Oceaner af blod

Da Henriette fik konstateret akut myeloid leukæmi (AML), måtte sejlereventyret sættes på pause til fordel for kræftpakker, kemo og senere også en stamcelletransplantation. Det blev en uventet rejse, hvor bloddonorer spillede en livsvigtig rolle.

Henriette og hendes mand Johnny havde netop kastet fortøjningerne for at drage ud på en tre år lang jordomsejling sammen.
“Det var en drøm, som havde groet i os i mange år, og det som vi de seneste tre år havde arbejdet målrettet på at gøre til virkelighed. Nu var tiden endelig kommet, og vi startede eventyret i de danske farvande med gode venner ombord.”

Men blot en måned efter, at de en varm sommerdag var stævnet ud fra Ishøj Havn, sad Henriette i et lille lukket samtalekontor på Hæmatologisk Ambulatorium på Herlev Hospital overfor en læge i hvid kittel og med en alvorlig mine for at modtage svaret på de blodprøver, der blev taget et par dage tidligere. Svaret ramte Henriette som et lyn fra den skyfri sommerhimmel.

Diagnosen var kræft, akut leukæmi, kræft i blodet. Et svar og en besked, der på mange måder virkede både bizar og fuldkommen uforståelig.

Den første del af sejlereventyret havde budt på udfordringer, imens Henriette og Johnny stadig sejlede i danske farvande. Den ene vitale del af båden efter den anden var gået i stykker. Parret var allerede i en mental undtagelsestilstand. Men den uventede afbrydelse af turen, som knap var startet, viste sig at være held i uheld for Henriette, der havde mærket en trykken for brystet.
Hun havde imidlertid fundet på rigeligt med undskyldninger efter de seneste ugers stress og uvidenhed.

Alligevel ringede Henriette til lægen, som sendte hende direkte videre til akutmodtagelsen på Herlev Hospital. Der var ikke noget i vejen med hjertet, men nogle af blodprøverne viste, at noget var galt.
“Mine tal var helt skæve og skulle derfor granskes af eksperter fra Hæmatologisk Afdeling.”

Der gik et par dage, hvor Henriette og Johnny både ventede på værftsmekanikernes dom over deres båd og på lægernes dom over Henriette. Og allerede få dage senere kom svaret. Resultaterne talte sit tydelige sprog; det var leukæmi, som havde fået tallene i blodprøverne til at se forkerte ud. Henriette var for alvor kommet på dybt vand.

“Selvfølgelig bliver man enormt bange og tænker, at det her, det er noget, jeg kan dø af. Men det allersværeste, det var nok det her med at skulle fortælle det til mine nærmeste – mine børn, min familie og mine venner.”

Henriette og Johnny foran deres båd

I ukendt farvand

Kun en uge efter befandt Henriette sig på Rigshospitalet med et kateter i brystet, så hun kunne få den første serie kemoterapi ud af fire hårde behandlinger.

“Blod er jo det, jeg har fået allermest af i forløbet. Det er mange, mange liter blod, jeg har fået, så uden nok bloddonorer ville jeg og alle andre leukæmipatienter være ilde stedt.”
Kemoen virker, og Henriette kan træde ind i det nye år uden kræft og med fornyet håb. Nu kunne eventyret snart genoptages.

Blod og leukæmipatienter

Ligesom mange andre patienter med leukæmi fik Henriette oceaner af blod. Det skyldes, at kræftcellerne i knoglemarven fortrænger de normale stamceller, så der udvikles færre normale blod- og immunceller. Derudover dræber kemoterapi både kræftceller og de raske stamceller. Leukæmipatienter har derfor ofte brug for donorblod både før, under og efter deres kemoterapi, indtil deres knoglemarv igen fungerer tilstrækkeligt.

Læs mere om, hvordan blod hjælper kræftpatienter

Henriette under sit sygdomsforløb

Foto: privat

Henriette under sit sygdomsforløb

Foto: privat

Henriette fejrede nytår 2024 med sin mand i Caribien efter deres længeventede oceankryds

Foto: privat

Noget ulmer under overfladen

I begyndelsen bliver Henriette, som alle andre tidligere leukæmipatienter, fulgt nøje. Og igen ligger svaret i blodet, det er nemlig en af de opfølgende blodprøver, der bliver budbringeren af dårligt nyt. Den afslører genmutationen NPM1 – den mest almindelige genmutation hos voksne med AML.

”Genmutationen betød, at jeg havde 80 % risiko for at få et tilbagefald. Det var et tal, som talte sit tydelige sprog, så da lægerne foreslog en stamcelletransplantation, var jeg bange og ked af det, men ikke i tvivl om, at det er det, som jeg må gøre.”

Efter kampen igennem et halvt år ’i helvede’, stod hun nu overfor endnu en tur i hospitalsmaskinen og endnu en udskydelse af drømmen om verdenshavene. I stedet startede jagten på at finde en stamcelledonor med det rette vævstypematch til Henriette.

Henriette blev stamcelletransplanteret med stamceller fra en tysk donor i april 2022. Herefter fulgte endnu et halvt år med læger på sidelinjen, kraftig medicinering og ugentlige blodtransfusioner, da hendes egen knoglemarv endnu ikke selv producerede blodceller efter transplantationen.

Det er så fantastisk at tænke på, at der er mennesker, som helt frivilligt giver blod. Jeg tror egentlig ikke, at bloddonorerne til daglig tænker over, hvor stor og vigtig en forskel de gør for patienter som mig. Tænk engang, at min krop alligevel kunne få det blod, den havde brug for, da den selv var ude af stand til at lave det – det er lidt vildt og fantastisk at tænke på!

— Henriette, tidligere leukæmipatient

Henriette og hendes mand opnåede en livsdrøm og krydsede Atlanten i deres båd. De fejrede nytåret og bød 2024 velkommen i Caribien.

Foto: privat

Lyset i horisonten

Forløbet var en vanvittig og uventet rejse. I dag er Henriette dybt taknemmelig for at være kræftfri – og for alle de bloddonorer, som uden at kende hende, har været med til at redde hendes liv. Hun kunne i december 2023 kaste anker ud for Barbados’ kyst efter det første oceankryds. Atlanterhavet lå nu i kølvandsstriben, og en livsdrøm var endelig blevet til virkelighed.

“Jeg bliver helt rørt, når jeg tænker på den gerning, som bloddonorerne gør. For det er jo ikke bare mig, som de hjælper og redder. Det er jo også alle dem i mit netværk, der bekymrer sig om mig, de gør en forskel for. Så de stadig kan have deres mor, mormor, kone og veninde.”

Relaterede artikler