Covid-19 information

Frit Fald

Et alvorligt fald på en skiferie knuste Tues hofte, da han var 23 år. Ulykke satte ungdomslivet på pause og gav nye tanker om liv og død. I forløbet fik Tue brug for bloddonorernes hjælp, og han satte efterfølgende et mål om at give det tilbage til blodbanken, som han selv havde fået.

Jeg møder Tue på et stort arkitektkontor i indre København, hvor han arbejder. I flere af rummene står materialeprøver på både vinduer og teglsten, mange vægge er fyldt af store tegninger og små modeller af bygninger står rundt omkring på skriveborde og i reoler.

Jeg bliver budt velkommen med et vink, da coronavirus stadig medfører, at vi er forsigtige med håndtryk. Kontoret er i flere etager, og på denne dag vælter solen ind af de store vinduer. I dag er Tue Kappel arkitekt, men som blot 23-årig var hans fremtid usikker. Hvis blot få ting var gået anderledes, kunne et fald på en skiferie have betydet, at han ikke ville sidde her i dag og fortælle sin historie til mig og til dig.

Som 23-årig tog Tue på skiferie med sin bedste ven Peter.

“Det var en ti-dages tur til Val Thorens med bus frem og tilbage. Så vi havde otte dage på ski. Den første dag fik vi en times undervisning, og derefter syntes vi selv, at vi var verdensmestre. Vi lærte det hurtigt,” husker Tue, at han dengang følte.

De var unge og frygtløse, og på trods af begrænset erfaring med skiløb, fristede de store, dunede, bløde bakker af løs puddersne uden for de markerede piste.

“Så vi prøvede at køre lidt derud, og det gik rigtig godt. Offpiste var rigtig sjovt, og når man faldt, slog man sig ikke. Det var bare som at blive grebet af bløde skyer af sne,” fortæller Tue.

I bagklogskabens lys ved jeg jo, at selvom det ikke gjorde ondt at falde, så kræver det meget teknik at navigere i den dybe sne. Man ved nemlig ikke, hvad der gemmer sig under” fortæller Tue.

Tue fotograferet på CopenHill i København. (Foto: Tomas Bertelsen)

Sidste dag, sidste tur

Klokken var omkring 13 på den sidste dag, og bussen kørte hjemad mod Aarhus kl. 16. Kufferterne var pakket, og Tue og Peter skulle lige have en sidste offpiste-tur. De spottede nogle spor fra en snowboarder og tænkte, at dem kunne de følge. Men undervejs på turen blev de pludselig usikre på, hvor de egentlig befandt sig, og hvilken vej pisten var.

“Vi tænkte bare, det er sikkert denne vej,” fortæller Tue, og de fortsatte deres rute.

“Nu ved jeg, at man på en offpiste skal tage farten af på en bakke, så man stopper på toppen og får et overblik, inden man kører videre. Dengang var jeg mere sådan wuuiiiiii.”

Tue gestikulerer en nedadgående bevægelse med hånden, der viser, at han i fuld fart drønede hen over bakketoppen. Han havde god fart på, da han kom over bakken, og det var først på vej ned på den anden side, at han så de store sorte klippestykker stikke op af sneen længere nede. Han panikkede og prøvede desperat at bremse, men uden held.

“Teknikken var ikke på plads, og jeg havde ikke styr på det.”

Knust hofte

Herfra er det uklart for Tue, hvad der egentlig skete. Det er normalt i forbindelse med et traume, at man ikke kan huske det, der sker lige før. Han ved bare, at han faldt. Han styrtede ned på en af de sorte klipper og landede på siden af hoften, som blev knust med det samme.

– Det gjorde så ondt. Jeg tænker, at jeg måske er besvimet af smerte nogle få sekunder. Det var voldsomt. Da jeg kommer til mig selv, råber jeg op til Peter, at han ikke skal køre herned, hvor jeg ligger, og at den er rigtig gal med mig. På det her tidspunkt kan jeg ikke mærke mine ben.

Peter stod omkring 30 meter længere oppe og råbte tilbage til Tue. Han råbte, at han vil hente hjælp.

– Og så lå jeg der alene i sneen og ventede. Følelsen i benene vendte så småt tilbage, og jeg havde fået rullet rundt, så jeg lå fladt på ryggen og dermed lå nogenlunde stabilt.

Har man været i bjergerne, kender man den larmende tavshed, som de høje klippeformationer skaber. Tue vidste, at Peter var på vej efter hjælp, men anede ikke, hvor længe det ville tage.

– Der var jeg virkelig Tue alene i verden. Og jeg lå der i en time og ti minutter, før hjælpen nåede frem. Jeg nåede at blive helt afkølet og rystede af kulde, hvilket gav ekstra smerter i den brækkede hofte.

To reddere nåede endelig frem til Tue, som husker hjælpen som både effektiv og professionel. Han blev pakket ind i sølvfolie og nænsomt rykket over på en såkaldt ”bananbåre” (en båre på en slæde), som skulle transportere ham ned. Derefter gik turen direkte til nærmeste hospital.

Da lægen kom ind med røntgenbillederne og satte dem op på lystavlen for at få et overblik over skaderne, stoppede han pludselig halvvejs i bevægelsen, imens han holdt et af billederne op foran sig. Her gik det op for lægen, at Tues hofte lignede et stort puslespil.

Vælg et stillesiddende job

Tue fik morfin for at holde smerterne ud, men de franske læger turde ikke operere han. Han lå på hospitalet i tre dage, før han blev fløjet hjem til Danmark, hvor han kom direkte på intensiv afdelingen på Aarhus Amtssygehus. Her endte han med at være indlagt i halvanden måned.

– Ortopædkirurgen, som var landsdelens bedste inden for den type operationer, var på konference i USA i to uger, så vi kunne ikke komme videre, før han kom hjem. Måske kan du blive opereret, måske kan du ikke, sagde personalet. Det ville være op til ham, fortæller Tue.

Alternativet til en operation var at ligge immobiliseret på hårdt leje i halvanden måned, indtil hoften var helet. Og så krydser man fingre for, at det heler rigtigt sammen.

Tue husker ventetiden som utrolig hård. Det var en periode med mange smerter og stor usikkerhed omkring, hvad hans fremtid ville bringe.

– Jeg husker, at der kom en læge ind og satte sig på min seng, og jeg så ham hverken før eller siden. Men han ville lige forklare mig om fremtidsperspektiverne i min situation. Det var i forvejen noget, jeg tænkte rigtig meget over. Hvad er dine planer, spurgte han. Jeg svarede, at jeg nok gerne ville læse på universitet. Det, syntes han, var klogt, for det var ikke sikkert, jeg kom til at gå igen. Så jeg skulle nok vælge et stillesiddende job. Så lå jeg der som 23-årig og fik det at vide. Og han havde faktisk ingen forudsætning for den vurdering, for det var inden, det overhovedet var blevet besluttet, om jeg skulle opereres.

Da ortopædkirurgen kom tilbage Danmark, vurderede han, at Tue skulle opereres. I seks og en halv time arbejde lægerne på at reparere Tues knuste hofte. Han modtog blod før operationen, da hans blodprocent var for lav, og fik også blod under operationen. Men det var en særlig oplevelse med at modtage blod efterfølgende, der for alvor satte sig i Tue.

Hjælp fra bloddonorer

Tue blev selv bloddonor som 18-årig.

– Jeg havde været spejder som dreng, og Peter og jeg tog førstehjælpskursus sammen på aftenskole. Det faldt mig naturligt at melde mig som bloddonor.

Han modtog blod flere gange efter operationen, men særligt én gang husker han.

– Sygeplejersken hang blodposen op i stativet, og pludselig blev jeg meget bevidst om, at en person havde taget sig tid til at gå i blodbanken og give blod, for at det nu kunne løbe ind i mine årer. Og jeg fik sådan lyst til at ringe til denne person og sige tak. Jeg følte en særlig forbindelse og en dyb taknemmelighed. Jeg havde jo selv givet blod, men disse tanker satte det i perspektiv på en anden måde.

Efter operationen gik det fremad. Tue kunne begynde at flytte på sig i sengen, og efter to uger kunne han langsomt komme op at sidde og derefter op at stå. Han fik en kørestol og lærte hurtigt at køre på baghjulene, hvilket ikke var et hit hos sygeplejerskerne.

– Tue, du har en hoftefraktur! Du skal ikke køre på baghjulene! Gengiver Tue deres formaninger.

– Men jeg kedede mig jo ad helvede til. Jeg kørte rundt i den kørestol og fandt en vej ned til kælderen, hvor jeg kørte rundt alene og hørte høj musik i min walkman.

Ud på den anden side

Der var lang vej tilbage til det gamle liv, men fordi Tue var ung og havde masser af gåpåmod, gik genoptræningen strålende.

– Min fysioterapeut var ret imponeret, og jeg kom hurtigt op at gå. Men det har betydet meget at prøve at være i kørestol, selvom det var for en kort periode. Jeg oplevede, hvordan ens liv er så meget anderledes, når man har det vilkår. Jeg forstår bedre, hvordan det er at sidde der, og omverden ser på en på en helt anderledes måde, og man er en anden udgave af sig selv.

Og ulykken ændrede meget for Tue.

– Jeg er godt klar over, at jeg havde være tæt på at dø. Havde det været min ryg eller mit hoved i stedet for min hofte, så havde jeg nok ikke siddet her i dag. Så på mange måder var jeg virkelig heldig. I dag tænker jeg nogle gange på, om der er noget i livet, jeg ville have gjort anderledes. Og der er da nogle få ting, men jeg tror ikke, at dette er en af dem. For der er noget livserfaring i at komme ud for noget så traumatisk. Det er en lærestreg, men også en erfaring i, at man er dødelig, fortæller Tue.

Han husker særligt tilbage på en hård nat med mange smerter på hospitalet. Det epiduralkateter, der gjorde ham smertefri fra ribbenene og ned, var faldet ud, men det blev ikke opdaget, da Tue lå på det. Efter en lang nat med mange smerter opdagede sygeplejerskerne det næste morgen, da de skulle vende ham.

– Jeg græd, fordi jeg havde så ondt. Og en sygeplejerske trøstede mig, og sagde: Tue, det er hårdt nu, men du kommer ud på den anden side. Og så har du lært noget af det her. Og hun fik ret. Lige på det tidspunkt kunne jeg ikke se det, men efterfølgende har jeg tænkt meget på det.

Plus i blodbanken

Efter tappepausen i forbindelse med operation og genoptræning begyndte Tue at give blod igen, og nu nærmer han sig 50 tapninger. Før ulykken tænkte han ikke så meget over, hvor mange portioner han gav. Men da han vendte tilbage som bloddonor, betød det pludselig noget, for han vidste, at han selv havde modtaget tyve portioner.

– Det tal blev vigtigt for mig, for da jeg ramte de tyve donationer efter ulykken, tænkte jeg, at nu var jeg gået i nul i regnskabet. Lidt ligesom at have lånt penge i banken. Nu havde jeg gjort rent bord, og fra da af var det kun positivt indskud. Det er ikke fordi, jeg føler, at folk, der modtager blod, skylder noget, men det føles rart at bidrage og give tilbage, når nu jeg har muligheden.

Sms’en, når blodportionen er blevet givet til en patient, som donorer i bl.a. Region Hovedstaden modtager, har stor betydning for Tue. Den giver lidt af samme forbindelse, som han følte dengang, han selv modtog blod.

– Følelsen af, at nu har jeg hjulpet en person, er mere værd end penge. Hver gang jeg får en sms om min anonyme modtager, ser jeg en ung gut for mig, der ligger alene på en hospitalsstue og kigger ud af vinduet.

I dag er Tue overordnet fri for men. Løb fungerer ikke så godt, men det er ikke det store tab.

–  Så slipper jeg for DHL-stafetten, griner han.

Han har til gengæld cyklet meget, og for 10 år siden begyndte han at svømmetræne og kom derfra i gang med fridykning. Det er i dag en stor hobby for Tue, som også har været på landsholdet og til VM flere gange. Den bedste præstation er en 17. plads til VM, hvor han fridykkede til 75 meters dybde.

– Min krop kan det, den skal, og jeg er alt i alt sluppet rigtig heldigt fra det her. I dag kender jeg også sikkerhedsreglerne for offpiste-ski, og jeg tror, vi overtrådte hver eneste af dem.