”Jeg blev bloddonor, da Eddie var blevet rask – jeg følte ligesom, at jeg skyldte på kontoen. Det er jo liv eller død, det handler om. Der mangler bloddonorer, og det skal der ikke.”
Ordene kommer fra Bibi Løvenhardt, der er mor til Eddie, som for nyligt rundede seks år. En fødselsdag, som det ikke var givet, at han skulle nå til. Da Eddie var blot halvandet år gammel fik han nemlig konstateret leukæmi. Fra den dag tager den lille families liv en surrealistisk drejning, hvor Rigshospitalets Børneafdeling danner rammen om Eddies tidlige barndom.
Det er en historie, som bestemt ikke er for børn, og hvor bloddonorerne spiller en livsvigtig rolle.
Historien starter i sommeren 2019. Eddie er gennem en længere periode blevet mere og mere syg, fortæller Bibi:
”Han var lillebitte, og han var så syg hele tiden; feber, øjenbetændelse og så feber igen. Han var måske rask i to eller fire dage, men så blev han syg igen. Han var også lige startet i vuggestue, så jeg tænkte, at det måske kunne være det.”
Men den 18. september, en dato Bibi tydeligt husker, tager hun alligevel sin lille dreng med til lægen igen. Med sig har hun også sin dengang 14-årige datter, og det er et voldsomt sceneri, som ender med at udspille sig for den lille familie:
”Vi bliver sendt afsted i al hast med ambulance til Rigshospitalets Traumecenter, hvor de begynder at tage en masse prøver for at finde ud af, hvad der kan være galt med Eddie.”
De følgende døgn er mildest talt uvirkelige for Bibi. Eddie bliver lagt i koma, og hun ser sin lille søn viklet ind i diverse slanger, som midlertidigt sørger for at holde ham i live, mens hun famler rundt i uvidenheden i den verden, hun nu er havnet i blandt hvide kitler og alvorlige miner.
To døgn senere bliver diagnosen stillet: Eddie har leukæmi. Herfra starter et langt forløb for Bibis lille fighter, der indebærer alt, hvad der rimer på leukæmi: Kemoterapi, blodplader, blodprøver, adskillige blodtransfusioner og fuldkommen isolation fra omverdenen.
Børneafdelingen bliver deres andet hjem – stue 16 i de første 43 dage. Eddie får kemoterapi intravenøst gennem slanger i halsen og senere i brystet. Slangerne bliver nærmest en del af hans lille krop, som livsnødvendige organer i sterilt plastik, og bivirkningerne fra behandlingen bliver også en del af hverdagen.
”Det er hårdt, men det bliver hverdag. Og børn er jo så umiddelbare; det ene øjeblik løber de ned ad gangen på hospitalet, griner og leger, mens de er bundet til deres stativer. I et splitsekund stikker de lige hovedet ud til siden og kaster op, fordi de har fået det dårligt af kemoterapien. Og så løber de ellers videre for at indhente de andre.”
I løbet af de lidt over to år, hvor Eddie er syg, opstår der venskaber på tværs af diagnoser og fremtidsudsigter. Venskaber, som Bibi ikke ville være foruden, men hvis baggrund hun helst havde undværet.
Eddie har Børnecancerfondens SuperSnøre; en lang snor med perler på, som hver og én på farverig vis repræsenterer nogle af de mange behandlinger, milepæle eller op- og nedture, som Eddie går igennem i de over to år, leukæmien bor i ham. Kæden er 14,5 meter lang og vidner om et strengt forløb.
”De blå- og rødstribede perler, repræsenterer alle de mange portioner blod, som Eddie har fået, så vi kan faktisk tælle dem – det er vist over 30, og det er bare dem, hvor vi har husket at sætte perler på kæden. Det var ikke altid, vi fik det gjort, fordi det sommetider var ret kaotisk.”
På kæden kan man også møde Kemo-Kasper, en perle med et lille ansigt og kasketten på skrå – han er Eddies favorit. Men der er også perler, som markerer alt fra akutte indlæggelser til fødselsdage og så de særligt gode dage.
I dag kan man ikke se på den lille seksårige fyr, der styrter rundt på legepladsen, at han har været igennem det, han har – men hans krop vidner om noget andet:
”Han har ar over hele kroppen og også et på halsen. Men det er ikke noget, som man ser i farten, kun når man gør sig umage for at kigge efter.”
Nu ligner Eddie alle andre seksårige, der frit løber rundt i deres egen barnlige verden. En frihed der på mange måder rummer så mange flere lag for Eddie, nu han er fri for kræft, fri for kemo og fri for alle de slanger, som gennem tiden har sat en stopper for alt, hvad der havde med et almindeligt børneliv at gøre. En frihed som rigtig mange bloddonorer har været med til at gøre mulig.
Da Eddie blev erklæret rask tilbage i efteråret 2021, meldte Bibi sig som bloddonor for at give tilbage og hendes taknemmelighed overfor bloddonorerne er til at tage at føle på.
Blodkræft, hvor en bestemt type hvide blodlegemer, lymfocytterne, deler og formerer sig ukontrolleret.
Kræftcellerne fortrænger de normale celler i knoglemarven og medfører derfor svigt af knoglemarven med nedsat mængde røde og hvide blodceller samt blodplader.
Leukæmi er den mest almindelige kræftform hos børn og ALL udgør ca. 85% af leukæmitilfældene hos børn.
Kilder:
www.boernecancerfonden.dk
www.sundhed.dk
