Bloddonorer redder babyliv

“Han bliver simpelthen verdens gladeste lille dreng, når han har det godt. Han griner, smiler, pludrer og har fuld fart på sin udvikling. Han er begyndt at rejse sig op ad møblerne herhjemme og vil gerne op at gå. Men når hans blodprocent dykker, er han træt, pylret og græder. Hans appetit forsvinder, når hans blodprocent falder. Og det er jo klart, at når han bliver træt og får kvalme, så har han ikke rigtig så meget energi og overskud, og han bliver derfor uoplagt i sine bevægelser og falder hele tiden,” siger Line-Maj.

Sjældnere brug for blod

I en periode havde Bille brug for blod hver 4. uge, men nu får han blod hver 2. måned.

“Det er jo ikke en sygdom, han vokser fra. Der vil være gode perioder, og der vil være dårlige perioder. Og nu har der lige været en rigtig, rigtig god periode. Så er gennemsnittet hver 2. måned,” fortæller Line-Maj.

Det er ikke til at sige, hvorfor Billes behov for blodtransfusioner ændrer sig. Derfor bliver der holdt øje med hans vægt og blodprocent. Familien har haft ekstra besøg af en sundhedsplejerske, og Bille er til blodprøvekontrol ca. en gang om måneden for at følge hans blodprocent. Der kan være mange årsager til, at han skal have blod. For eksempel kan en helt almindelig virus føre til blodmangel hos Bille. Derfor er familien nødt til at være ekstra opmærksomme på deres omgivelser.

Men selvom sygdommen fylder meget i hele familiens liv, er det vigtigt for Line-Maj ikke at lade sygdommen overtage deres hverdag, og hun er glad for den forståelse, som familien bliver mødt med både fra venner, familie og arbejde.

“For os handler det hele tiden om at finde en balance og både have hånd i hanke med sygdommen, men samtidig ikke lade den overtage vores hverdag. Når Bille har en af de dårlige perioder, så bliver overskuddet brugt op. Og det gør, at venner og familie ikke hører så meget fra os, eller at min mands arbejde har måtte være ekstra forstående, fordi han har været nødt til at tage sig af Billes storesøster, Liv, når jeg har været på sygehuset med Bille. Det er et kæmpe puslespil, som vi skal have til at gå op, så vi alle kan være i det,” siger Line-Maj.

Dybt taknemmelig for bloddonorernes indsats

Bille skal have blod fra bloddonorer resten af sit liv, medmindre han en dag får fjernet sin milt. Det bliver tidligst når han er i skolealderen. Line-Maj fik selv fjernet sin milt, da hun var 19 år, og siden da har hun hverken fået eller manglet blod.

Efter hun fødte Bille, og familien fik at vide, at han har brug for blod, kender hun flere, der har meldt sig som bloddonor – også selvom de har nåleskræk. Hun er rørt over, at der er nogen, der har tid og lyst til at give noget af sig selv til andre.

“Dem, jeg kender, som har meldt sig, har været bange for nåle. Det er mega sejt, at man vil se frygten i øjnene for at hjælpe andre. Dem har jeg så stor respekt for. Og dem tænker jeg, at der er flere af derude.