Hverdagens helle for immunsvage børn

Små børnehænder griber fat om legetøjet i sandkassen. Lyden af grin og små fødder, der løber over legepladsen, fylder uderummet i børnehuset Regnskoven. Det kan lyde som en helt almindelig hverdag for helt almindelige børn, men Pandastuen er noget særligt.

Her kan immunsvage børn fra Københavns Kommune gå i vuggestue og børnehave og dermed få så normal en hverdag som muligt, midt i hospitalsbesøg, kemobehandlinger og medicindoseringer. For børnene her kan en infektion betyde meget mere end et par sygedage derhjemme med mor eller far.

Samvær med raske børn

Institutionen blev startet op i 1992 af to læger fra Rigshospitalet. De så et behov for et særligt tilbud til børn, som skal beskyttes imod bakterier og vira. I samarbejde med Københavns Kommune fandt de lokalerne på ydre Østerbro i København. Det er ikke en hospitalsstue i forklædning, men en daginstitution med lidt flere forbehold end normalt. Der er stadig morgensamling, rytmik, udflugter og alt det andet, som andre børn kender fra dagligdagen.

Et af kravene til stuen for immunsvage børn var, at den kunne ligge i forlængelse af en almindelig børnehave eller vuggestue, så de immunsvage børn kan skabe relationer til andre børn ude på legepladsen.

”Nogle dage er her måske kun to eller tre børn, hvis de andre er syge eller indlagt i en periode. Så er det vigtigt, at de stadig kan komme ud og være sociale og lære sociale kompetencer. Og det gør de så udendørs, hvor smitterisikoen er minimal,” fortæller Tanja, der er teamkoordinator på Pandastuen.

Tanja har arbejdet på Pandastuen i 20 år, og man kan tydeligt mærke, at hun brænder for sit job. På stuen går der maksimalt otte børn mellem 0 og 6 år, og de må ikke være sammen med børnene fra andre stuer indenfor. Stuen har skærpede regler, som skal gøre det så sikkert som muligt før børnene.

Børnenes sygdomme

Da Bloddonorerne Danmark besøger Pandastuen, er der tre børn. De har hhv. leukæmi, cystisk fibrose og senfølger efter at være for tidligt født. Særligt Liva med leukæmi har haft brug for bloddonorernes hjælp, og gennem tiden har der gået en del børn med leukæmi på Pandastuen. Når de er klar til at komme ud af højisolation, så er Pandastuen et godt mellemtrin for dem.

Næsten alle børn med leukæmi får blod i deres behandlingsforløb. Liva fik også blod som lille.

Pædagogerne kan se og mærke på Liva, hvornår leukæmien påvirker hende. Hun bliver træt i kroppen. Benene bliver meget tunge og har svært ved at reagere ordentligt.

“Folk kan godt spørge mig, om det ikke er hårdt at arbejde med de her syge børn, og det kan det selvfølgelig være, særligt hvis vi mister et barn. Men jeg vil til enhver tid hellere arbejde med syge børn end syge voksne. For så snart børnene har det bare nogenlunde okay, eller de er inde i en god periode, så vil de have det sjovt og ud og lege. Voksne bærer nok mere rundt på det og tænker over det hele i længere tid.  Sådan er børn ikke,” siger Tanja

Hun er selv bloddonor.

”Jeg har nævnt det for nogle af forældrene. Og de siger altid ”gud, det burde vi jo også være”. Det er bare så vigtigt. Vi har flere børn som Liva, der i en periode får brug for blod Jeg ved, jeg har en blodtype, som mange andre også har. Og så er der jo også større behov for den. Det er en god gerning, som nærmest burde være obligatorisk for dem, der kan.”

Pandastuen og familierne sender en stor tak til bloddonorerne.

Navnet Liva er opdigtet af hensyn til pigens anonymitet.