Plasma-veninder

Så ofte som det kan passe i deres kalendere, booker Jane og Ida plasmatappetider sammen. De har været venner og bloddonorer, siden de var i starten af 20’erne.

“Jeg studerede til jordemoder og lærte Ida at kende, da vi flyttede i bofællesskab sammen. Ida havde meldt sig som bloddonor, fordi nogen andre fra kollegiet gav blod, og så syntes hun også, at jeg skulle melde mig. Så det gjorde jeg!” fortæller Jane.

Bloddonation var ikke et fremmed emne for hende. Hendes far var bloddonor, og hun havde flere gange været med ham i blodbanken som barn. Ida kommer fra en stor familie, hvor både hendes mor og far gav blod. Da de to unge kvinder meldte sig som bloddonorer, gav de begge fuldblod. Dengang var separate plasmatapninger ikke mulige, som de er i dag.

Jane kommer mere eller mindre fast i blodbanken i Aalborg hver anden fredag, hvor hun giver plasma. Hun er oppe på omkring 130 tapninger. Ida tager med de fredage, hvor hun har tidligt fri fra arbejde.

“Vi havde begge været donorer i mange år, men havde aldrig givet blod eller plasma sammen. Men under første corona-nedlukning, så var alt socialt jo aflyst, så det var faktisk en rigtig hyggelig måde at kunne ses og samtidig bakke op om et vigtigt formål,” siger Jane.

Socialt højdepunkt under corona

De to veninder bookede tid sammen til plasmatapning og brugte anledningen, hvor de alligevel så hinanden, til at drikke en kop kaffe sammen eller gå en lille tur efter tapning. Det gav god energi i en tid, hvor verdenssituationen ikke ellers var specielt opløftende. Men efter samfundet lukkede op og coronarestriktionerne gradvist forsvandt, holdt Ida og Jane fast i vanen om at tage til plasmatapning sammen.

“Vi ses også med vores familier, og vi vinterbader sammen ind imellem. Så besøgene i blodbanken er bare blevet endnu en måde at have kvalitetstid på,” fortæller Jane.

I sit tidligere job som jordemoder oplevede Jane selv, hvordan blodet gør en forskel for de fødende kvinder, der mister blod under fødslen.

Taknemmelig over en krop, der virker

Jane og Ida mener begge, at man har en forpligtelse til at være donor, når man kan. Det er ikke alle, der har tiden, overskuddet eller helbredet, men det har de, og derfor fortsætter de, så længe det er muligt.

“Jeg tager heller ikke for givet, at jeg kan være bloddonor,” siger Jane. “Det tænker jeg mere over, efter jeg er blevet ældre. Man kan hurtigt komme til at fejle noget, så når jeg giver plasma, minder jeg også mig selv om, at jeg er taknemmelig for stadig at være sund og rask. Ellers må man jo ikke donere.”

Jane er glad for muligheden for at donere ren plasma. Det fungerer bedre for hendes krop, end fuldblodsdonationerne gjorde.

De to veninder vil egentlig bare gerne hjælpe der, hvor de kan. Så patienterne får den hjælp, de har brug for.

Som Jane og Ida formulerer det: Med menneskekroppen kan man ikke bare bestille reservedele, som man kan med en bil. Blodprodukter og den medicin, der kommer fra plasmaet, er helt afhængig af, at ægte mennesker lægger sig på briksen og donerer det.

“Nogle er frivillige som fodboldtrænere og gør en forskel for børn og unge. Vi giver plasma og tror på, at det gør en forskel for andre mennesker. Jeg kan godt lide tanken om, at det er ubetalt at give blod her i Danmark. Der er ingen penge mellem os – mig og patienterne. Der er bare et ønske om at hjælpe,” siger Jane.

Tak til dig, der giver plasma.