Kommunikationspraktikant til Bloddonorerne Danmark

Brænder du for at arbejde med kommunikation, der skaber forandring? Har du kreative idéer til, hvordan vi kan rekruttere og anerkende bloddonorer – og vil du være med til at gøre en forskel og sikre, at der altid er blod nok til at behandle patienter på de danske hospitaler?

Så er dette praktikophold måske noget for dig!

Bloddonorerne Danmark (BD) er en organisation, der rekrutterer donorer til blodbankerne, informerer om bloddonorsagen og generelt varetager bloddonorsagens interesser.

Vi er et lille sekretariat med engagerede medarbejdere, og vi samarbejder med organisationens mange frivillige samt læger og andet sundhedsfagligt personale i blodbankerne.

Som kommunikationspraktikant hos BD får du:

  • Erfaring med sociale medier fra A til Z – du vil indgå i vores SoMe-team og være med i processen fra contentplanlægning til community management
  • En rolle i vores kampagneteam med mulighed for at være med til at udvikle nye kampagner
  • Mulighed for selvstændigt at opsøge og skrive artikler – f.eks. patienthistorier som denne
  • Indsigt i annoncering i Meta Business Manager
  • Erfaring med at navigere i en politisk styret organisation og samarbejde med flere forskellige faggrupper
  • Indflydelse og fleksibilitet i tilrettelæggelsen af din arbejdsuge og mulighed for at prøve kræfter med egne idéer
  • Søde kolleger, betalt transport og en lækker frokostordning til yderst favorabel pris 😊

Du har selv indflydelse på, hvilke opgaver der lander på dit bord – alt efter dine interesser og kompetencer.

Vi forestiller os, at du…

  • Er i gang med en uddannelse inden for kommunikation, sprog eller marketing
  • Er en dygtig formidler, der har styr på dine sproglige virkemidler og på grammatikken
  • Har erfaring med Adobe-pakken og/eller Canva – eller har mod på at kaste dig ud i det

Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring med at optage og redigere video til sociale medier.

Det praktiske

Praktikopholdet er som udgangspunkt 37 timer om ugen (inkl. frokost), men vi kan tilpasse os dit studie. Vi er en kreativ og uformel arbejdsplads, som holder til lige ved Høje Taastrup station, 15 minutter i tog fra Hovedbanegården. Der er mulighed for at arbejde hjemmefra 1-2 dage om ugen.

Vi håber, du kan starte efter sommerferien 2024 og være hos os i cirka seks måneder. Du må gerne skrive i din ansøgning, hvor lang tid du kan være i praktik.

Hvis du vil vide mere om stillingen eller om vores arbejde, er du velkommen til at kontakte Emilie Rahbek Pii på emilie@bloddonor.dk eller tlf. 43 14 26 42 eller Anne-Sophie Fioritto Thomsen på aft@bloddonor.dk eller tlf. 92 82 00 08.

Ansøgningsfristen er søndag den 21. april, men send gerne din ansøgning før, da vi løbende læser dem og indkalder til samtaler. Ansøgningen sendes til info@bloddonor.dk. Start din tekst i emnefeltet med “Praktik”. Stillingen er ulønnet, men vi betaler dine transportudgifter.