Hvor bruges blodet: Hæmatologisk afdeling

Du ved måske allerede, at størstedelen af blodet i Danmark går til kræftpatienter. På afdelingen for blodsygdomme (hæmatologisk afdeling) og afdelingen for kræft (onkologisk afdeling) behandler læger og sygeplejesker patienter med kræft, som modtager omkring 40 % af det blod, du som donor giver.

Signe Vedel Searle er sygeplejerske på hæmatologisk afdeling på Rigshospitalet i København. Her ligger patienter, der skal have en knoglemarvstransplantation. De er primært leukæmipatienter, der er meget syge. De får hele tiden tilføjet elementer, der skal hjælpe deres krop med at klare sig; væske, mad gennem sonde, blodprodukter eller antibiotika.

Blodets rolle i kræftbehandling

Alle blodets celler dannes i vores knoglemarv. Når man har leukæmi, kan knoglemarven ikke danne blodceller på normal vis. Mange leukæmipatienter må have en transplantation med stamceller fra en donor for at blive rask. Det er en yderst hård proces for kroppen, da hele dens immunforsvar slås ned, for at den ikke afviser donors stamceller.

I den periode, hvor de nye stamceller skal gro frem i knoglemarven, er hele knoglemarven presset. Den danner ikke nye celler, som kroppen har brug for til at fungere. Niveauer af både røde blodlegemer og blodplader er i bund, så patienterne modtager daglige transfusioner.

Hvis patienten samtidig er indlagt og f.eks. har en infektion, så får de endnu mere blod. Det kan være to til tre transfusioner om dagen.

“Inden en stamcelletransplantation får patienten også kemoterapi og stråler, så kroppens forsvar er virkelig helt i bund. Her er raske blodceller og blodplader fra donorerne helt essentielle for at overleve,” siger Signe Vedel Searle.

Holder hele tiden øje med blodtypen

Efter en stamcelletransplantation kan patientens blodtype ændre sig, fordi de overtager donors blodtype. Så på hospitalet holdes der hele tiden øje med blodtypen, så patienten får blod, der matcher.

“Vi laver det, der hedder en BAC-test hver tredje dag. Sådan en test er gyldig i tre dage og på den måde tjekker vi, om patienten danner nye antistoffer, som vi skal tage hensyn til ved blodtransfusion,” forklarer Signe Vedel Searle.

“Vi giver helst ikke blod, uden at der forelægger en gyldig BAC-test. Men det er kun ved de røde blodlegemer, at blodtypen er så vigtig. Så hvis vi f.eks. venter på svar fra BAC-testen, kan vi give blodplader til patienten imens. Når den del af transfusionen er færdig, har vi som regel svar fra testen og kan sørge for, at patienten får røde blodlegemer i det rigtige match.”

Blod knækker cancer

Signe Vedel Searle fortæller, at det at give blod til kræftpatienter er en fast del af hendes hverdag.

“Den kemobehandling, som vi giver, ødelægger alt. Kroppen bliver helt nulstillet, så den har virkelig brug for hjælp. Nogle patienter har et niveau af blodplader, der ligger under 3 mia./L efter behandling. Normalt skal det ligge mellem 150 og 400. Hvis ikke vi kunne give dem blodplader fra donorer, så ville de være i stor risiko for at dø af en indre blødning. Hvis de f.eks. støder sig på noget. Det er ikke noget, der ville skade en rask person, men når din krop ikke kan stoppe en blødning, kan det blive meget farligt,” uddyber hun.

Et arbejde med mening

Signe Vedel Searle arbejder også som ungekoordinator, og de mange unge mennesker, hun er med til at behandle, gør alle stort indtryk.

“De er bare virkelig seje. Nogle af dem har nogle ekstremt hårde forløb, men de kan ofte bibeholde en livsglæde, som er inspirerende for os andre. De har så meget lyst til at komme tilbage til livet. Mennesker, som er indlagt eller kommer her i behandling længe, støtter hinanden og lærer hinanden at kende på en helt særlig måde. Det er fantastisk at se,” siger hun.

Og mange af dem kommer heldigvis tilbage til livet, selvom det liv, de kendte før kræften, er taget fra dem i lange perioder.

“Forleden dag snakkede jeg med en ung patient, der er blevet transplanteret, og som nu har det okay. Hun fortalte, at hun nu så småt kan komme tilbage til sin uddannelse og til de fritidsinteresser, hun havde, før hun blev syg. Den rejse tilbage til livet giver jobbet så meget mening. For imens de er indlagte og har det værst, så kan det være svært at forestille sig, at det bliver bedre.”

For mange leukæmipatienter er det stamcelletransplantationen, der er den primære behandling, som gør dem raske, men det er umuligt at give denne behandling uden den understøttende behandling: blod.

“Mange af mine patienter har været vant til at få blod i lange perioder. Nogle af dem i flere år. Det er en fast del af behandlingen, og blodmangel er et af de første symptomer på leukæmi. Indimellem undersøger vi, hvor mange portioner blod en patient får i løbet af et helt behandlingsforløb, og det kan være over 200 portioner,” slutter Signe Vedel Searle.