Hvor hurtigt er man fit for fight igen?
En undersøgelse af motionsløbere udført på Klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet har vist, at man de første 24 timer efter en fuldblodsdonation kan mærke, at ydeevnen er nedsat en hel del, hvis man f.eks. løber en tur, for her har man mindre blod i kroppen. Kroppen erstatter hurtigt det donerede blod med væske fra de omkringliggende væv. Dette sker som regel i løbet af timer eller maksimalt et døgn.
Efter 24 timer, når blodvolumen er tilbage, vil du kun mærke en nedsættelse i din ydeevne på 5-10 procent. De fleste vil nok afholde sig fra at løbe samme dag, som de giver blod. Det er også ofte blodbankens anbefaling, at man tager det stille og roligt på dagen. Dagen efter bør der dog ikke være noget i vejen for f.eks. at løbe en tur, hvis bare du er klar over, at du nok ikke har helt den samme energi som normalt og at krop føles lidt tungere. For nogle donorer vil det også være fint at være aktive samme dag som tapningen, men dette kræver, at du har givet blod nogle gange og ved, hvordan din krop reagerer efter en bloddonation.
Studiet på Rigshospitalet viste, at tre dage efter bloddonationen var udholdenhedsevnen blandt fuldblodsdonorerne reduceret med 5,2 procent. VO2 max er et udtryk for den mængde ilt, du maksimalt kan optage i kroppen på et minut. Tre dage efter donationen var VO2 max hos løberne reduceret med 6,5 procent. Det samme var tilfældet syv dage efter. Efter 14 dage var VO2 max næsten tilbage på normalt niveau igen. I praksis er de fleste altså tilbage på normalt niveau efter to uger og vil kunne yde det, de plejer, på en løbetur. Med fintfølende måleudstyr kan man dog se, at der for enkelte donorer går helt op til 28 dage, før alle niveauer er normale igen. Derfor er det et godt, overordnet råd at vente en måneds tid med at forsøge at sætte nye personlige rekorder og presse din krop til det maksimale.