Mikkel vandt over leukæmien

Mikkels fortid er anderledes end de fleste andre unges. Engang bestod hans hverdag af kemoterapi, blodtransfusioner og hans liv var præget af hospitalsbesøg, sygdom og en frygt for, hvad fremtiden ville bringe.

Fuck, tænkte jeg. Det kan ikke være rigtigt. Lægen fortalte, at de selvfølgelig ville gå efter overlevelse. Det var målet: Overlevelse. Så alvorligt var det.

Jeg var 20 år, og mit liv ændrede sig drastisk fra den ene dag til den anden, da jeg i julen 2010 fik konstateret akut leukæmi.

Jeg var sund og rask, dyrkede sport og gik på handelsskolen. Jeg har altid været meget aktiv og fuld af energi, men over et stykke tid oplevede jeg, at mit energiniveau faldt. Jeg orkede ikke at tage i skole og begyndte at pjække, hvilket ellers slet ikke var noget, jeg praktiserede. Jeg skrantede meget og blev hele tiden syg. Først fik jeg øjenbetændelse, derefter lungebetændelse. Jeg blev endda hjemme fra fodbold, og det skulle der altså meget til.

En dag opdagede jeg, at jeg havde en slags kugle bag øret. Min lymfe var nærmest på størrelse med en halv golfbold. Det gjorde virkelig ondt og jeg sov rigtig dårligt om natten på grund af smerterne, så jeg troede egentlig, at det var derfor, jeg var så træt. Derfor kom det fuldstændig bag på mig, da lægen fortalte mig, at det var kræft.

Jeg var til en test på Holstebro Sygehus, og allerede få dage efter skulle jeg på Rigshospitalet. Så sad jeg på Riget lige inden jul og fik at vide, at jeg havde akut leukæmi. Ugen inden havde jeg været til fodbold, og pludselig var jeg kræftpatient.

— Mikkel

Hvad tænkte du, første gang du skulle have kemo?

Jeg fik kemo første gang 27. december 2010. En højrisikobehandling. Det vil sige, at man får rigtigt meget kemo. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville vente med at gå til lægen til efter jul, og lægerne sagde efterfølgende, at hvis jeg havde ventet, havde jeg nok ikke været her i dag.

De næste 4-5 måneder havde jeg flere nætter på Rigshospitalet, end jeg havde hjemme.

Jeg forsøgte virkelig at holde modet oppe. Men det er jo svært at være 100 % positiv, når man pludselig får så meget medicin. Mit forløb var meget intenst, men allerede i februar fik vi nogle resultater om, at kræften var stoppet. De kunne ikke længere måle kræftceller, men fortsatte stadig behandlingen. Det var jo en stor sejr, og det gav energi til at køre på med den skrappe behandling.

Mikkel under sit sygdomsforløb.

Foto: Privat

Blodtransfusioner var en del af hverdagen

Foto: Privat

Foto: Privat

Det er så utroligt vigtigt, at vi har bloddonorer. I mange kræftbehandlinger er blod mindst ligeså vigtigt som kemo. Jeg har nok modtaget mere blod end kemoterapi, og uden bloddonorerne stod jeg ikke her i dag.

— Mikkel

Jeg tror, jeg fik over 100 portioner blod. Nogle gange kom jeg på hospitalet kun for at få blod.

Det ærgrer mig også rigtig meget, at jeg ikke selv fik meldt mig som bloddonor, da jeg blev 17. Det ville jeg ønske, at jeg kunne gå tilbage og lave om på. Tænk hvis jeg havde vidst, at det ville være med til at redde mit eget liv. Jeg fik engang fire portioner blod på én dag, fordi mit eget blod ikke indeholdt alle de næringsstoffer, jeg havde brug for. Så er man altså glad for, at der er blod på hylderne.

Jeg har flere venner, der er blevet donorer efter min sygdom, da de virkelig har set, hvor meget det betyder. Det er ikke kun fremmede folk, der kan få brug for det. Det kan være de mennesker, der betyder allermest for dig. Så det er så vigtigt.

Kræftpatienter er jo den største modtagergruppe af blod. Det er jeg et levende eksempel på, for uden alle jer bloddonorer, der tog sig tid til at give blod, havde jeg ikke stået her i dag.

Hvilke tanker har du gjort dig om at blive alvorligt syg som 20-årig?

Teenageårene var på en måde som et tog, der kørte derudaf med 120 km/t. Men som kræftsyg stoppede mit tog brat op fra den ene dag til den anden, imens alle mine venners jo fortsatte. Hele min omgangskreds var i totalt chok. Jeg har aldrig røget og altid dyrket motion. Jeg festede da lidt, men ikke mere end så mange andre unge. I forhold til mange af mine kammerater, så var jeg jo “den sunde”.

Jeg syntes, at det var en ekstrem svær balance at være syg og ung samtidig. Jeg manglede virkelig et socialt tiltag, hvor jeg kunne være sammen med andre unge i samme situation som mig selv. Og jeg var meget højlydt omkring, at jeg ønskede en forandring, og det endte med, at jeg var med til at starte et ungeprojekt op, som kom til at hedde Kræftværket. Det blev først til virkelighed efter mit eget sygdomsforløb var slut, men i dag er Kræftværket et værested for unge, som er i behandlingsforløb for kræft på Rigshospitalet. Der kan man hænge ud, se tv, spille spil og være sammen med nogen på ens egen alder.

Jeg tilbragte halvandet år som fuldtidssyg, hvor kræften styrede mit liv fuldstændig. Men den 4. februar 2016 blev jeg efter fem år erklæret helt rask.

Leukæmi og blodets rolle

Akut leukæmi (akut blodkræft) er en kræftsygdom, der opstår i de bloddannende stamceller i knoglemarven. Hvis man har akut leukæmi, er der for mange umodne celler i ens blod og knoglemarv. De umodne celler forhindrer knoglemarven i at danne normalt fungerende blodceller.

I værestedet "Kræftværket", som Mikkel var med til at starte op imens han var syg, kan unge kræftramte hænge ud og få et fællesskab.

Foto: Tomas Bertelsen

I dag mærker jeg intet til det. Jeg har ingen bivirkninger, og det er der ellers mange, der har, så det er jeg taknemmelig for. Nogle gange er det svært at huske den tid, hvor jeg var syg. Måske er det en autorefleks, fordi jeg prøver at skubbe det lidt væk. I dag har jeg igen en hverdag med masser af fart på. Jeg har fuldtidsjob og bor i Holstebro med min kone Line, som jeg har været sammen med, siden jeg var 16 år.

Tak til dig, der giver blod.

Mikkel med sin hustru Line

Foto: Tomas Bertelsen

Relaterede artikler