Mor og datter i kapløb mod de 100

”Jeg er lige blevet 24, men var faktisk kun 23, da jeg blev tappet gang nr. 100,” fortæller Louise med et smil.

Og hun var ikke alene ved denne særlige tapning, for i stolen ved siden af hende lå hendes mor Charlotte, der også blev tappet gang nr. 100. For Louise og Charlotte ligger donorgerningen i generne og lysten til at bidrage frivilligt til en god sag er en indlejret del af familiens hverdag.

Men hvordan i alverden opnår man 100 tapninger som 23-årig?

Louise startede som bloddonor, da hun var 17 år. Hun rejste lidt og fik tappepause indimellem, men ellers gav hun plasma så ofte som hun kunne. Gerne fast hver 14. dag.

”Jeg har egentlig bare vænnet mig til at planlægge det ind i min hverdag”, fortæller hun. ”Jeg kender mit skema på studiet et stykke tid frem, og så booker jeg tapninger efter det og strukturerer andre aktiviteter rundt om. Så går det helt fint op”.

Der går sport i den gode gerning

Når vi spørger Louise, om der er gået lidt sport i at klatre så hurtigt op at jubilæumsstigen, så griner både Louise og hendes mor Charlotte indforstået.

”Vi har jo haft en familiekonkurrence,” fortæller de.

”Min mor var godt foran, da jeg startede. Jeg startede samtidig med min far, og første tænkte jeg, at han i hvert fald ikke skulle overhale mig i antal tapninger,” siger Louise.

Og da hun for længst havde overhalet sin far og nærmede sig sin mor, blev Charlotte og Louise enige om at lægge konkurrencen på hylden og markere milepælen som en hyggelig aktivitet sammen. Og det er ikke kun familiekonkurrencen, der driver Louises motivation for at være donor.

”Jeg læser medicin og lærer mere og mere om, hvilken rolle blod og plasma spiller, så det føles naturligt at hjælpe på denne måde,” siger hun.

”Jeg startede som donor, da jeg gik i gymnasiet, og dengang tænkte jeg nok ikke så meget over betydningen, som jeg gør i dag. Jeg har fået flere perspektiver på donorgerningen gennem mit studie.”

“Og så vil man jo helst ikke tabe til sine forældre,” tilføjer hun med et grin.

”Man behøver ikke være vanvittig som os”

Charlotte kommer fra en familie, hvor hendes far gav blod, og hendes søster stadig er donor. Charlotte har selv været donor, siden hun var 18 år.

”Hvis flere gav blod eller plasma, så ville byrden være spredt lidt mere ud. Men så længe, der mangler donorer, som der f.eks. gør i Aalborg, hvor vi giver plasma, så gør vi, hvad vi kan,” fortæller hun.

Men de to donorer ved også godt, at ikke alle kan bidrage så dedikeret som dem. Charlotte spørger ofte andre, om de selv ville sige ja, hvis de fik brug for blod eller plasma.

”Og hvis man siger ja til det, så overvej om du ikke selv kan bruge lidt tid i ny og næ på at donere. Man behøver jo ikke være vanvittig som os og komme hver 14. dag. Man kan også gøre en forskel et par gange om året. For mig handler det om, at vi skylder hinanden at hjælpe og gøre noget for andre,” siger hun.

Aftalen i blodbanken er en pause i hverdagen

”Min mand og jeg har talt om, at vi begge ser det som en pause i hverdagen,” siger Charlotte. “Vi får chokolade og noget godt at drikke og kan tjekke lidt ud af hverdagen, imens vi gør en forskel for andre.”

Og i blodbanken kender personalet godt både far, mor og datter. ”Hvordan går det med konkurrencen?”, spørger tapperne, når de ser en fra den dedikerede familie i blodbanken. Mor og datter har indimellem fået en fælles tapning til at passe i kalenderen, men ofte tager de i blodbanken hver for sig.

”Når jeg så kommer i blodbanken om eftermiddagen, så kan personalet finde på at sige, at Louise lige har været der tidligere på dagen. Det er meget sjovt,” fortæller Charlotte.

Næste mål er sat

En 23-årig 100-gangs-donor er bestemt ikke noget, blodbankerne oplever hver dag.

”Louise gør mange ting, der gør mig stolt. Og det her er helt klart én af dem,” siger Charlotte om sin datters dedikation til den gode gerning. ”Hun gør aldrig noget halvt. Så da hun startede, vidste jeg godt, at hun ville løbe fra os i antal tapninger. Nu kigger vi begge frem mod nr. 150.”

”Ja, jeg har allerede en tid næste tirsdag,” siger Louise. Og dermed lød startskuddet i familieræset mod næste donor-milepæl.