennesker giver os en rar følelse, og det må man jo sige, at det at give blod er et godt eksempel på,” siger Camilla.

“Når du har givet blod og dermed har overvundet din nåleskræk – i den gode og vigtige sags tjeneste – så er det vigtigt, at du husker at rose dig selv,” siger Camilla. Det er altså helt på sin plads at forkæle sig selv lidt ekstra med en belønning efter indsatsen på tappebriksen.

Blodbanken: Vi hjælper dig som donor med nåleskræk

Suzette er en del af tappepersonalet i blodbanken på Hvidovre Hospital. I løbet af de år, hun har været ansat i blodbanken, har hun efterhånden mødt mange bloddonorer, der har nåleskræk, og det sker stadig ved både nye bloddonorer og donorer, der har givet blod eller plasma flere gange.

“I blodbanken er det først og fremmest vigtigt at tage godt imod donorerne og møde dem lige der, hvor de er,” fortæller Suzette og fortsætter: “Og så prøver vi at aflede donorer med nåleskræk og ikke at tale alt for meget om nålen. Bl.a. ved at spørge ind til, hvad de laver i deres hverdag eller bede dem om at kigge den anden vej.”

Ifølge Suzette er det også godt at tale højt om din nåleskræk. F.eks. kan du fortælle ham eller hende, der tapper dig, at du ikke er så vild med nåle. Så ved tapperen, hvordan situationen skal håndteres. De er vant til at møde donorer med nåleskræk, så der er ingen grund til at være flov over det. Det er tværtimod en fordel at sige det højt.

“Og så er det meget vigtigt at drikke og spise rigeligt inden tapning. Opskriften på en vellykket og succesfuld tapning er nemlig, at donorer drikker rigeligt med væske og spiser nok inden tapning. Så vil tapningen forløbe nemmere,” slutter Suzette.

Hvad siger bloddonorer med nåleskræk?

Hver dag er der donorer, som lægger sig på tappelejet for at give blod eller plasma trods nåleskræk. Frederikke, Kenneth og Karen Sofie har alle overvundet frygten for nåle for at kunne give blod.

Fælles for dem er, at deres nåleskræk kommer til udtryk ved, at de får tanker om, at det vil gøre ondt, eller at smerten vil vare ved, som ifølge psykolog Camilla Karmark er en af de tre måder, hvorpå angsten for nåle kan komme til udtryk. Også selvom alle tre bloddonorer ved, at det ikke kommer til at gøre ondt.

“Jeg har helt klart en skræk for, at det skal gøre ondt, selvom jeg efterhånden er blevet tappet mange gange og godt ved, at det ikke gør ondt,” fortæller Kenneth.

Til tider kan donorerne også føle ubehag i kroppen. De fortæller, at hjertet begynder at hamre, og pulsen galoperer afsted, lige indtil de ligger på tappelejet og skal til at blive tappet.

“For mig er det, at jeg begynder at svede meget og få hjertebanken op til tapningen,” siger Karen Sofie.

Forskel på blodprøver og tapning

Både Karen Sofie og Frederikke har tidligere oplevet ubehag ved vaccinationer og blodprøvetagninger. Karen Sofie husker tydeligt, at det ikke var sjovt at blive vaccineret som barn, mens Frederikke har fået taget en del blodprøver.

“Jeg er født med en nyrefejl, som lægerne var længe om at finde. Så jeg har fået taget mange blodprøver i mit liv,” siger hun.

“Men der er forskel på blodprøvetagningsnålene og dem, de bruger i blodbanken. De er godt nok større i blodbanken, men de gør ikke ligeså ondt, for de sidder ikke og niver, som de små nåle gør. Derfor synes jeg ikke, det var en særlig fed oplevelse at få taget blodprøver. Det er noget helt andet i blodbanken,” fortæller Frederikke.

Alle tre er dog enige om, at de er bloddonorer, fordi de gerne vil hjælpe andre.

“Jeg føler, at jeg gør en direkte forskel, fordi det handler om menneskeliv. Det er meget livsbekræftende, at det gør en så stor forskel,” siger Frederikke.

God mulighed for at udfordre sig selv

Ifølge Kenneth, Karen Sofie og Frederikke er der nogle særlige ting, der gør det nemmere for dem at give blod på trods af deres nåleskræk. Bl.a. handler det om at tænke på, at det i virkeligheden ikke er så slemt at give blod. Det kan også hjælpe at sætte god tid af inden tapning for at undgå at stresse hen til blodbanken og hjem igen. Det kan gøre, at man bliver mindre nervøs, hvis man har nåleskræk.

“Tag evt. en ven med,” anbefaler Frederikke.

“Hvis du har lyst til at rykke nye grænser, er det oplagt at udfordre sig selv ved at give blod. Og så betyder det noget, at det ikke kun er til gavn for mig selv – men også for andre,” fortæller Kenneth.