Rikkes hænder holder et fast greb om Royal Copenhagen-koppen med det store R malet på, imens hun fortæller om de mest intense døgn i sit liv, hvor hun ikke var sikker på, om Brian ville komme hjem igen.
På cykelturen hjem fra arbejde er Brian ude for en alvorlig ulykke. Ud over de synlige skader gemmer sig en indre blødning – og få dage senere kæmper han for livet i respirator på Rigshospitalets intensivafdeling, hvor han får næsten 11 liter blod.
Rikkes hænder holder et fast greb om Royal Copenhagen-koppen med det store R malet på, imens hun fortæller om de mest intense døgn i sit liv, hvor hun ikke var sikker på, om Brian ville komme hjem igen.
Sådan starter Rikke fortællingen om den ulykke, hendes mand Brian var ude for.
Brians arbejdscomputer står fremme på spisebordet i villaen i Vanløse. Brian har altid arbejdet meget, fortæller han.
Men ulykken satte livet i et andet perspektiv. Snart rejser han og hustruen Rikke væk i to måneder, for at køre rundt i USA.
”Vi høster frugterne af en masse hårdt arbejde, for livet er sgu kun på lånt tid,” siger han.
Altid fart på
Brian og Rikke beskriver selv, hvordan de har arbejdet meget og hårdt, altid har haft mange aftaler og fart på.
”Alt, hvad jeg laver, foregår i høj hastighed,” siger Brian.
Der var også fart på, da Brian på sin citybike kørte ned ad Vestergade i indre København med 28 km i timen. Der var fart på mod hjemmet i Vanløse, hvor Rikke og børnene Anders og Mikkel ventede med eftermiddagskaffe.
Men da tre turister på orange turistcykler pludseligt krydser vejen uden at kigge sig tilbage, slår livet bogstavelig talt en kolbøtte.
”Jeg klodser bremserne og slår en stor kolbøtte hen over cyklen. Jeg lander så ovenpå cykelstyret, som rammer mig hårdt i maven. Jeg kunne godt mærke, at det gjorde virkelig ondt det her,” fortæller Brian.
Bedring i sigte
Rikke går rundt i huset i Vanløse, da telefonen ringer. Det er Brian, der selv kan fortælle, at der er sket en ulykke, og at han er blevet kørt til Traumecenteret på Rigshospitalet.
Han har læderet hoften – dvs. faldet var så voldsomt, at fedtvævet blev knust og nu skal fjernes under narkose for at undgå infektion. Derudover har han brækket nogle ribben og punkteret en lunge.
”Jeg husker følelsen af nærmest at have været en tur i tørretumbleren,” fortæller Brian.
Der er ikke mange synlige skader. Brian har slået hånden lidt og har en hudafskrabning i panden. Og med en opereret hofte og brækkede ribben vender han hjem fra Rigshospitalet lørdag eftermiddag. Nu skulle han bare komme sig.
”De kommende dage husker jeg helt klart. Jeg har kvalme, men jeg er heller ikke så god til at være på al den medicin, jeg får, så for mig er det en naturlig reaktion,” siger Brian.
”Om onsdagen er det Mikkels 23-års fødselsdag. Påsken er lige om hjørnet, og vi får 30 mennesker til påskefrokost i weekenden,” siger Rikke.
”Og onsdag før påske er den første dag, hvor jeg tager på arbejde, fordi Brian gradvist havde fået det bedre og var mere mobil.
”Ja, og jeg havde haft det fint,” understreger Brian. ”Jeg står op om morgenen den onsdag, og har en følelse af, at jeg har været syg, men er ved at ryste det af mig. Det føltes som en god dag.”
Men op ad dagen får han det underligt.
”Kvalmen bliver værre og jeg føler mig virkelig træt. Så jeg tager en lur og ved ikke, hvor lang tid jeg sover. Men da jeg vågner, så har jeg det virkelig dårligt – big time,” siger Brian.
Han prøver at rejse sig fra sengen, men hele soveværelset sortner. Han får kæmpet sig ud på badeværelset og tager heldigvis telefonen med. Brian ringer til Rikke.
”Og så kan jeg godt høre, at der er noget helt galt, for Brian beder normalt aldrig om hjælp. Aldrig. Så jeg tager afsted fra arbejdet med det samme. Men så snart jeg har lagt på, så rammer tanken mig: Dét her, det når jeg ikke hjem til,” fortæller Rikke.
Hun ringer til en ambulance, imens hun skynder sig ud i bilen for at køre mod Vanløse. De 35 minutter hjem fra arbejdet har aldrig føltes længere.
Da hun parkerer i indkørslen, holder ambulancen der, og de er allerede i gang med at behandle Brian.
”Og han ligger bare helt stille og har lukkede øjnene, og han er ligbleg,” husker Rikke.
Men Brians tal ser fine ud, og de to paramedicinere har svært ved at få det til at stemme. Han er kontaktbar, og både hjerte og puls ser fint ud. Det eneste, de kan se, er, at han har lidt lavt blodtryk. For en sikkerhedsskyld tager de Brian med til Bispebjerg Hospital.
Rikke kører efter ambulancen, og lægerne står allerede rundt om Brian, da hun ankommer på TraumeCentret. De spørger ham om forskellige ting og prøver at finde ud af, hvorfor han har det så dårligt.
Kort tid efter kommer en læge hen til Rikke. De bliver nødt til at lægge et dræn, for de mistænker en indre blødning. Og der går ikke længe, før en sygeplejerske kommer løbende med den første blodportion.
Fra værre til værst
”Jeg kan sagtens huske, da de lægger den der kanyle ind for at dræne mig. De kommer med slange og kanylen og alt det der. Og det er ikke behageligt, skulle jeg hilse og sige,” fortæller Brian.
Lægerne tømmer 2,7 liter blod fra Brians bughule.
”Lægen siger senere til mig, at jeg burde slet ikke have været ved bevidsthed,” siger Brian. ”Men pga. min gode form snød jeg dem på en måde, for de havde ikke regnet med, at jeg kunne have mistet så meget blod, når jeg stadig var ved bevidsthed.”
Herefter får Brian fire liter blod og flyttes til intensiv. Lægerne opfordrer Rikke til at tage hjem og hvile.
”Men da jeg endelig kører hjem fra Bispebjerg, så starter 48 timers helvede på jorden. Det gik fra slemt til værre til værst,” beskriver Rikke.
Hun henter sin computer, hvor hun har skrevet dagbog over forløbet. Man mister overblikket, som hun siger. Men det har været vigtigt for hende at kunne huske detaljerne. Så kunne Brian også selv læse om det efterfølgende, for han husker meget lidt af den tid, som var den sværeste i Rikkes liv.
”Dør far?”
Rikke er knap nok trådt ind ad døren derhjemme, før telefonen ringer. Lægen fortæller, at de overflytter Brian til Rigshospitalet, for nu har han muligvis en livstruende blødning.
Rikke spørger febrilsk, om situationen er nået dertil, hvor hun skal kalde børnene ind. Ja, svarer de. Rikke haster ud i bilen igen og ringer først til Anders.
”Jeg siger, at nu bliver far overflyttet, og at han skal komme ind på Rigshospitalet. Bagefter ringer jeg til Mikkel og siger det samme. Og han bliver vred på mig, fordi han kan ikke rumme det. Han stiller mig alle de spørgsmål, jeg ikke kan svare på. ”Dør far?” Og det eneste, jeg kan sige, er, at jeg ved det ikke,” fortæller Rikke.
”Jeg er ikke deres biologiske mor. Jeg er deres bonusmor og har været i deres liv, siden de var helt små. Så jeg føler et kæmpe ansvar overfor dem, men kan jo intet gøre i denne situation,” fortæller Rikke.
Mikkel og Anders haster begge til Rigshospitalet. De ved nu, at der er en risiko for, at de skal ind og sige farvel til deres far. Brian er stabil, så længe lægerne giver ham blod. Men de kan stadig ikke se, hvor blødningen kommer fra.
Da Rikke, Mikkel og Anders ankommer til hospitalet, leder en læge dem ind på stuen, hvor Brian ligger. I det øjeblik har ingen af dem nogen ord til at beskrive, hvad de føler.
”Jeg står der med de her to store gutter, en ved hver arm, og kigger på Brian, og der ved vi alle tre godt, at det er rigtig skidt,” siger Rikke.
”Hvad fanden er det her for en fødselsdagsgave?” siger Mikkel stille. Og ellers er der stille på stuen.
Klokken er halv ni om aftenen og kun to timer senere beslutter lægerne at operere Brian. Situationen er kritisk.
”De bliver nødt til at åbne ham. Det bliver ved med at fosse ud af ham, og de kan ikke finde ud af, hvor det kommer fra, så de skal se, om der er noget, de har overset på billederne,” forklarer Rikke.
Lægerne forbereder Rikke på, at nu kommer der en periode, hvor de ikke ved, hvilken vej det går.
”Og så sidder jeg der og tænker; hvis ikke han overlever den her operation, så står jeg med to børn i morgen, som mangler deres far.”
Natten falder på, timerne går, og lægerne arbejder intenst på at redde Brians liv.
Efter tre timer på operationsbordet, er meldingen klar. Lægerne har fundet og standset blødningen. En pulsåre i mellemgulvet var beskadiget, og Brian har under operationen fået yderligere 7 liter blod.
Han bliver lagt i respirator for at give kroppen ro, og Rikke får lov at se ham, da han er flyttet til intensiv. Han ligner på ingen måde den mand, hun kender. Han er bleg og ligger helt stille. Der er stille på hospitalsstuen, bortset fra lyden af respiratoren, der trækker vejret for ham.
Ved fodenden af Brians seng sidder en sygeplejerske, for han skal observeres døgnet rundt.
Sygeplejersken sender Rikke hjem for at sove. ”Du kan ikke være noget for nogen, lige nu, siger hun til mig. Og jeg har ikke set mig selv i spejlet, men det gør jeg på vej ud, og der kan jeg godt se, at jeg nærmest ligner en, der burde ligge ved siden af Brian,” siger Rikke.
Dagen efter er Brian endelig i bedring. Han sidder op i sengen med en Filur-is, da Rikke træder ind på stuen.
”Der forstår jeg, at han er i live,” siger Rikke. Og tågen fra helvedes-døgnene begynder så småt at lette.
Da Brian og Rikke senere læser i journalen, hvor meget blod Brian egentlig har fået, bliver de begge lidt stille. Næsten 11 liter blod i alt.
”Ellers havde jeg ikke siddet her i dag,” tilføjer Brian.
”Og vi kunne jo ikke selv gøre noget,” siger Rikke. ”Vi ventede bare og havde ingen magt. Så at vide at fremmede mennesker faktisk har været med til at redde ham, det er ubeskriveligt”.
Da vi taler om de mennesker, der har doneret blodet, som var med til at redde Brians liv, strømmer tårerne ned ad Rikkes kinder. For hvordan udtrykker man nogensinde nok taknemlighed over for fremmede mennesker, der ikke engang ved, at de har reddet et liv, og hele Rikkes verden, som hun kender den?
”En ydmyg, kæmpe tak,” siger Brian stille.
”Uden dem havde Anders og Mikkel ikke deres far. Jeg kan kigge rundt i huset og tænke, at uden dem så sad jeg her alene, uden Brian,” reflekterer Rikke og tilføjer:
”Nu er jeg selv blevet bloddonor.”
”Jeg har nåleangst og kunne ikke komme over den angst før. Men det kan jeg nu. For der sker jo ikke noget – det er et lille prik, og så har jeg brugt 10 minutter på at være med til at redde en anden.”
Og når Rikke sidder i blodbanken, så kigger hun rundt på de andre bloddonorer og tænker, at her sidder de alle frivilligt og bruger deres fritid på at være med til at give andre livet tilbage.
”En evig tak. Tak for livet,” slutter Brian.
Udgivet 02.06.2025
